Umbeboshi

En ume er en slags mellemting mellem en abrikos og en blomme, og i Japan fermenterer man den med havsalt og får en snack, umeboshi, der både er hvinende sur og hamrende salt.

Første gang jeg smagte umeboshi var da jeg delte kollegiekøkken med Mari, som var udvekslingsstudent fra Sapporo i Japan. En aften fandt hun en pose frem og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at smage denne her japanske specialitet, som hun havde haft med hjemmefra. De små brune klumper så ikke særligt appetitlige ud, men jeg tænkte at det ikke kunne skade at smage, så jeg tog en i munden. En eksplosion af salt og surt bredte sig i min mund, og de første sekunder måtte jeg kæmpe for ikke at spytte det hele ud igen.

Da mine smagsløg var kommet sig over det første chok, tegnede der sig dog et mere nuanceret billede af en kompleks smag, fyldt med umami, som faktisk slet ikke var så tosset. Næste gang Mari fik umeboshi-forsyninger hjemmefra behøvede hun derfor ikke spørge to gange, og i dag er umeboshi en af de ting, jeg altid køber med mig hjem, når jeg selv besøger Japan.

Man kan spise umeboshi som en snack uden noget som helst andet, og det skulle efter sigende være rigtig godt mod tømmermænd. Ellers smager umeboshi også rigtig godt ovenpå en skål med ris eller som krydderi i saucer og marinader. En virkelig underlig, men også stærkt vanedannende snack, som jeg slet ikke kan få nok af.

En klassisk variation af umeboshi er at sylte blommerne med rød shiso, hvilket giver dem en karakteristisk dybrød farve og en esktra smagsnuance. Shiso (紫蘇) er en japansk urt fra myntefamilien med en kompleks smagsprofil, der bedst kan beskrives som en blanding af basilikum, mynte og anis med en let kanelagtig undertone.

Jeg er helt vild med umeboshi sammen med ris, som I kan se i videoen nedenfor:

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Makaroni-suppe med skinke, morgenmad på Cross Cafe i Causeway Bay, Hong Kong

Tæt ved hotellet i Hong Kong lå der en rigtig hyggelig café, Cross Cafe, som serverede morgenmad helt til klokken 11:30. Jeg bestilte makaronisuppe med skinke, som er en populær morgenmadsret i Hong Kong. Skinke, ærter og gulerødder, – er jeg den eneste der tænker på en suppeversion af danske tarteletter?

Jeg fik også en pineapple bun, som er en bolle, der på trods af navnet ikke indeholder ananas. Grunden til at den hedder pineapple bun er, at den sprøde overflade på toppen ligner overfladen på en ananas. Bollerne serveres varme, klappet sammen om en tyk skive smør, som hurtigt smelter, så bollen drypper af varmt smør når man spiser den.

Pineapple buns smager fantastisk sammen med en kop Hong Kong Milk Tea, som er en brun-orange te med kondenseret mælk. Teen er kraftig og sød med en karamelagtig eftersmag, der minder lidt om thailandsk milk tea eller indisk karak. Mælken på Cross Cafe kommer fra Trappist Dairy, som er et lille mejeri på Lantau. Mange fra Hong Kong er vokset op med Trappist-mælk og har et ret nostalgisk forhold til mejeriet som startede produktionen tilbage i 1956 og er drevet af lokale munke.

Hvis I også kunne tænke jer en gang makaroninudler fra Cross Cafe, så findes der to i Hong Kong, og den jeg var på, var den i Causeway Bay. Man skal være opmærksom på at navnet kun står på kinesisk, så hold øje med et retro-neonskilt hvor det første kinesiske bogstav er to streger over kors.

Cross Cafe , 64 Leighton Rd, Causeway Bay, Hong Kong

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
New York: Abura Soba hos Kajiken

Disclaimer: Jeg var inviteret til at prøve Kajiken i New York City, men som altid er mine meninger mine egne.

Hvis du elsker ramen, men endnu ikke har prøvet abura soba (soupless ramen), så lad mig introducere dig til Kajiken – en japansk kæde, der specialiserer sig i ramen uden suppe. Kajiken er oprindeligt fra Nagoya, men kæden har flere filialer i udlandet, herunder restauranten i New York , som åbnede sidste år.

Vi bestilte The Original (Abura Soba) og Spicy Tonkotsu Ramen. Begge dele smagte virkelig godt, men det var abura sobaen som skilte sig ud. I modsætning til traditionelle ramen, hvor nudlerne svømmer rundt i en varm suppe, serveres nudlerne i abura soba uden suppe. I stedet er der i bunden af skålen en blanding af olie og sauce, som man blander godt med nudlerne. Hos Kajiken kan man yderligere justere smagen med forskellige slags tilbehør som står på bordet. Jeg tilføjede en smule eddike, lidt chiliolie og et drys friteret hvidløg til min skål.

Vi bestilte også 2 sideretter, takoyaki (blækspruttekugler) og agedashi tofu (tofu i en soyabaseret sauce). Blækspruttekuglerne var virkelig gode. De var sprøde og gyldne udenpå, og bløde og cremede indeni. Helt perfekte hvis I spørger mig. Agedashi tofu’en var derimod lidt mere neutral, og jeg kunne godt have ønsket mig mere sauce til tofuen. Den var ikke dårlig, men heller ikke noget særligt.

Steve bestilte en Sprite med umeboshi (syltet blomme), mens jeg som altid bestilte en Ramune. Jeg elsker det lille ritual med at poppe marmorkuglen ned i flasken, og jeg tror ikke jeg er den eneste? Spriten med syltet blomme var en positiv overraskelse, for den salte blomme sammen med den søde sodavand fungerede overaskende godt.

Norgle af de ting jeg virkelig godt kunne lide ved Kajiken

Toppings inkluderet – I modsætning til mange andre ramen-steder i NYC, hvor man ofte skal betale ekstra for helt basale toppings, kommer Kajikens nudler med alt, hvad man har brug for. Der er selvfølgelig mulighed for add-ons, men det er ikke nødvendigt.

Fornuftige priser – Ramen- og abura soba-skåle ligger på ca. $16-18, hvilket er langt mere rimeligt end hos nogle af konkurrenterne.

Hurtig og venlig service – Personalet var super hjælpsomme og forklarede, hvordan man blander og spiser abura soba. Vores mad blev serveret få minutter efter vi havde bestilt.

Perfekt tilberedte nudler – Nudlerne havde den helt rigtige bouncy, lidt chewy tekstur.

Ren og hyggelig atmosfære – Det føles som at spise på en autentisk ramen-restaurant i Japan.

Hvis du er i New York City og vil prøve noget andet end din sædvanlige ramen, er Kajiken absolut et besøg værd. Uanset om du går efter abura soba eller en mere klassisk skål ramen, er Kajiken et rigtig godt valg.

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Korean Fish Cake (Eomuk) på Masan Fish Market

Da jeg besøgte Ella i Korea, tog vi til fiskemarkedet i Masan, tæt på Ellas gamle hjem. Markedet er et rigtigt foodie-paradis og man bliver helt rundtosset, når man indser, hvor enormt udvalget af alt godt fra havet er.

Korean fish cake (Eomuk 어묵) er en populær street food-snack, som nok bedst kan beskrives som en slags aflang fiskefrikadelle på en pind. “Frikadellen” er lavet af hakket fisk blandet med stivelse, æg og forskellige krydderier, som bliver friturestegt, og derefter er klar til at blive fortæret. Man finder de bedste fish cakes i den sydlige del af landet i området omkring Busan (Masan inkluderet), hvor der er rigelig adgang til virkelig god fisk.

På markedet viste Ella mig hendes yndlings Eomuk-shop, og efter at have set, hvordan manden i biksen med stor omhu rullede fish cakes fra den frisklavede fiskefars, måtte vi selvfølgelig også smage på sagerne.

Korean fish cakes kommer i mange forskellige former og smagsvarianter, og hos Ellas yndlingsbod tror jeg, der var fem eller seks forskellige slags at vælge imellem. Det er en billig snack, så det er nemt at bestille for meget, men vi var på vej tilbage til Ellas lejlighed for endnu et koreansk madlavningmarathon, så vi købte kun en enkel fish cake hver. Efter nøje overvejelse valgte vi en med chili og en med ost, og de smagte begge to fantastisk.

Jeg har spist mange flere fish cakes siden Masan Fish Market, men jeg har endnu ikke stødt på nogle, der var bare halvt så gode som dem, Ella og jeg fik, så hvis du besøger Masan, så husk at tage forbi fiskemarkedet og prøv en fish cake fra denne bod:)

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Norge: Middag på K2 i Stavanger

Stavanger har et imponerende udvalg af restauranter, byens beskedne størrelse taget i betragtning, og K2 har længe været på min radar. Med en Michelinstjerne og en filosofi, der bygger på lokale råvarer, minimalt madspild og en kreativ tilgang til det nordiske køkken, er det en restaurant, der virkelig skiller sig ud.

Jeg skulle med fly til Amsterdam og videre til New York dagen efter, så jeg besluttede mig for at forkæle mig selv med et besøg på K2. Eftersom jeg kørte bil, startede jeg aftenen med en alkoholfri drink. Den var lidt for sød til min smag, så jeg skiftede senere til en alkoholfri Radler, som fungerede langt bedre sammen med resten af menuen.

Middagen startede med tre små snacks:

En hapser med rå, marineret reje ovenpå noget rå fisk (husker ikke hvilken) og med et lille stykke æble på toppen – frisk og delikat.

En stor krabbechips med skaldyrsemulsion og spiselige blomster – smukt præsenteret og knasende lækker.

En sprød rugbrødskiks med kyllingelevercreme. Kiksen var lavet af brødrester fra det rugbrød, der senere blev serveret til middagen – en finog bæredygtig detalje.

Herefter fulgte en lille ret med kammuslinger serveret med fermenteret rabarber og stikkelsbær i en grøn jus. Det var en virkelig elegant ret med en fin balance mellem syre og sødme.

Det dansk-inspirerede surdejsrugbrød blev serveret med smør drysset med tangsalt. Tjeneren foreslog at servere tataren, som var den næste ret på programmet, samtidig, da den fungerede særdeles godt med rugbrødet. Ja tak! Tataren var af finsk hjort og blev serveret med svampe på toppen. Og ja, den smagte supergodt sammen med det lune rugbrød. Og hvordan havner finsk hjortetatar på menuen i en restaurant i Stavanger? Historien bag var noget med en finsk kok og ven af K2 havde noget overskydende hjort, som restauranten kunne bruge.

Næste ret var norsk skrei, stegt i en støbejernsgryde, så den fik en perfekt stegeskorpe på den ene side. Den blev serveret med en skummende smørsovs. Superflot anrettet, og med en fantastisk smag.

Derefter fulgte en vegetarisk ret med grillet jordskok, som derefter var karamelliseret på panden og blev serveret med en ostesauce. Saucen var så god, at jeg var lige ved at slikke tallerkenen.

Næste ret skal nok have delt vandene den aften på K2. Det var nemlig stegt okselever med løg. Det lille leverstykke var gemt godt bag nogle grønne blade jeg ikke husker hvad var, men der var ingen grund til camouflage for min skyld, for jeg kan rigtig godt lide lever.

Hovedretten var et himmelsk stykke and, som var modnet i tre uger, varmrøget og derefter grillet. Anden blev serveret med rødbeder, og det var ikke nogen særlig fotogen ret, men smagsmæssigt var den aftenens højdepunkt. Modnet andekød er virkelig lækkert, og tilberedningen var helt perfekt. En af de bedste anderetter, jeg nogensinde har smagt.

Jeg havde bedt om at få dessert og petit fours serveret samtidig, da jeg skulle tidligt op næste morgen. Desserten viste sig at være norske pandekager med syltede blommer og vaniljeis, som er en klassiker man sjældent går galt i byen med. De 3 Petit fours var som følger: Vegansk marshmallow toppet med multebær, Financier med pisket creme fraiche og Canelé lavet med akvavit og gedemælk, og fyldt med brunostkaramel. Caneléen med brunost er åbenbart lidt af en klassiker hos K2, der har serveret deres signaturversion med brunost siden de åbnede. Jeg er normalt set ikke nogen stor fan af brunost, men den sødlige smag med en lille smule skarphed fungerede faktisk overraskende godt som canelé-fyld.

Maden var fantastisk, men der gik godt nok meget lang tid mellem retterne. Allerede efter snacksene kunne jeg se hvor det bar henad, så jeg spurgte om de måske kunne øge tempoet en smule, da jeg skulle op kl. 4 næste morgen. Det skulle de nok. Dog gik det gik stadig ret langsomt, og jeg endte med at sidde der i 3,5 timer og blev først færdig omtrent samtidig som nabobordene der kom samtidig som mig. For en restaurant af denne kaliber burde det være muligt at imødekomme sådanne forespørgsler bedre. Et mindre irritationsmoment ved en ellers helt igennem fantastisk aften.

Middagen på K2 var en kulinarisk oplevelse på højt niveau med innovative smagskombinationer og en tydelig passion for lokale råvarer. Stemningen var afslappet på den der moderne nordiske, Noma-agtige måde, og personalet var venlige og godt indsatte i aftenens menu.

K2 har haft en Michelinstjerne siden 2023

K2 har også en grøn Michelinstjerne som gives til restauranter der går forrest når det gælder bæredygtighed.

K2, Pedersgata 69, 4013 Stavanger

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Tsukiji fiskemarked i Tokyo

Før det berømte fiskemarked i Tsukiji flyttede til Toyosu i 2018, var det et af mine absolutte yndlingssteder i Tokyo. Fiskemarkedet og gaderne omkring det var et foodie-paradis af dimensioner, fyldt med fantastiske sushirestauranter til meget overkommelige priser, og en rustik, ret kaotisk charme, som man ikke fandt noget andet sted i Tokyo. Fiskemarkedet var der ikke for turisternes skyld, og folk som arbejdede der, virkede generelt irriteret over turisternes tilstedeværelse. Uanset hvor meget hensyn man tog, var man altid i vejen, men hvert besøg var en oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.

Før fiskemarkedet flyttede nåede jeg at se den legendariske tunauktion flere gange. De siste par år blev der sat begrænsninger på hvor mange besøgere som de lukkede ind til auktionen, så man måtte stå rigtig tidligt op, hvis man ville sikre sig en plads.

Dette blogindlæg er om den sidste gang jeg så tunauktionen i Tsukiji. Der havde i længere tid været tiltagende rygter om, at markedet skulle flytte, så en søndag morgen i april 2015 besluttede mig for at tage forbi og opleve tunauktionen en sidste gang.

Kun 120 personer pr. dag fik lov at besøge tunauktionen og tilladelserne blev givet efter først-til-mølle princippet, så jeg havde sat min iPhone til at vække mig kl. 1:30. Registreringen af dagens besøgere fandt officielt sted kl. 5:00 om morgenen, men folk begyndte allerede at stå i kø omkring kl. 2. Jeg ankom kl. 2:20, og jeg var nr. 9 i køen foran bygningen, hvor man registrerede sig. Adgangskortene kom i form af gule veste, som blev udleveret kl. 3:10, hvorefter der var lukket for yderligere besøgere.

Kl. 3 blev vi lukket ind i et opvarmet venterum i registreringsbygningen, men der var ingen stole, så man måtte sidde på gulvet og vente på at tiden gik. Jeg var i den første gruppe, så omkring kl. 5:20 blev vi bedt om at følge med personalet til auktionen. Fra et indhegnet område i midten af den store hal kunne vi følge, hvordan tunopkøberne gik rundt blandt de frosne tunfisk. Det yderste halestykke var skåret igennem, så man kunne se det røde kød indeni, og nogle af opkøberne smagte også på det frosne kød for bedre at kunne vurdere kvaliteten. For de eksklusive sushirestauranter i Tokyo er det af yderste vigtighed at få fat på markedets allerbedste tun, så det er en ansvarsfuld opgave at være tunopkøber, og det kræver både stor erfaring og viden.

O-toro, fatty tuna, er den dyre, fedtmarmorerede del af tunfiskens bug. Det er ekstremt velsmagende, og helt sikkert en af de 3 ting, jeg ville tage med mig, hvis jeg var strandet på en øde ø. Til selve auktionen følte jeg mig lidt som ham løven fra Madagascar-filmen, for jeg så slet ikke de døde fisk, men derimod endeløse bjerge af o-toro sushi og sashimi. Kan I forestille jer, hvor meget sushi man kunne lave af sådan en tunfisk? *slurp*

Auktionen vi så tog kun et par minutter, men det var sjov at se. Her er en lille film, jeg optog:

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr