Da jeg var i Tokyo sidste måned spiste jeg på teppanyaki-restauranten Okahan i Ginza. Teppanyaki er en fællesbetegnelse for kød og skaldyr tilberedt med to spatler af en kok på en stegeplade lige foran dig. Det er superlækkert og umuligt ikke at elske.
Nu er jeg i New York og det føles skønt at være tilbage i yndlingsbyen. Siden jeg var her sidste gang, er der blevet installeret ESTA-maskiner ude i JFK-lufthavnens ankomsthal, så hvis man er returnerende ESTA-rejsende, kan man nu stille sig i en særlig, meget kort kø. Jeg tror det tog mig under 30 minutter at komme fra flyet og gennem paskontrollen, hvilket må være den hurtigste tid nogensinde.
Da Mende vågnede mødtes vi til aftensmad på Taberna La Carmencita. Som I nok kan huske, spiste jeg også morgenmad på Taberna la Carmencita, og det var så godt, at jeg ville vise Mende stedet.
En af de sidste dage i Los Angeles tog jeg på et miniroadtrip for at møde Susie fra Relentless Writings. Vi har kendt hinanden online i årevis og faktisk drejer det sig om så lang tid, at ingen af os kunne huske, hvordan eller hvornår det hele startede.
Susie bor et par timer udenfor LA så vi aftalte at mødes på Paradise Pantry i Ventura, hvilket var cirka lige langt for os begge to.
Paradise Pantrys fokus er på ost og vin, så de fleste af retterne på menuen indeholdt en eller anden form for ost. Jeg har aldrig været den store ostespiser, og indtil for nogle år siden var den eneste slags ost, jeg kunne lide, de der terninger med koen på- Jeg tror ikke rigtigt det tæller?
På det seneste har jeg dog tilføjet flere forskellige slags ost til mit repertoire, og for en person, der ikke kan lide ost, så spiser jeg godt nok meget af det:)
På Paradise Pantry fik jeg en fænomenal mac and cheese, spansk serrano (altid et sikkert kort) og en paté af en slags, mens Susie bestilte en ostetallerken og en sandwich med grillet ost.
Det var fedt endelig at møde Susie. Hendes blog er noget mere personlig end min, så jeg følte allerede, at jeg kendte hende. Udover at vide hvad hendes planer for resten af sommeren var, vidste jeg jo også, hvordan hun reflekterede over mange af de ting hun havde oplevet. Susie er supersød og rigtig sjov. Jeg ved ikke, hvad hun vil synes om sammenligningen, men hun mindede mig altså lidt om Abby fra Navy CIS.
Jeg plejer ikke at drikke alkohol, hvis jeg skal køre bil, men jeg har lagt mærke til at de fleste mennesker i både Californien og New York finder det helt acceptabelt at tage et glas vin til maden for derefter at køre hjem.
I Californien er promillegrænsen 0,8 hvilket er noget højere end både Danmark (0,5) og Dubai (0,0), og jeg var jo på ferie, så jeg besluttede at tage et glas vin sammen med Susie. Dog fik jeg kolde fødder og endte med kun at drikke halvdelen.
Efter frokosten tog jeg med Susie over for at se en gammel katolsk kirke inde på Mission San Buenaventura-området, som daterer helt tilbage til 1749. Jeg er på ingen måde religiøs, men gamle bygninger fascinerer mig, og det var et smukt og fredfyldt sted. Derudover ville jeg også være sikker på at al alkohol var elimineret, før jeg startede turen tilbage til Los Angeles.
Det eneste positive ved mit onde øst-vest jetlag de første par dage var, at jeg vågnede så tidligt om morgenen, at jeg kunne være ved Ess-a-Bagel lige så snart de åbnede og derved undgå den ekstremt lange kø, der bygges op, som dagen skrider frem.
Som lovet er der her et blogindlæg med lidt mere info om mit ophold på Tokyo Kiba Hotel. Jeg har altid gerne ville prøve at bo på et kapselhotel, men hver gang jeg har været tæt på at booke et kapselrum, har jeg fortrudt i sidste øjeblik og tænkt, at det var alt for småt, for upraktisk og desuden for UNDERLIGT.
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr
©Mitzie Mee