La Bonne Crepe, Fort Lauderdale

Efter vores middag på American Social gik vi en tur langs Las Olas Boulevard, og vi havde ikke gået særlig længe, før La Bonne Crepe lå og lokkede. Pandekager til dessert lød jo som en rigtig god idé, men de var ved at lukke, så vi troede egentlig at pandekagetoget var kørt. De ville dog gerne have os indenfor, så længe vi var ok med at de fortsatte med at rydde op og pakke sammen. Selvfølgelig var vi det.

Mine Crêpes Suzette, var måske ikke de smukkeste verden har set, og under flamberingen frygtede jeg flere gange at tjeneren var ved at sætte ild til sine egne fingre. Pandekagerne smagte dog udmærket og saucen var rigtig god uden smag af flamberede fingre. Peach Melba Crêpen var derimod en fryd for øjet. Pandekagen var tynd og sprød og smagte skønt sammen med vaniljeisen og (dåse?) ferskenen. Vi ville ikke blive alt for længe, men La Bonne Crepe var et rigtig hyggeligt lille sted, som jeg gerne vender tilbage til en anden gang indenfor normale åbningstider.

La Bonne Crepe, 815 E Las Olas Blvd, Fort Lauderdale


0 FacebookTwitterPinterestEmail
American Social Fort Lauderdale

Den første aften spiste vi på American Social som ligger på den hyggelige Las Olas Boulevard i Fort Lauderdale. Det er et af de steder, der ser ud som en helt almindelig bar, men hvor ambitionerne på madfronten strækker sig længere end chicken wings med barbecue sauce.

Vi bestilte Mac and Cheese, Cuban Sandwich og Poke Tuna Tower. En Cuban Sandwich går man jo aldrig galt i byen med. Det er en sandwich med ost og masser af kød, uden andre grøntsager end et par skiver syltet agurk, – what’s not to love? Min Poke Tuna Tower var også virkelig god, for avocado og rå tun går man aldrig galt i byen med.

Alle portionerne var ret store, men gryden med mac and cheese var enorm. Der stod i menuen at den var ”to share”, og jeg tror seriøst, at der var nok til at en familie på 10 kunne have spist sig mætte. Det smagte rigtig godt, men vi kunne sagtens have klaret os med halvdelen.

I USA er mandag lig med Monday Night Football, så der var selvfølgelig amerikansk football på skærmene i baren. Vi sad udenfor, men indenfor var humøret højt og der var ikke mange ledige pladser. Da vi gik, så vi, at der om mandagen var tilbud på burgere (5$), hvilket jeg måske godt synes at personalet kunne have informeret om, da vi fik menuen, men ellers var American Social en rigtig god oplevelse.

American Social, 721 E Las Olas Blvd, Fort Lauderdale

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Sawgrass Mills Florida

Sawgrass Mills er USA’s største outlet mall, så jeg tænkte, at det ville være det perfekte sted at tilbringe en dag i zombie-jetlag-mode. Kombinationen af aircondition, bløde sko og lange rækker af butikker virkede lige tilpas overskuelig, og der var masser af steder at slå sig ned, hvis benene begyndte at give op.

Sawgrass er et godt mix af dyre designerbutikker og billigere alternativer, men det er især i de store outlet-butikker som T.J. Maxx, Marshalls, Burlington, Century 21, Nordstrom Rack og Saks Off Fifth, at jeg syntes, man kunne gøre de bedste kup.

Mine personlige favoritter er Nordstrom Rack og Saks Off Fifth. De er lidt dyrere end de andre, men også pænere og mere overskuelige at shoppe i. Det føles lidt som at være i en discount-version af de rigtige stormagasiner (Nordstrom og Saks Fifth Avenue), og de har ofte et virkelig godt udvalg, især hvis man gider rode lidt.

Da sulten meldte sig, endte jeg på Cheesecake Factory – et klassisk go-to, når man ikke orker at google sig frem til noget smartere. Portionerne er, som altid, på størrelse med et mindre bjerg, så jeg valgte at dele måltidet op og nøjes med en forret og en hovedret. Det blev til en gigantisk burger og en bitte, pæn lille tuntatar. Tilsammen faktisk helt perfekt, men det var åbenbart ikke helt overbevisende for min servitrice.

Da hun kom forbi og spurgte, om jeg ville have cheesecake til dessert, takkede jeg pænt nej – jeg var virkelig mæt. Hun kastede et blik på resterne af tuntataren og så derefter op på mig med det der blik, der får en til at overveje, om man burde forklare sig. Jeg mumlede noget om, at jeg også havde spist halvdelen af en kæmpe burger, men jeg tror ikke helt, hun købte den. En anelse akavet.

Det koster $7 at leje en indkøbsvogn i centeret, hvilket ærligt talt føles lidt som optrækkeri, men det er svært at klare sig uden. Det tager ikke mange butikker, før man står med poser op til ørerne, og så er det rart at kunne smide det hele i vognen og trille videre. Man må dog ikke tage indkøbsvognen med ind i restauranterne, så enten skal man spise før man shopper, eller også skal man håbe, at der er et ledigt bord udenfor.

Hvad købte jeg?

– En kjole fra Club Monaco som var sat ned fra 189$ til 56$

– En Samsonite kuffert

– Læbepomade fra Elizabeth Arden

– Et par ballerinasko i Nordstrom

– Masser af andre ting, som jeg egentlig ikke har brug for, men som jeg ikke kunne modstå (brownie brittle, skocreme, en mini-stegepande til et enkelt æg og meget mere).

– Julegaver som jeg ikke kan skrive om her, da min familie læser med.

Sawgrass Mills, 12801 W Sunrise Blvd, Sunrise, Florida

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Florida Blog

Hej fra Florida! Dette blogindlæg er straight out of Marriott Fort Lauderdale North, hvor jeg lige nu har base. Jeg er taget hertil fra New York for at få lidt sol, varme – og et lille afbræk fra novembergråheden længere nordpå.

Når jeg rejser alene, har jeg en lille tradition med room service den første aften. Det blev derfor til quesadillas og friturestegte empanadas inden sengetid i går. Ingen af delene var videre imponerende, men det er som om, det hører sig til. Der er noget hyggeligt og lidt dekadent over at spise mad fra en bakke i hotelsengen – selv når det bare er lunken ost og friture. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg holder fast i det, men det føles rigtigt.

Hotellet er i øvrigt rigtig fint – værelset er stort og luftigt, og udsigten er bestemt heller ikke til at klage over. Marriott ligger lidt nord for centrum, så jeg overvejer, om det giver mening at leje en bil, eller om Uber kan klare det hele. Lige nu hælder jeg til det sidste.

I dag står den på en stille dag i shoppingens tegn. Fort Lauderdale er kendt for sine enorme outlet malls, og planen er at få styr på julegaverne, mens jeg stadig har overskud og koffertplads. Hvis energien rækker, smutter jeg ud til kysten og finder et godt sted at spise i aften – men nu må vi se, hvor langt jeg når, inden jetlag og shoppingtræthed sætter ind.

0 FacebookTwitterPinterestEmail

Mens solen stadigvæk skinner i New York, må jeg hellere se at få skrevet om min udflugt til Rockaway Beach. Rockaway Beach ligger et godt stykke vej fra Manhattan, men det var forbavsende let at komme dertil. Jeg tog færgen fra Wall Street (Pier 11), og turen tog en time men føltes meget kortere, på grund af den flotte udsigt undervejs. I starten af turen tog alle billeder af Manhattans skyline, og senere var det Brooklyns kystlinje, der kom i fokus.

0 FacebookTwitterPinterestEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr