I starten af 2016 åbnede den svenske e-handelsvirksomhed Tictail deres første permanente butik på Lower East Side i New York. Onlineversionen af Tictail er lidt som Etsy shop og anvendes af designerspirer og indie-kunstnere for at nå ud til potentielle kunder, og den fysiske butik på hjørnet af Orchard Street er en håndplukket samling af varer fra Tictails markedsplads online.
En af de sidste dage i Las Vegas gjorde jeg noget virkeligt dumt. Det inkluderede coke. Ikke det hvide, ulovlige stof (det troede I vel heller ikke??), men de røde dåser med koffeinholdig læskedrik, som jeg fik lyst til en nat på vej tilbage til mit værelse på MGM efter en tur i byen. Jeg gik derfor ud på gangen og ned til den anden ende, hvor jeg vidste, at der var en colaautomat.
På billedet kan I se, at der er to sprækker i automaten: En til sedler og en til betalingskort. Jeg stikker mit kort in i den sprække, der er til sedler.
Jeg var ikke fuld, men bare godt dum, og før jeg ved af det, har maskinen spist mit kort! Nu burde det jo sådan set slet ikke være muligt at stikke kortet ind i den sprække, der er beregnet til sedler. Ethvert nogenlunde intelligent colaautomat-design burde vel spytte alt, der ikke er sedler ud igen?
”Ok”, tænkte jeg derfor. ”Jeg ringer da bare til en, der kan åbne maskinen, så jeg kan få mit kort tilbage”. Jeg tastede derfor nummeret, som stod på maskinen og kom hurtigt i kontakt med en operatør, som informerede mig om at alt håb var ude. Kortet ville være totalt ødelagt efter en tur gennem colaautomatens seddel-håndteringsmekanik.
Mig: Hvordan ved du det??
Operatør: Fordi det ikke ligefrem er første gang det sker..
Mig: Hvorfor ændrer I så ikke designet??
Operatør: Nu står der jo faktisk ”stryg kortet” (og ikke ”put kortet ind i sprækken til sedler”)…
Mig: AAARRGGGHH!!
Jeg havde mest lyst til at sparke, bide og skrige, men et stort overvågningskamera gloede ned på mig fra loftet, så jeg bed det i mig og gik tilbage på mit værelse for at sørge.
Jeg har altid masser af plastik med i pungen når jeg rejser, så det gjorde egentlig ikke så meget, bortset fra, at det var p*sseirriterende sådan at være blevet hustlet af en cola-maskine.
Derudover er lige netop det kort, som maskinen besluttede sig for at æde forbundet til mit LoungeKey-medlemsskab, som giver mig adgang til lounges i lufthavne verden over. Intet kort, ingen adgang. Det var en af de sidste dage, inden jeg skulle tilbage til Dubai, så jeg kunne heller ikke nå at få et erstatningskort tilsendt. AAARRRGGHHH!
Man ved det har været en vellykket aften i byen, når ingen vil gå hjem og man ender med at spise koreansk mad kl. 4 om morgenen, men lad os nu starte fra begyndelsen, eller nej, lad os starte efter vores middag på Saikai:
Den aften jeg mødtes med Susan skulle DMX spille på Foxtail. Susan var ikke alt for opsat på at tage med, men hun insisterede på at give mig et lift hen til natklubben i sin store hvide pickup truck. Amerikanere og deres biler, ha ha, men den så rigtig sej ud og var skøn at køre i.
Min søster Trine laver verdens bedste moules frites, så når vi er sammen, prøver jeg altid at overtale hende til at lave nogle til mig. Heldigvis er hun let at overtale, så udfordringen består oftest i at finde et sted at købe friske muslinger.
Big Gay Ice Cream er sikkert en af de mest hypede iskiosker i New York lige nu, og dette med god grund. Big Gay Ice Cream er nemlig meget andet end et sjovt navn og et regnbuelogo.
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr