Leder du efter bloggen? Den finder du nu ovre på mitziemee.com hvor jeg blogger om mad og opskrifter, rejser og livsstil.
Jeg er helt vild med den koreanske mad på Danji! Der er kun plads til 36 mennesker inde i den lille restaurant, men indretningen med hvidmalede mursten og træ får rummet til at virke luftigt og indbydende. Traditionelle koreanske skeer udgør dekorationen af restauranten og understreger stedets trendy, asiatiske fokus.
Efter en lang men komfortabel flyvetur ankom jeg til Bangkok i morges. Jeg vidste at min kuffert var for stor til at rummes i bagagerummet på Bangkoks standardtaxier, og da jeg ikke ville tage en af de dyrere, store taxier, hoppede jeg i stedet for på toget og nåede frem til hotellet efter en lille times tid og et enkelt skift til Skytrain.
I går tog jeg til Sumidagawa Hanabi Taikai, som er den største fyrværkerifestival i Tokyo. Jeg skulle mødes med min japanske veninde Mari på Ginza-stationen, men der var så mange mennesker, at det tog et godt stykke tid, før vi fandt hinanden i mylderet.
Festivalen afholdes ved Sumida-floden tæt på Asakusa, og den plejer at tiltrække omkring en million tilskuere, så det var ikke nogen overraskelse, at metroen dertil var fuldstændig pakket. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har stået i en metrovogn, der var så proppet før – udtrykket ”sild i en tønde” føltes pludselig meget konkret. Jeg var glad for, at jeg havde nået at tage et bad inden jeg tog af sted, og heldigvis virkede det, som om resten af Tokyo havde gjort det samme, for det var faktisk overraskende lugtfrit.
Rigtig mange tilskuere var iført yukata – den traditionelle, lette sommerkimono i bomuld, som man ofte ser til festivaller og helligdage. Jeg købte en yukata for flere år siden, men har aldrig fået den brugt, fordi den er lidt besværlig at tage på. I går aftes fortrød jeg, at jeg ikke havde taget den med.
Langs floden var der masser af små boder, der solgte drikkevarer og snacks. Jeg blev særligt vild med salte agurker på pind – simpelt og forfriskende. Mari introducerede mig også til en lækker japansk snack, takoyaki, som er en slags æbleskiver med blækspruttefyld, som man dypper i mayonnaise. De minder lidt om japanske æbleskiver, men med helt andet indhold. Virkelig lækkert.
Fyrværkeriet blev affyret fra to forskellige steder langs floden, og den bedste udsigt fik man oppe fra de to broer nærmest Asakusa-stationen. Man måtte dog ikke blive stående – alle blev bedt om at bevæge sig fremad i et konstant flow, så så mange som muligt kunne få chancen for at se showet fra toppen.
Det var ikke bare en opvisning – det var en duel, hvor forskellige fyrværkeriteams dystede om at overgå hinanden i spektakulære eksplosioner. Himlen blev oplyst i næsten to timer med farver og former, jeg aldrig har set før. Det var magisk – en aften jeg aldrig glemmer.
Min guide til hvad jeg synes at man skal opleve i Tokyo
Hong Kong er fyldt med skyskrabere, og det gik hurtigt op for mig, at nogle af byens bedste restauranter ligger højt over gadeplan – ofte gemt inde i et shoppingcenter.
Mandag aften mødtes jeg med M og hendes veninde på hotpot-restauranten Budaoweng, som ligger på 23. etage i iSquare-bygningen. Det er uden tvivl en af de flotteste hotpot-restauranter, jeg har været på, og udsigten over byen var helt fantastisk.
Vi bestilte oksekød, dumplings, tofu, forskellige slags grøntsager – og struds(!). Derudover fik vi en yin-yang-gryde med to slags bouillon: en mild og en stærk. Ved bordet blev der sat et fad med forskellige saucer, olier og krydderier, så vi selv kunne blande vores egne dips. Jeg lavede en blanding med peanut og hvidløg, som især passede perfekt til strudsekødet. Det havde en delikat og saftig smag, som overraskede mig positivt.
Jeg ved ikke, om det er fordi jeg ser kinesisk ud, men på restauranter og i butikkerne i Hong Kong taler alle automatisk kinesisk til mig. Og når jeg siger, at jeg ikke forstår, svarer de bare ved at tale endnu højere, som om det nok skal trænge igennem på et tidspunkt, hvis bare de gentager det længe nok. Det er lidt komisk – og nogle gange også lidt trættende.
Restauranten var fyldt med lokale, og personalet talte kun meget lidt engelsk, så jeg var virkelig glad for, at M og hendes veninde kunne tage sig af bestillingen. Det gjorde hele oplevelsen meget nemmere.
Det var et helt fantastisk måltid, selvom den stærke suppe viste sig at være meget stærk. Jeg fik både tårer i øjnene og ild i halsen, og M kunne fortælle, at det skyldtes Szechuan-peber – de små sorte peberkorn, man absolut skal undgå, medmindre man er virkelig hardcore. Jeg holdt mig fra den stærke del resten af aftenen. Hellere sikker end stærk.
Jeg synes, hotpot er et genialt koncept. Der er noget hyggeligt og socialt over at sidde sammen og tilberede sin mad ved bordet – især når maden smager så godt, som den gjorde på Budaoweng. Det blev en af de aftener, man ikke glemmer lige med det samme.
Budaoweng, 23/F, iSQUARE, 63 Nathon Road, Tsim Sha Tsui, Hong Kong
Det er første gang AC er i Bangkok, så hun ville gerne ud på lidt sightseeing. For nogle dage siden tog hun derfor af sted tidligt om morgenen for at se Grand Palace, mens jeg kom lidt senere ud af fjerene, og tog af mødets med hende ved hovedindgangen lige efter middag. Derfra gik vi til Wat Pho templet for at se den liggende Buddha, og efterfølgende fik vi en thaimassage på tempelområdet.
Den liggende Buddha var et imponerende syn og meget større, end jeg troede den ville være. Der var en underlig, zen-agtig kling-klang lyd i hele templet, som vi først troede var en eller anden form for traditionel thaimusik. Det viste sig dog at komme fra mønter, der blev kastet i store bronzeskåle opstillet i korridoren bagved den liggende Buddha.
Man kan bytte en 20THB-seddel til en lille skål med mønter, og donationerne går til vedligeholdelse af templet. Det skulle for øvrigt også bringe lykke og fremgang at kaste mønter i skålene, så vi skyndte os selvfølgelig at veksle nogle 20THB-sedler og bad Buddha om et godt afkast på investeringen.
Der er en stor skole på Wat Pho for traditionel medicin samt thaimassage, og selvom den liggende Buddha er templets hovedattraktion, må jeg indrømme, at den primære årsag til at jeg besøgte Wat Pho, var udsigten til en af de berømte massager, som skulle være blandt de bedste i Bangkok.
En thaimassage på Wat Pho koster 420THB for en time, hvilket er lidt dyrere end på de billige massagesaloner, man finder på hvert gadehjørne i Bangkok. Dog er den behandling, man får på Wat Pho yderst professionel, og der er ingen tvivl om, at de har 100% styr på det, de laver.
Selve massagen foregik i en pæn, tempelagtig bygning med højt til loftet og store, men hårde madrasser, der lå på en slags træpodier. Det gjorde til tider ret ondt, men det var på den gode måde, og efterfølgende føltes det skønt. AC havde ondt i nakken, hvilket hun informerede massøren om inden, så han fokuserede lidt ekstra på dette område, og i dag, to dage efter, er smerten helt væk. Jeg havde ikke noget specielt, jeg skulle have ordnet, så jeg fik en standardbehandling, hvor hele kroppen blev arbejdet godt igennem.
Efter massagen vidste vi ikke rigtigt, om de forventede at vi gav drikkepenge, eller om de ville opfatte det som upassende. Da vi så en fyr, der lignede en stamkunde give sin massør nogle sedler efter endt session, besluttede vi os dog for at gøre det samme, og det så ud som om, der blev sat pris på det. Det var en af de bedste massager, jeg nogensinde har fået, og det var uden tvivl hver eneste baht værd.
Min guide til Thaimassage i Bangkok >>
IDa jeg var i Singapore havde jeg aftalt at mødes med M, som bor i Hong Kong. Vores oprindelige plan var at tage en kop kaffe sammen, men da min Big Buddha-sightseeing trak lidt ud, aftalte vi stedet for at mødes til cocktails på Ozone.
Til dagligt er jeg ikke videre begejstret for mit mobilabonnement hos 3, men her i Hong Kong får man som 3-abonnent gratis dataroaming, hvilket er intet mindre end genialt! Jeg kunne derfor iChatte med M om de ændrede planer, tjekke GoogleMaps og Instagram uden at det kostede mig en øre ekstra. Mere af det, tak!
Ozone ligger på 118. etage på det superluksuriøse Ritz-Carlton hotel i ICC-bygningen lige ved vandet. Der står på Ritz-Carltons hjemmeside at baren er den højestbeliggende bar i verden, hvilket overraskede mig, da Dubai jo som bekendt tilsyneladende har patent på alt ”Verdens største/bedste/smukkeste____ (fill in the blanks)”. Efter lidt online research, fandt jeg da også ud af, at Ozone ikke længere er verdens højestbeliggende bar. Den titel indehaves nu som forventet af At.mosphere i Burj Khalifa, Dubai, så Ritz-Carlton, kan I se at få opdateret jeres hjemmeside:)
Uanset hvad, så er 118. etage et godt stykke over jorden, og selvom det var lidt diset i går, var udsigten stadigvæk storslået. Drinks på Ozone er dyre (160-180HKD), men når man tager den flotte udsigt og de store glas i betragtning, samt det faktum, at man ikke betaler entré, så er prisniveauet faktisk meget rimeligt.
Ozone havde en hel side i drinks-menuen dedikeret til forskellige versioner af Gin&Tonic. Jeg valgte en med grapefrugtskal og basilikum, som blev serveret i et vinglas på størrelse med en guldfiskebowle og smagte fortrinligt.
Personalet oppe i skyerne var både høflige og opmærksomme, og omgivelserne grandiose. Jeg kunne også rigtig godt lide, at Ozone ikke havde den der turistede, kameraklikkende vibe, som mange andre skybarer ellers har. Det så ud som om, at det faktisk var et sted, folk kom for at hygge sig frem for at tage billeder. Faktisk tror jeg, at jeg var den eneste, som havde kameraet fremme (pinlig turist).
Det var også rigtig hyggeligt at møde M og hendes veninde, og senere gik vi alle sammen ud og spiste kinesisk hotpot på Budaoweng, men det skriver jeg mere om i et andet indlæg. Tak M, for at have introduceret mig til denne fantastiske bar i Hong Kong!
Mit blogindlæg om afternoon tea på Café 103 på Ritz-Carlton i Hong Kong
Ozone, Level 118 ICC, The Ritz-Carlton, Tsim Sha Tsui, Hong Kong
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr
