Opdatering: Saikai er nu lukket
Forleden mødtes med Mende og Sue på den japanske restaurant Saikai i West Village. Et par dage tidligere, havde Sue og jeg fundet ud af, at vi begge to var helt vilde med uni (søpindsvin), så det var Sue, som foreslog, at vi spiste på Saikai, som er kendt for lækre retter med uni fra Santa Barbara.
I et hjørne af Madison Square Park finder man den oprindelige filial af den populære burgerrestaurant Shake Shack. Da det hele startede tilbage i de tidlige 00’er, var Shake Shack ikke andet end en pølsevogn, men rygtet om de gode burgere spredte sig hurtigt, og Shake Shacks popularitet eksploderede.
Jeg er en stor fan af konceptet med at trille direkte fra restauranten og ud i nattelivet, for hvad er bedre end at starte en aften i byen med en lækker middag flankeret af gode cocktails både inden og efter? Spice Market er derfor en selvskreven favorit, som desuden har en beliggenhed midt i New Yorks nattelivscentrum, Meatpacking District, med Gansevoort Hotel som genbo.
Da jeg besøgte New York i juni måned, var Mission Cantina på vejen fra lejligheden til subwaystationen, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvor populær restauranten virkede til at være. Dog var det ikke før en af mine sidste dage i byen, at jeg endelig selv fik besøgt Mission Cantina.
Enhver Sex and the City-fan husker sikkert Magnolia Bakery i West Village, som stedet hvor Carrie, med munden fuld af cupcake, proklamerer overfor Miranda at ”Big wasn’t a crush, he was a crash” (afsnit 5, 3. sæson).
Dette afsnit var også startskuddet til Magnolia Bakerys enorme berømmelse, og i 00’erne og de tidlige 10’er måtte man ofte stå i kø i over en time for at komme ind i det lille bageri og købe sig en kage.
I dag er der filialer af Magnolia Bakery flere steder på Manhattan og cupcakehysteriet er aftaget. Selvom det originale Magnolia Bakery på Bleecker Street stadigvæk er populært, er det derfor sjældent, at man behøver stå i kø særligt længe.
Magnolia Bakery’s cupcakes smager lige så sødt som de ser ud. Jeg har dog aldrig været den store cupcake-spiser, så jeg plejer at bestille banana pudding eller brownies i stedet. Begge dele er blandt det bedste, jeg har smagt indenfor den slags bagværk og grunden til, at man bør besøge Magnolia Bakery, også selvom man ikke har set Sex and the City og for øvrigt ikke kan lide cupcakes. Hov, jeg glemte næsten at nævne deres cheesecake. Den er også ret fantastisk.
Min guide til restauranter fra Sex and The City som stadigvæk findes >>
Magnolia Bakery, 401 Bleecker St & West 11th Street, Greenwich Village, New York
Red Rooster er en populær soulfood-restaurant grundlagt af Andrew Chapman og den svenske kendiskok Marcus Samuelsson. Red Rooster ligger midt på den hyggeligste strækning af Lenox Avenue i Harlem, og det er derfor oplat at besøge restauranten, hvis man alligevel har vejene forbi. Dog er Red Rooster mere eller mindre permanent fuldbooket, så det er ikke et sted man dukker op uden reservation.
Red Rooster ligger lige ved siden af Sylvia’s som også er en populær soulfood-restaurant, og selvom det kunne lyde som om konceptet er det samme, så er der en verden til forskel på de to steder. Først og fremmeste har Sylvia’s ligget på samme sted i årevis, mens Red Rooster stadigvæk er den nye dreng i klassen. Derudover adskiller prisniveauet, og dermed klientellet, sig også væsentligt. Sylvia’s stamkunder er primært at finde blandt dem, som også bor i nabolaget, hvorimod Red Roosters hype primært tiltrækker hvad der ligner velhavende ”Midtowners” og internationale foodies som mig.
Dette betyder dog ikke, at du bør droppe Red Rooster og gå til Sylvia’s i stedet, for det som Red Rooster mangler i nabolagsforankring, kompenseres der for i form af lækker, solid soulfood. Marcus Samuelsson er opvokset i Sverige, så der er også enkelte svenske indslag på menuen, som fx Helga’s Meatballs, der er helt fantastiske.
• I hverdagene serverer Red Rooster en 3-retters frokostmenu for kun 25USD.
• Brunch på Red Rooster i weekenden er ekstremt populært, så hvis man vil gøre sig håb om et bord ved brunch-tid lørdag eller søndag, skal man være ude flere uger i forvejen.
En af de restauranter, som jeg havde sat mig for at prøve, da jeg var i New York tidligere i år, var Red Rooster i Harlem. Stor var min skuffelse derfor, da det viste sig at være lige så svært at få et bord om aftenen, som det er at lægge flydende eyeliner uden spejl.
Jeg var dog ikke helt klar til at lade min New York tur passere uden dette forventede højdepunkt, så jeg besluttede mig for at kigge forbi en dag til frokosttid, hvor der ikke er så travlt, og se, om de ikke kunne klemme mig ind. Og det kunne de! Hvis jeg altså ikke havde noget imod at sidde udenfor? Solen skinnede, fuglene sang og wam-bam, jeg skulle spise frokost på Red Rooster..
Red Rooster er den etiopiskfødte svenske stjernekok Marcus Samuelssons projekt. Marcus Samuelsson er en af de få skandinaver, som virkelig er brudt igennem big time på New Yorks restaurantscene, og Red Rooster åbnede han i 2010. Mange troede nok, at det bare ville være en døgnflue, men god mad og stjerneanmeldelse efter stjerneanmeldelse har dannet basis for et langt og lykkeligt restaurantliv.
Til frokost serveres der en 3-retters menu til 25$, og det var den, jeg besluttede mig for at smage nærmere på. Forretten var en cremet suppe med gulerod og ingefær. Jeg kunne rigtig godt lide, at ingefæren ikke indtog den overdøvende rolle, den ellers ofte gør, men nøjedes med at spille 2. violin og accentuere gulerodens søde, runde smag.
Efter suppen fulgte en generøs portion af Helgas kødboller med tyttebær, flødesauce og et fad med dildstegte kartofler. Denne traditionelle ret var perfekt eksekveret og cirka en billion gange bedre end det, man får på Ikea. Jeg tror faktisk, det er nogle af de bedste ”köttbullar,” jeg nogensinde har fået.
Jeg var halvvejs igennem mine kødboller, da jeg pludselig ser en person, der ligner Marcus Samuelsson mistænkeligt meget. Han er i gang med at byde et selskab velkommen udenfor restauranten, kun få meter fra mig, og det aktuelle sted taget i betragtning, er der nok en ret stor chance for, at det rent faktisk er Marcus Samuelsson. Jeg vil dog lige være sikker, så jeg konsulterer min trofaste følgesvend Google og søger på billeder. Klik, klik, åben, voila: Ingen tvivl om at det er ham.
Men så sker det, og det sker hurtigt: Marcus telefon ringer, og han træder lidt væk fra selskabet og lige hen til mit bord. Min iPhone ligger stadigvæk ved siden af min tallerken med billedet fremme, yikes! Mon han så noget? Det ved jeg ikke, men mine planer om at introducere mig selv og bede om et fanbillede faldt til jorden med et brag dette øjeblik. Hvad skulle jeg have sagt? ”Hej Marcus, det er Creepy-Mee, din stalker nr. 1. Ville du have noget imod, at jeg tager et billede, som jeg kan hænge på mit køleskab, mine vægge og mit loft? Måske jeg også lige får lavet mig en T-shirt med tryk..”
Hvor er den Candy Crush panic-button, når man har brug for den??
Men livet går videre, og ind kom desserten, som bestod af 3 Red Rooster doughnuts fyldt med sweet potato. I et splitsekund overvejede jeg at levne, da Helga’s kødboller lå overordentligt godt i maven, men også kun et splitsekund. Alle ved jo, at der altid er plads til en doughnut eller tre…
Jeg kunne rigtig godt lide Red Rooster og den måde, man har fået restauranten til at fremstå både hyggelig og hip på en og samme gang, uden at det bliver prætentiøst. Selvom klientellet nok mere bestod af øvre-middelklasse-Midtown og ikke så meget hardcore-Harlem, den dag jeg var forbi, så har Red Rooster stadigvæk den umiskendelige nabolagsvibe, som gør at man skulle tro, at stedet havde ligget der i 100 år. Maden var enestående og personalet ligeså, og jeg håber, at det lykkes mig at få et bord om aftenen, næste gang jeg er i New York.
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr