Fri fragt ved bestillinger over 500 kr. Ellers koster fragt 50 kr.
Leder du efter bloggen? Den finder du nu ovre på mitziemee.com hvor jeg blogger om mad og opskrifter, rejser og livsstil.
Når jeg er ude at rejse gør jeg mit bedste for at holde bloggen opdateret, for det er vel selve pointen med en rejseblog, er det ikke? Personligt synes jeg i hvert fald at det er mere interessant at læse blogindlæg fra bloggere på farten, da disse indlæg bedre fanger, hvad man oplever lige nu og her, i modsætning til senere indlæg skrevet måneder (nogle gange år) efter hjemkomst.
AC og jeg har en svaghed for xiao long bao (soup dumplings) i almindelighed og Din Tai Fung i særdeleshed. Det var AC der introducerede mig til begge dele, da vi var i Los Angeles sammen i 2013, og siden da har vi spist på Din Tai Fung i Hong Kong, Bangkok og Dubai. Er der en Din Tai Fung, så kan I være sikre på, at der også er en AC og en Sanne. Der er 4 Din Tai Fung-restauranter i Seoul, og da vi fandt ud af, at den ene lå mindre end 5 minutters gang fra vores hotel, var det selvfølgelig der, vi skulle spise frokost.
Jeg fløj fra Bali via Kuala Lumpur til Seoul, og da jeg havde 3 timers ventetid i Kuala Lumpur, gik jeg op i loungen, som jeg har adgang til med mit Visa-kort, for at slappe af og blogge lidt.
Jeg havde læst rigtig meget om rismarkerne på skråningerne i Tegallalang nord for Ubud. Dog virkede det som lidt af en turistfælde, så jeg var lidt i tvivl om de nu også var værd at se, men så så jeg alle de flotte billeder på Instagram. Turistfælde eller ej, jeg måtte derud.
Jeg stod rigtig tidligt op (vækkeuret ringede kl 5:30) for at nå ud til rismarkerne inden alle de andre turister. Det viste sig at være en rigtig god idé, for da vi kom frem, var der ikke et øje. Min chauffør tilbød at gå med mig rundt, for som han sagde, så havde han fået en stor mave, og han ville derfor have godt af at bevæge sig. Desuden fortalte han, at han ofte stod tidligt op og gik en tur i rismarkerne for at nyde den friske luft og stilheden inden arbejdsdagen begyndte.
Ingen af os var særlig godt udrustet til vores lille vandretur, og vi må sikkert have været et kønt syn tidligt om morgenen ude i rismarkerne. Chaufføren i klipklapper og mig i silkekjole og et par Toms. Ikke ligefrem den bedste påklædning, for skrænterne var stejle, og morgenduggen gjorde, at der visse steder var rigtig glat.
Chaufføren fortalte mig, at man dyrker ris hele året, og at cyklus er på cirka 6 måneder inklusive en måned, hvor markerne hviler efter høsten. Udbyttet afhænger af vind og vejr, men er betingelserne optimale kan en typisk rismark give omkring 50kg ris. På vores tur rundt i markerne så vi flere steder en lille hvid blomst. Han havde glemt hvad den hed, men forklarede, at den var rigtig god mod røde og irriterede øjne.
Jeg spurgte, om der var slanger og ja, det var der. Men de skulle være bange for mennesker, så det ville ikke være noget problem sagde han, og bad derefter mig om at gå forrest. Hmm. Slangerne holdt sig dog væk, og de eneste kryb vi så, var nogle ret aggressive myrer, som kravlede op og bed mig i benet.
På vej tilbage stoppede vi ved en udkigspost og ventede på at solen kiggede frem over bakkerne. Da det endelig skete var det så smukt, at jeg næsten fik tårer i øjnene. En fantastisk afslutning på en rigtig dejlig morgen, og et af mine allerbedste minder fra Bali.
Hvis I skal besøge rismarkerne kan jeg varmt anbefale ham min chauffør. Og nej, jeg bliver ikke betalt for at anbefale ham. Han var en rigtig flink fyr, som gerne fortalte vidt og bredt om Bali, og hvad der bare skulle have været en køretur forvandlede sig til en af de bedste guidede ture, jeg har oplevet.
Han kunne fortælle mig rigtig meget om livet på Bali. Om hvordan folk plejer at spise suppe til morgenmad, som man køber ved de små boder ved vejen, og om den populære spise Babi Guling, som er en lille, helstegt pattegris. Jeg fortalte ham, at guling, lyder lidt som når fremmede forsøger at sige ”kylling” på dansk, og det synes han var ret sjovt. Babi Kulling. Desværre har jeg mistet hans visitkort, hvilket nok gør det lidt besværligt at finde ham, men han holder til oppe i krydset mellem Jl. Raya Pengosekan Ubud og Jl. Monkey Forest. Jeg håber at visitkortet dukker op igen, når jeg kommer hjem og får pakket ud.
Monkey Forest er en af de mest populære attraktioner i Ubud, og da skoven kun lå få minutters gang fra mit hotel, måtte jeg selvfølgelig forbi en dag. Der bor over 700 aber i skoven, som også huser 3 templer. Stedet er af stor religiøs betydning for lokalbefolkningen, og de mest hellige områder i templerne er således kun åbne for dem, der er der for at bede.
Aberne har grupperet sig i 6 stammer, eller familier om man vil, som holder til i forskellige områder i skoven. De bliver fodret dagligt med sweet potatoes, men der er også en bod inde i skoven, hvor man kan købe bananer, som man kan fodre aberne med. Det ved jeg dog ikke om jeg vil anbefale, for aberne bliver ret ivrige, når der er bananer i sigte og nogle af dem bliver sure, hvis det ikke går hurtigt nok, før de får en banan.
Man må ikke selv tage mad eller snacks med in i templet, for aberne kan lugte det på lang afstand, og de skyr ingen midler for at få fingre i lækkerierne. Lige da jeg gik ind i parken var der en abe, som sprang op på ryggen af manden, som gik foran mig. Det virkede han ikke særlig begejstret for, så parkpersonalet fik hurtigt jaget aben ned, men der gik ikke mere end få sekunder, før den endnu engang var sprunget op på ryggen af ham og hev og sled i hans rygsæk.
På gaden ude foran Monkey Forest så jeg også hvordan en abe forfulgte en anden mand, der gik rundt med en pose chips. Pludselig sprang aben op og forsøgte at stjæle posen, men manden var superhurtig og fik skræmt aben væk med en ret overbevisende ”vred-abe-pose”, så han kunne have sine chips i fred. Jeg ville gerne have vist jer et billede af den pose, for det så virkelig sjovt ud, men desværre var jeg ikke hurtig nok med kameraet.
Monkey Forest er et rigtig fint sted, og selvom der er mange turister hviler der en udefinerbar, nærmest magisk ro over skoven. Alt er smukt og grønt, og personalet sørger for at holde området rent og pænt. Selvom man ikke køber bananer kan man alligevel komme meget tæt på aberne, for de er slet ikke bange for mennesker. Man skal dog stadigvæk huske at der er tale om vilde dyr, så det er en rigtig god idé at læse den information, der findes på Monkey Forest’s hjemmeside, inden man besøger Monkey Forest, så man ved hvordan man skal forholde sig i kontakten med dyrene.
Monkey Forest er åben hver dag mellem 8:30-18:00, og det koster 50,000IDR at komme ind.
På Monkey Forest’s hjemmeside kan man læse at aberne på Bali skulle være sunde og raske. Der er ingen bekræftede tilfælde af rabies i bestanden.
Da vi gik rundt i området, faldt vi over La Casa del Abuelo, som er en tapasbar, der er særlig berømt for gambas al ajillo (rejer i hvidløg). Jeg elsker gambas al ajillo, så før jeg tog til Madrid overvejede jeg at lægge Abuelo til min to-do liste. Dog foretrækker jeg at spise skaldyr tæt på havet, så der i hvert fald er en rimelig chance for, at de er friske.
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr
