Tina og Hungry Bird Eats havde vundet en Good Food Award for Rye & Sea Salt-knækbrødene , og prisceremonien var i San Francisco. Good Food Awards uddeles til et antal produkter i forskellige kategorier, og der er mange krav man skal opfylde for overhovedet at komme i betragtning. Det er en ret stor ting, hvis man er mad-iværksætter i USA, så Tina spurgte Rebecca fra Spread-mmms og mig, om vi ville med derover og fejre det.
Good Food Awards skulle rigtigt have været i januar, men på grund af covid blev det udsat til i starten af marts, og prisceremonien blev afholdt på det flotte Palace of Fine Arts, som ligger ned til en lille sø og indbyder til fotografering i de smukke omgivelser. Det var dog helt vildt koldt den dag, så efter at have knipset et par hurtige billeder, skyndte vi os indenfor.
Inden ceremonien var der en reception, hvor man kunne smage på nogle af vinderprodukterne. Der var varm chokolade, honningkarameller og forskellige slags øl og cider. Vi smagte også de mest fantastiske dumplings fra China Live, der blev serveret sammen med to saucer, der også begge havde vundet en pris. Mange af de færdiglavede asiatiske saucer og olier man finder på hylderne i supermarkedet er fyldt med underlige ingredienser, så det var rigtig fedt at prøve at smage saucer lavet på rene, gode ingredienser, uden at gå på kompromis med smagen.
Til selve ceremonien blev alle vinderne kaldt op på scenen for at modtage den fysiske pris, der for snack-kategoriens vedkommende var i form af en snackpose. Der var nogle ret inspirerende taler undervejs, som mindede os om, at livet er for kort til dårlig mad, og at vi bør støtte op om de producenter, som sørger for, at der findes gode, velsmagende alternativer, fremstillet af ordenlige råvarer, på hylderne i madbutikkerne. Tillykke Tina! Det er sgu’ godt gået!