Da jeg var i København mødte jeg også min gamle veninde Tina, som jeg har kendt siden gymnasiet. Dengang plejede vi at tilbringe så meget tid sammen, at mine forældre en periode troede, at vi datede. Det gik endda så langt, at min mor helt alvorligt sagde til mig, at det for mine forældres vedkommende var fuldstændigt lige meget, om jeg havde pigekærester eller drengekærester.
Tai O er en lille fiskerlandsby på Lantau Island i Hong Kong. Det er et populært udflugtsmål blandt både lokale og turister, og man kan købe guidede ture dertil overalt. De fleste udflugter inkluderer også et besøg til Big Buddha og Ngong Ping Cable Car, ofte til en ret god pris – men eftersom jeg er allergisk over for store grupper af turister, valgte jeg at tage af sted på egen hånd.
Jeg tog færgen til Lantau og hoppede derefter på en lokal bus mod Tai O. Jeg ankom om morgenen, og bortset fra et par grupper med guide og flag, var der stille i byen. Nogle steder føltes det næsten som at gå rundt i en spøgelsesby – de små, snørklede gader var stort set mennesketomme.
Jeg købte billet til en kort bådtur, som viste landsbyen fra vandsiden og inkluderede såkaldt pink dolphin spotting. Det fortrød jeg virkelig. Selve turen gennem kanalerne var fredelig og smuk, men delfindelen føltes mere som en jagt end en safari. Jeg havde ondt af dyrene, tog ingen billeder og ville bare have, at båden vendte om og lod dem være i fred.
Til frokost satte jeg mig på en af restauranterne langs vandet og bestilte en skaldyrsomelet med ris. Den smagte rigtig godt – indtil jeg opdagede, at den slet ikke var stegt på undersiden. Kort tid efter begyndte min mave at brokke sig, og lad mig bare sige, at det blev ved resten af rejsen…
Tai O er også kendt for sine smukke solnedgange, men jeg tog af sted igen, før det blev mørkt. Bussen tilbage mod Tung Chung kørte gennem flere små landsbyer, og jeg så køer – eller måske vandbøfler? – græsse helt op ad vejkanten. Derfra gik turen videre med metro tilbage til Tsim Sha Tsui.
Alt i alt var Tai O et tiltrængt afbræk fra storbylarmen. Det var også en god påmindelse om, hvor meget mere Hong Kong har at byde på end skyskrabere og shopping. Jeg tror, det kunne være virkelig fint at overnatte derude – opleve solnedgangen om aftenen og solopgangen næste morgen. Næste gang måske.
Godmorgen Singapore! Undskylder for de lidet inspirerende billeder, men jeg tog en taxi direkte fra lufthavnen og til hotellet, og jeg har ikke i sinde at forlade mit værelse, før jeg har fået nogle timer på øjet.
I Singapore lagde jeg også vejen forbi Flower Dome – det kæmpestore drivhus nede ved Gardens by the Bay. På en almindelig dag ville de 28 SGD i entré nok have fået mig til at vende om, men det regnede, og jeg havde et par timer at slå ihjel, så jeg betalte og smuttede indenfor i tørvejr.
Blomsterne var flotte. Det er cirka alt, jeg kan sige, for jeg er helt blank, når det kommer til botanik. Og det skal ikke misforstås – Flower Dome var faktisk en rigtig fin oplevelse – men det mindede mig lidt om at være på kunstmuseum. Jeg kan godt se, at det er pænt, og blomsterne duftede skønt, men jeg følte alligevel, at jeg ikke helt kunne værdsætte det, fordi jeg mangler den der grundlæggende viden.
Oppe på en platform en etage oppe stod en samling baobabtræer i alle mulige former og størrelser. Nogle af dem så nærmest menneskelige ud, og jeg overvejede et øjeblik, om jeg burde gå hen og give et high-five eller præsentere mig selv. Og apropos attitude: Jeg så også nogle temmelig kampklare kaktusser, som så ud som om de bare ventede på, at nogen skulle komme lidt for tæt på.
Det, der imponerede mig mest ved Flower Dome, var dog ikke blomsterne, men det faktum at man overhovedet kan holde så mange planter i live samme sted. Når jeg tænker på, hvor meget jeg har kæmpet med at holde liv i en enkelt basilikumplante i Dubai (den døde for nogle uger siden – jeg er stadig i sorg), så virker det nærmest som magi, at man kan drive et helt drivhus som det her.
> Læs mere om Flower Dome on Gardens by the Bay’s website
Nordmændene er jo glade for natur, og de spenderer gerne en hel eftermiddag med at vandre omkring i kuperet terræn. Det er slet ikke noget for mig, så da AC foreslog en hurtig lille søndagstur til Sognsvann-søen lidt nord for Oslo, havde jeg paraderne oppe.
Aaah mooncakes! En gylden, smukt mønstret skal fyldt med sød lotuscreme. Lyder det ikke lækkert? Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive, hvor dejligt de smager og hvor meget, jeg elsker dem, men hvis jeg skal være ærlig, så er mooncakes slet ikke noget for mig. Jeg synes at fyldet er alt for sødt, og selv med de bedste intentioner er det aldrig lykkedes mig at spise mere end en bid eller to.
Ok, der er en enkelt undtagelse. Da jeg var i Beijing for nogle år siden, fandt jeg nemlig en fancy-pancy new-age mooncake med vaniljecreme i stedet for den traditionelle lotuscreme. Desværre har jeg ikke set noget der lignede siden, men jeg er derimod blevet snydt et par gange af mooncakes med æggeblommefyld, da æggeblommerne godt kan se ud som kagecreme med lidt god vilje. Kan I forestille jer mit skuffede, sur-smiley ansigt, da jeg fandt ud af, at det ikke var en klump vaniljecreme, men en saltet æggeblomme, jeg sad og tyggede i:
(og det er endda en underdrivelse).
Jeg er dog fast besluttet på at lære mig at kunne lide mooncakes, og da jeg var i Singapore købte jeg derfor nogle med hjem fra et bageri, Bengawan Solo, i Singapore lufthavn. Hvis man købte mere end 4 fik man en fin gaveæske, og man kunne frit vælge blandt de forskellige smagsvarianter. Jeg bestemte mig for en med hvid lotuscreme, en med nødder, en med bønnecreme og en med æggeblomme.
Et par dage efter jeg kom tilbage fra Singapore skulle jeg mødes med nogle venner, og jeg tog kagerne med mig. De så så lækre ud, at jeg var overbevist om at dette var dagen, hvor jeg ville lære at elske månekagen. Men nej. Jeg smagte på alle de forskellige kager, men ingen af dem overbeviste mig
Jeg har dog stadigvæk ikke helt givet op, men måske nogle af jer ligger inde med en mooncakestrategi I vil dele? Skal man bare blive ved med at spise dem med lotuscreme og æggeblomme indtil man til sidst lærer at kunne lide dem (om sådan cirka 100 år)? Eller er der mon et specielt mærke eller en speciel smag, som er mere egnet til at konvertere mooncake-skeptikere som mig?
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr