Ud at spise i Las Vegas

Las Vegas er en fantastisk by at spise ude i og uanset om man er til kendiskokke, gigantiske buffeter eller gourmetburgere, så finder man det i Las Vegas.

Restauranter

På The Strip ligger de fleste restauranter inde i de store kasinoer, og generelt kan man sige at niveauet på spisestederne reflekterer standarden på kasinoet, dvs. at man finder de billigste restauranter på de billigste kasinoer og vice versa.
I hverdagene er det sjældent noget problem at få bord på restauranterne, men vil man spise på en særlig restaurant på et helt bestemt tidspunkt, bør man bestille bord i forvejen. Weekenderne i Las Vegas er altid travle, og på de mest populære restauranter kan være nødvendigt at bestille bord flere uger i forvejen.

Jeg plejer at bruge OpenTable.com til at bestille bord, men hvis man er lidt sent ude, og det hele virker fuldbooket, så kan det i mange tilfælde godt betale sig at ringe direkte til restauranterne og høre om de mon ikke kan klemme et ekstra bord ind.

Det kan være svært at få en taxi om aftenen (når alle andre også prøver at få en taxi), så det kan være en god idé at spise aftensmad i samme kasino, som den natklub/bar, man har tænkt sig at fortsætte aftenen på, eller i det mindste indenfor gåafstand. Bestilt bord til kl. 21 og gå direkte fra restauranten til natklubben.

Buffeter

På buffeterne i Las Vegas får man rigtigt meget for pengene men kvaliteten varierer. Jeg har prøvet at gå sulten fra nogle af de billigste buffeter, da maden simpelthen så for uappetitlig ud. De mere upscale buffeter er også de mest populære og omkring aftensmadstid, er der ofte lange køer udenfor. Det gælder derfor om at væbne sig med tålmodighed, for de ubegrænsede mængder af krabbekløer, oksesteg og chokoladedesserter er helt sikkert værd at vente på.
Frokostbuffeterne er ofte billigere, og udvalget er nogenlunde det samme som om aftenen. Der er også mindre travlt i restauranterne, så man plejer sjældent at skulle vente længe, for at få bord.
De fleste buffeter inkluderer sodavand og juice, men man betaler ekstra for øl, vin og cocktails. Er du i Las Vegas over weekenden, kan jeg anbefale at gå på mimosa/champagne-brunch på en af de bedre buffeter lørdag eller søndag. På de billigere buffeter er der sjældent dresscode, og klientellet ser ofte ud som om, de lige er trillet ud af sengen. På mere upscale steder som fx Wicked Spoon, skal man klæde sig pænere på.

Billig mad

Deciderede supermarkeder er der ingen af på The Strip, men de fleste apoteker har en madafdeling, hvor man kan købe småretter, salater og sandwich. Det er sjældent tilladt at opbevare større mængder mad på hotelværelset, og det kan heller ikke anbefales, da mange hotelværelser ikke har køleskab. Hvis du gerne vil spare lidt på madbudgettet, har Las Vegas dog et godt og billigt udvalg af fastfoodrestauranter, og jeg tror faktisk ikke, at jeg kan komme på en fastfoodkæde, som ikke er repræsenteret på The Strip.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Dudley's i New York

Der er masser af gode morgenmadscaféer i New York, så i stedet for at tage til takke med halvdårlig hotelmorgenmad, plejer jeg at spise morgenmad ude. Lower East Side er lidt af et kaffeparadis, så der er masser af muligheder for at lille morgenmadseventyr.

Mange af de gode caféer i New York er faktisk australske, og det gælder også Dudley’s på Orchard Street. Det var lidt køligt den morgen, så vi bad om et bord indenfor. Vi flyttede dog hurtigt udenfor, for det er altså ret fantastisk at sidde ved sit bord på fortovet og se Lower East Side vågne til live.

På et tidspunkt stopper en pige op og siger at hun er helt vild med min taske, hvorefter hun spørger, hvor jeg har købt den. Tasken er fra Jumble Store, som er en genbrugsbutik i Tokyo. Den har en stor, broderet tiger på forsiden, og den er en af mine yndlingstasker lige nu, men det jeg egentlig ville sige var, at det er episoder som denne, der får mig til at elske New York endnu mere. Pigen var faktisk nr. 2 person, som kom frem og gav mig komplimenter for min taske, og det i løbet af meget få dage. I Danmark tror jeg endnu ikke jeg har oplevet, at en fremmed kommer frem og giver komplimenter på den måde.

Dudley’s Smashed Avocado sandwich var lækker, og deres Perfect Pancakes var uden tvivl ret perfekte. Jeg kunne ikke så godt lide den grønne grønsagsjuice, men jeg er sikker på, at den var sund. Min juice var også grøn, men bestod mest af æbler og smagte bedre.

Vi droppede kaffe på Dudley’s, for lige på den anden side af vejen ligger Irving Farm, og deres kaffe er der ikke mange, der kan hamle op med, så vi gik derover i stedet og købte to kopper to-go.

Dudley’s, 85 Orchard Street, Lower East Side, New York

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Naka Market Phuket

Jeg havde egentlig bare tænkt mig at ligge og dase ved poolen hele ugen, men det blev hurtigt kedeligt. I lørdags tog jeg derfor til Phuket Weekend Market uden for Phuket Town, nede på den sydlige del af øen. Phuket Weekend Market kaldes også Naka Market af de lokale, fordi det ligger tæt på Naka-templet. Der var ret meget trafik på vejen derned, så det tog over en time med taxa at komme frem.

Naka Market minder om en mindre og renere version af det store Chatuchak Market i Bangkok. Der var masser af butikker, men de fleste solgte det sædvanlige udvalg af kopivarer og souvenir-tingel-tangel. Jeg købte nogle skåle lavet af kokosnød, som min mor havde kig på, da vi var på ferie i Karon Beach i februar. Nu kan hun få dem i julegave, ha ha.

Jeg fandt også en butik, der solgte tasker fra et lille mærke i Bangkok. Taskerne var superfede, og jeg endte med at købe en lille rygsæk i vandtæt materiale, perfekt til stranden.

Når jeg tager på marked, er det næsten altid madsektionen, der trækker mest, og Naka Market skuffede bestemt ikke på den front. Jeg spiste en let aftensmad på en af de små restauranter, hvor man kunne sidde ned, og gik derefter på jagt efter snacks blandt boderne. Aftenen sluttede med pandekager med banan og chokoladesauce, før turen gik tilbage til Nai Yang.Jeg havde egentlig bare tænkt os, at vi skulle ligge og dase ved poolen en hel uge, men det blev hurtigt kedeligt.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Nai Yang Marriott morgenmadsbuffet

Jeg plejer at sige, at jeg hellere vil have en lille buffet, hvor der er kælet for detaljerne, end en stor buffet, hvor alt lige mangler de sidste 10%. Men nogle gange får man faktisk begge dele – og sådan en morgenmad fandt jeg på Marriott Nai Yang. Buffeten her er både stor og virkelig god. Jeg ved ikke, om det skyldes, at hotellet stadig er relativt nyt, men både maden og servicen har indtil nu været langt bedre, end hvad jeg ellers har oplevet på hoteller i samme kategori.

En af de ting, jeg især er vild med, er nudelsuppe-stationen. Man vælger selv, hvilke urter og hvilke slags kød- eller fiskeboller man vil have, og afleverer sin skål til kokken, som koger det hele et par minutter. Derefter kan man selv smage suppen til med fiskesauce, chili, eddike og peber fra et lille bord ved siden af. Der er også en juicebar, hvor man kan sammensætte sin egen juice eller smoothie, og hver dag står der en sød overraskelse fremme – enten en kage eller en thailandsk dessert, som jeg selvfølgelig er nødt til at smage på.

Jeg kan godt lide at gå på opdagelse i buffeten og prøvesmage lidt af det hele. Især når der er tænkt over detaljerne og man kan mærke, at det ikke bare er lavet for at fylde op. Det er sjældent, jeg siger det om hotelmorgenmad, men her glæder jeg mig faktisk til at stå op.

0 FacebookTwitterPinterestEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr