Frihedsgudinden set fra Staten Island-færgen

Færgen mellem Manhattan og Staten Island afgår ca. hvert 30. minut døgnet rundt. Det er en rigtig god måde at se Frihedsgudinden på uden at man behøver at planlægge noget i forvejen. Man møder bare op, og færgen er gratis. Dog er den lille sejltur blevet meget populær blandt turister, så man skal være hurtig, hvis man skal gøre sig håb om en af de eftertragtede pladser ved rælingen på det åbne dæk, hvorfra man har den bedste udsigt.

På vejen ud gælder det om at holde sig på højre side på dækket (hvis man står med næsen i den retning, der sejles), da det er denne side, som vender mod statuen, mens det på tilbagevejen er venstre side, der er relevant.

Man kommer ikke sådan rigtigt in-your-face tæt på Frihedsgudinden, men man er tæt nok på, til at man kan tage nogle helt ok billeder. Jeg mener turen tager omkring 20 minutter hver vej, og når man kommer til Staten Island, kan man ikke blive om bord, men må stige af og derefter stige på igen.

Færgen til Staten Island afgår fra en stor terminal lige sydvest for Battery Park, og hvis man tager subwayen til Bowling Green, Whitehall eller South Ferry Loop, er der kun en kort gåtur til terminalen. Foretrækker man at blive på land, har man også en udmærket udsigt til Frihedsgudinden fra Battery Park. Udflugtsbåde og forskellige dinner cruises til Frihedsgudinden afgår også langs Battery Parks havnepromenade.

Jeg havde også en ret god udsigt til Frihedsgudinden (og et teleskop på værelset), da jeg boede på the Wagner >>

Mere om New York i min New York Guide >>

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Carrie's hus i New York

Da vi gik omkring i Greenwich Village forleden kom vi forbi 66 Perry Street, som er bygningen, hvor Carrie Bradshaw bor i SATC. Jeg er kæmpestor fan af SATC og da jeg stod foran 66 Perry Street vækkede det masser af minder både fra serien og fra den tid i mit liv. 

Min veninde Tina plejede at have samme frisure som Miranda havde i starten af serien (det driller jeg hende stadigvæk med) og AC har altid haft samme tøjstil som Charlotte. En anden af mine veninder var en tro Samantha-kopi, men hvis jeg nævnte det for hende (eller skrev hendes navn her på bloggen) ville hun sikkert slå mig ihjel, og det vil jeg jo ikke risikere.

Gør det så mig til Carrie B? Jeg tror alle ville være Carrie på det tidspunkt, men rent objektivt ser jeg ikke de store ligheder mellem mig og seriens cool, krølhårede hovedperson. En anden veninde nævnte engang, at den SATC-person, jeg mindede hende mest om var Mr. Big (?!?)

Dog blev jeg brat revet ud af mit Carrie B moment af en gruppe europæiske turister, som insisterede på at køre deres eget lille photo shoot foran Carries dør. Ok, at man lige vil tage et hurtigt selfie, men ikke ok når man okkuperer pladsen foran bygningen i 100 år og ødelægger alle andres muligheder for at tage billeder.

De forcerede endda kæden med skiltet, hvor der stod, at det ikke var tilladt at gå op ad trappen, og satte sig foran døren mens de poserede som Carrie. Undskyld, men ingen af jer var Carrie (slet ikke dig i den stribede kjole). I var bare en flok møgirriterende turister, som gik alle os andre på nerverne. Undskyld, måtte lige af med dette..

Senere den aften fejrede vi Jessica på Tao, og det kan I læse om her

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Hangawi, vegetarisk koreansk restaurant i New York

For nogle dage siden mødtes jeg med Waz fra Waz Wu Blog. Hun er vegetar og jeg er vege-curious, så vi aftalte at spise frokost på Hangawi, som er en vegetarisk koreansk restaurant.

Hangawi blev valgt til den bedste vegetariske restaurant i New York i 2015 af Zagat, så det lød som det perfekte udgangspunkt for mit vegetariske eventyr.

Nu er det ikke fordi jeg har planer om at lægge kødet på hylden (der er alt for mange velsmagende dyr), men i dag er udvalget af gode vegetarrestauranter i en by som New York jo enormt, og der er rigtig mange vegetarrestauranter, som jeg gerne vil prøve. Ikke kun fordi de ikke serverer kød, men også fordi deres mad skulle være supergod.

Vi havde ikke nogen reservation på Hangawi, men vi kom tidligt og kunne gå lige ind. Vi valgte hver vores ret blandt de særlige frokosttilbud og besluttede os også lige for at nappe nogle koreanske pandekager til forret.

Jeg fik en tofu kimchi hotpot som var koreaner-stærk og smagte dejligt. Det var en bastant ret, hvor store stykker tofu og glasnudler med masser af bid i kæmpede om den dominerende position, og jeg blev hurtigt mæt.

Kød ville have været komplet overflødigt i denne ret, for der var allerede så mange andre gode ting i gryden. Waz fik en Mongolian hotpot, som også så lækker ud. Jeg tror jeg tog 5 billeder af den, men alle sammen var ude af fokus, så I må bare stole på mig, når jeg siger det.

Det var dejligt at se Waz igen og selvom vi kun har mødtes en enkelt gang tidligere (på Delicatessen) var det som at se en gammel ven igen, da vi har haft så meget kontakt online. Vi har allerede aftalt vores næste frokost og jeg glæder mig til masser af vegetariske oplevelser med hende.

Nogle af de andre restauranter Waz og jeg siden har spist på inkluderer NoMad Restaurant på NoMad-hotellet og Little Park i Tribeca


Hangawi, 12 E 32nd St (between 5th Ave & Madison Ave), Midtown East, New York

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr