Mitzie Mee Blog

Hvad vi spiste i Paris – Højdepunkter fra en velsmagende tur

by Mitzie Mee

Steve og jeg var i Paris tidligere denne måned, og vi havde en fantastisk tur med masser af god mad. Vi havde ikke planlagt meget hjemmefra, men endte alligevel med en række rigtig gode madoplevelser, fra klassisk fransk bistromad til perfekte østers og fantastisk sorbet. Her er nogle af de ting vi fik smagt på, som virkelig skilte sig ud:

Fransk Løgsuppe på La Grille Montorgueil

Løgsuppen på La Grille Montorgueil var fantastisk. Den havde bløde, karamelliserede løg og et tykt låg af gyldenbrun gratineret ost på toppen. Jeg kan ikke komme på en eneste ting jeg ville have ønsket var anderledes, det her var den ultimative løgsuppe hvis I spørger mig.

La Grille Montorgueil, 50 Rue Montorgueil, 75002 Paris, France

Kylling i flødesauce med morkler på Auberge Bressane

Det var Steve, der foreslog, at vi skulle på Auberge Bressane og prøve denne ret efter at han havde set den nævnt som en af Danny Meyers favoritter, og sikke en god idé det var. Kyllingen var perfekt tilberedt, men det var saucen, der gjorde retten uforglemmelig. Cremet, intens og fyldt med morkler. Det smagte simpelthen så godt!

Retten er egentlig beregnet til én person, men vi spurgte, om vi kunne dele, og det kunne vi godt. Da retten blev serveret, havde de anrettet to tallerkener med hver sin smukt præsenterede halvdel af kyllingelåret. En virkelig fin gestus.

Vi bestilte også Œufs en cocotte Lutée aux Morilles, æg i cocotte med cremet morkelsauce, som havde lidt den samme smagsprofil som saucen til kyllingen, og som også smagte supergodt. Til dessert delte vi 3 mini-souffléer, der også sad lige i skabet, og både Steve og jeg var enige om, at dette var turens bedste måltid. Maden, personalet, stemningen – alt spillede bare.

Auberge Bressane,16 Av. de la Motte-Picquet, 75007 Paris, France

Sorbet med skovjordbær på Berthillon

Jeg vælger normalt is frem for sorbet anytime, men jeg ville til hver en tid gøre en undtagelse for sorbeten med skovjordbær på Berthillon. Den er kun på menuen når det er sæson for skovjordbær, og det er uden sammenligning den bedste sorbet, jeg nogensinde har smagt. Smagen var ren og intens, som sommer i den reneste form.
Det var Steve, der introducerede mig til Berthillon som er en af hans absolutte favoritter for is. Berthillon er også lidt af en turistmagnet, så vi måtte vente i 30 minutter på et bord i tesalonen, men det var hele ventetiden værd.

Berthillon, 31 Rue Saint-Louis en l’Île, 75004 Paris, France

Paris: Opium La Cabane - Østers og Rejer

Østers på Opium La Cabane

Vi bestilte en østers-tasting, som bestod af tolv østers fra forskellige egne i Frankrig. De var store og flotte og smagte fantastisk, og en entusiastisk tjener gav os et lynkursus i hvordan man egentlig skal spise østers (de skal tygges, og så skal de nydes som de er, uden tilbehør). Vi smagte også de lyserøde rejer fra Madagaskar, og de var faste i konsistensen og fulde af smag. Helt sikkert også værd at overveje at tilføje til din bestilling.

Opium La Cabane, 44 Rue Dauphine, 75006 Paris, France

Chokolademousse på Le Bistrot d’Henri

Vi var egentlig allerede mætte, men besluttede os alligevel for at dele en dessert, og tjeneren anbefalede straks chokolademoussen. Ikke for sød, bare intens chokoladesmag uden dikkedarer. Serveret helt basic uden pynt eller tilbehør. Ren nydelse.

Le Bistrot d’Henri, 16 Rue Princesse, 75006 Paris, France

21. april 2025

Paris: Opium La Cabane – Østers og Rejer

by Mitzie Mee

Østersbaren Opium La Cabane lå lige om hjørnet fra hvor vi boede i Paris. De friske østers lå og fristede i køledisken ud mod gaden så det var bare et spørgsmål om tid, før nysgerrigheden tog over, og vi lod os lokke indenfor i den lillebitte restaurant. Vi havde egentlig bord på en anden restaurant senere den aften, men der er jo altid plads til en østers eller tolv:)

Der var kun få borde i restauranten, og stemningen var afslappet og personlig. Personalet var virkelig engageret på den der kompromisløse franske måde, og det skinnede tydeligt igennem, at de både kendte deres østers og nød at dele deres viden. Efter lidt frem og tilbage endte vi med at bestille en østers-tasting, som bestod af tolv østers fra forskellige egne i Frankrig. De smagte fantastisk og blev serveret med en entusiasme man hurtigt blev smittet af.

Midt i min østersbegejstring blev jeg høfligt afbrudt af en af tjenerne, som havde set skeptisk til mens jeg spiste den første. Jeg elsker østers, men jeg må indrømme, at min viden om dem egentlig er ret begrænset. Jeg kan sagtens få dem fra skallen til munden, men jeg har aldrig rigtig tænkt over, hvordan det egentlig burde gøres. Tjeneren gav os derfor et lille lynkursus i hvordan man spiser østers. Helst skal de spises helt uden tilbehør. Ingen mignonette, ingen tabasco og ingen citron. Der lå en skive citron på fadet, men tjeneren indskærpede at den kun var til pynt.

Vi fik også vist, hvordan man starter med at løsne den lille muskel, der holder østersen fast i skallen. Den har en fast konsistens og smager lidt som kammusling, så det ville være synd og skam at lade den sidde. Man skærer muskelen af helt inde ved skallen. Derefter drikker man den salte væske som østersen ligger i, og til sidst slubrer man østersen ind i munden – og ja, man skal tygge den. Det havde jeg faktisk aldrig gjort før, men det giver god mening, for på den måde får man hele smagsoplevelsen med.

Østersene var store og flotte, så jeg kom straks til at tænke på min mor, som samler på muslingeskaller, men jeg havde ingen håndtaske med, og idéen om at gå rundt med østersskaller i lommen hele aftenen virkede ikke supersmart.

Udover østersene bestilte vi også Crevettes Roses de Madagascar – lyserøde rejer fra Madagascar – mest fordi vi var nysgerrige men de viste sig at smage helt vildt godt. Det er nogle af de bedste rejer jeg nogensinde har smagt, så hvis du kommer forbi Opium La Cabane, kan det varmt anbefales at bestille en gang rejer sammen med dine østers.

Steve fik et glas champagne, og jeg tog et glas Chablis og begge dele passede perfekt til både østers og rejer. Restauranten er lille og intim med en hyggelig stemning og fantastisk personale. Et rigtig godt sted til et glas vin og lidt skaldyr som en lækker start på aftenen.

Opium La Cabane, 44 Rue Dauphine, 75006 Paris, France

13. april 2025

Sydkorea: Jeju Island – Hallasan for begyndere

by Mitzie Mee

Planen med Jeju var egentlig at vi skulle ligge på stranden og dase, men da vi først var fremme, blev vi ret hurtigt enige om, at vi da også skulle op på toppen af Hallasan, der med sine 1947m er det højeste bjerg i Sydkorea.

Ingen af os havde taget vandretøjet med, men AC har efterhånden boet i Norge så lang tid, at det meste af hendes garderobe er egnet til udendørs aktiviteter. Det forholdt sig lidt anderledes for min del, for det eneste jeg kunne byde ind med, var løbesko og træningsbukser, men AC mente, at det måtte være ok.

Vi bestilte en taxa, som hentede os ved hotellet i Hyeopjae Beach klokken 6:30, da vi ville starte opstigningen lige efter solopgang. Vores plan var at tage Seongpanak trail op og Gwaneumsa trail ned, så vi fik set lidt forskelligt. Det var en tur på omkring 18 km og egentlig nok lidt for langt for os, men vi kunne se, at der var et shelter på vejen, Jindallaebat, hvor man kunne købe forsyninger og hvile sig.

Da taxien var fremme ved foden af bjerget, var det begyndt at regne, så jeg købte mig et stort blåt regnslag, som så ud som en affaldspose i den butik der lå ved indgangen til Seongpanak trail. Det så ud som en stor blå affaldspose, og jeg følte mig som en mutant-smølf, men det skulle senere vise sig at være en rigtig god investering.

Den første del af turen gik forholdsvist smertefrit, og vi fik endda overhalet nogle koreanske vandrere på vejen. Cirka halvvejs blev det dog væsentligt hårdere med lange, stejle strækninger med skiftevis klipper og trapper, og herfra og hele vejen til toppen var det nu vores tur til at blive overhalet.

Da vi nåede Jindallaebat blæste det kraftigt, og det regnede også stadigvæk. Vores sko var våde, vores fødder var begyndt at gøre ondt og AC’s iPhone var død. Vi skyndte os derfor ind for at købe en skål nudelsuppe at varme os på mens vi evaluerede situationen. Det virkede ikke særligt lokkende at skulle ud i regnen igen, men samtidig var der ingen af os, som havde lyst til at give op og vende om, så efter at have købt alt det chokolade og alle de energidrinks vi kunne bære, fortsatte vi mod toppen.

Den sidste del af turen var virkelig hård. Der var ingen træer til at skærme for vinden, og det blæste så meget, at jeg var bange for at mig og mit smølfe-outfit ville blive blæst ned af bjerget. På en eller anden måde lykkedes det os dog at komme op til toppen, hvor det var så tåget, at vi ikke engang kunne se Baengnokdam, som er søen ved krateret lige ved toppen af Hallasan (Hallasan er en gammel vulkan). På et tidspunkt kunne jeg heller ikke finde AC, men heldigvis var mit blå regnslag lettere at få øje på. Det som skulle have været dagens højdepunkt, var faktisk mest lidt øv, så efter at have taget nogle billeder, skyndte vi os ned igen.

Vi var både gennemblødte og trætte, da vi begyndte nedstigningen, og det virkede som om at bjerget ingen ende ville tage. Det meste af nedstigningen foregik derfor i tavshed, da vi hver især havde rigeligt at gøre med at fokusere på at sætte det ene ben foran det andet. De flotte omgivelser vi passerede blev hurtigt foreviget på min iPhone, men uden at vi for alvor gav os tid til at stoppe op og tage det ind. Det var lidt synd, for specielt det sidste stykke af vejen var virkelig smukt, med flotte lavaformationer, kløfter og vandløb.

Da vi kom tilbage på hotellet sov vi 12 timer i træk og vågnede efterfølgende med trætte fødder og ømme muskler. Under selve turen havde vi begge travlt med at ønske både bjerg og vejrguder hen hvor peberet gror, så det var først efter at vi fik set mine iPhone billeder, at det for alvor gik op for os, hvor smukt der egentlig var deroppe, på trods af regn og blæst. Derudover er det ret vildt at tænke på, at man ved egen kraft er vandret op på sådan et højt bjerg, og jeg er i dag rigtig glad for at vi gjorde det. Skulle jeg gøre det igen (eller skulle I finde på at gøre mig kunsten efter), så har jeg dog samlet lidt tips og gode råd her nedenunder, baseret på vores erfaringer som I finder her:

Min guide til at Hike Hallasan – Sydkoreas højeste bjerg

12. april 2025

Italien: Vin fra et hul i væggen – Vinvinduer i Firenze

by Mitzie Mee

Vinvinduerne, eller buchette del vino, som de hedder, har været en del af bybilledet i Firenze siden 1500-tallet. Dengang brugte vinproducenterne dem til at sælge vin direkte til folk, uden at skulle betale fordyrende mellemled, og da pesten hærgede var det også en smart måde at undgå for meget kontakt på. Nogle af vinvinduerne er stadigvæk i brug i dag, og da vi var i Firenze, overraskede Steve mig med en tur forbi et vinvindue. Han havde læst lidt om dem på forhånd og fundet et af de steder, hvor de stadig var i brug. Vinvinduet vi besøgte hørte til restauranten Pietrabianca. Man ringede på en klokke og en mand stak hovedet ud og tog imod vores bestilling. Vi bestilte 2 glas rosé med bobler, som blev rakt ud til os i plastikkopper gennem det lille vindue. Med vin i hånden gik vi en tur gennem byen og endte nede ved Ponte Vecchio, hvor vi stod og nød udsigten over floden og den gode stemning. Det var sådan en fin eftermiddag og en af de hyggeligste oplevelser vi havde i Firenze.

Ristorante Pietrabianca, Piazza dei Peruzzi, 5R, 50122 Firenze

24. marts 2025

New York: Smør – En bid af Danmark i East Village

by Mitzie Mee

I årevis har jeg savnet en god dansk cafe i New York, et sted der føles ægte dansk og uden at koste en formue, så gæt hvor glad jeg blev, da jeg opdagede Smør i East Village.

Smør er en lille, hyggelig cafe/restaurant startet af Sebastian & Sebastian som begge to er fra Danmark, og som også syntes at New York manglede et sted med autentisk, nordisk-inspireret mad af god kvalitet. Menuen byder på klassiske danske retter. Der er et godt udvalg af dansk smørrebrød, og så er der også danske pandekager og danske hotdogs på menuen. Der er ikke mange indendørs siddepladser på Smør, og der er trangt i det lille lokale, så det er mest et sted mad tager hen for brunch eller en hurtig bid mad, og klientellet (da vi var der) er primært folk i 20’erne.

Jeg bestilte en sildemad, og den var rigtig god og smagte præcis som sildemadder gør i København. Dansk marineret sild laves jo i en eddikebaseret lage med sukker, løg og krydderier, hvilket giver en skarpere syrlighed end de fleste sild jeg har smagt i andre lande. En god sild fortjener jo en god snaps, men desværre var sidstnævnte ikke på menuen hos Smør. Jeg prøvede også den danske hotdog, med remoulade, ristede løg og dansk agurkesalat. Den smagte som en af de bedre hotdogs fra Danmark, og pølsen var tyndere end de typiske amerikanske, og havde et rigtig godt knæk, så jeg mistænker, at den var importeret.

Steve bestilte brunchtallerkenen, som også var meget dansk: rugbrød, salat, et pocheret æg, brie og syltede løg. I Danmark foretrækker vi jo brunch bestående af flere små retter ( i USA er brunch typisk en stor ret) og Smørs version af en brunchtallerken mindede meget om, hvad man finder på caféerne i København. Steve bestilte også Salt & Pepper Fries med estragon-aioli, der smagte af bearnaise og fritterne var så gode, at man slet ikke kunne stoppe med at spise dem.

Smør er et rigtig godt sted hvis man har lyst til dansk mad i New York. Priserne er rimelige og det føles som at være på café i København. Jeg skal helt sikkert tilbage og prøve deres aftenmenu, som jeg har set bl.a. byder på Stjerneskud og andet godt.

Smør, 441 E 12th St, New York, NY 10009

20. marts 2025

Umeboshi – Surt, salt og helt uimodståeligt

by Sanne

En ume er en slags mellemting mellem en abrikos og en blomme, og i Japan fermenterer man den med havsalt og får en snack, umeboshi, der både er hvinende sur og hamrende salt.

Første gang jeg smagte umeboshi var da jeg delte kollegiekøkken med Mari, som var udvekslingsstudent fra Sapporo i Japan. En aften fandt hun en pose frem og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at smage denne her japanske specialitet, som hun havde haft med hjemmefra. De små brune klumper så ikke særligt appetitlige ud, men jeg tænkte at det ikke kunne skade at smage, så jeg tog en i munden. En eksplosion af salt og surt bredte sig i min mund, og de første sekunder måtte jeg kæmpe for ikke at spytte det hele ud igen.

Da mine smagsløg var kommet sig over det første chok, tegnede der sig dog et mere nuanceret billede af en kompleks smag, fyldt med umami, som faktisk slet ikke var så tosset. Næste gang Mari fik umeboshi-forsyninger hjemmefra behøvede hun derfor ikke spørge to gange, og i dag er umeboshi en af de ting, jeg altid køber med mig hjem, når jeg selv besøger Japan.

Man kan spise umeboshi som en snack uden noget som helst andet, og det skulle efter sigende være rigtig godt mod tømmermænd. Ellers smager umeboshi også rigtig godt ovenpå en skål med ris eller som krydderi i saucer og marinader. En virkelig underlig, men også stærkt vanedannende snack, som jeg slet ikke kan få nok af.

En klassisk variation af umeboshi er at sylte blommerne med rød shiso, hvilket giver dem en karakteristisk dybrød farve og en esktra smagsnuance. Shiso (紫蘇) er en japansk urt fra myntefamilien med en kompleks smagsprofil, der bedst kan beskrives som en blanding af basilikum, mynte og anis med en let kanelagtig undertone.

Jeg er helt vild med umeboshi sammen med ris, som I kan se i videoen nedenfor:

18. marts 2025

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr