Tao Downtown, Chelsea

Chelsea er et sjovt sted at gå i byen, når man er i 20’erne, men efter at jeg har rundet de 30, føler jeg mig for gammel til de fleste steder med undtagelse af natklubben på Tao Downtown. Ikke fordi at klubben er fyldt med gamle krager som mig, men derimod fordi det er et rigtig fedt sted med en uprætentiøs, men stadigvæk supercool vibe, som jeg ikke har fundet noget andet sted i denne del af byen.

Jeg vil lige understrege at det er natklubben jeg taler om, og ikke restauranten/loungen. Mange mennesker ved slet ikke, at der er en natklub, da den er godt gemt væk ovre i et hjørne, lidt borte fra restaurantområdet. Natklubben ligger en trappe ned, og den er så dunkel og intim, at den næsten føles som en speak-easy.

Hvis du starter aftenen med middag på restauranten, kan du gå ned til natklubben uden at behøve at gå udenfor (hvis dørmændene altså lukker dig ind), men hvis du kun har tænkt dig at besøge natklubben, så skal du bruge en separat indgang rundt om hjørnet (det er den, jeg har markeret på kortet) og altså ikke indgangen til restauranten.

Tao Downtown Nightclub er lidt af et hotspot, og selvom du har pænt tøj på og en hel flok veninder under armen, er det altså ikke sikkert, at du kommer ind. Jeg vil derfor anbefale, at du tager kontakt til en god promoter og sørger for, at du kommer på gæstelisten, samt dukker op kl. 23:00 når klubben åbner, for efter midnat er løbet ofte kørt.

• Prisniveauet på Tao er som de fleste andre natklubber i Chelsea dvs. dyrt (drinks koster omkring 20$).

> Læs mit blogindlæg om Jessicas fødselsdag på Tao Downtown (2015)

Tao Downtown, 92 9th Ave at 16th Street, Chelsea, New York

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Cafe Wha? i New York

Min veninde Tina, som bor I New York, introducerede mig til dette festlige sted i Greenwich Village. Cafe Wha? påstås at være stedet hvor store navne som Bob Dylan og Bruce Springsteen startede deres karrierer, og klubben har derfor sjældent problemer med at fylde de små lokaler.

Jeg var der første gang efter en middag på en ret fancy restaurant og var derfor alt for over-dressed, da Café Wha? primært er et T-shirts- og jeans-sted, men jeg endte på trods af det med at have en af mine sjoveste aftener i New York til dato.

Det kan anbefales at bestille bord en af de aftener husorkestret Cafe Wha? House Band spiller. Der kan man slå sig løs til gamle og nye klassikere, synge med til man bliver hæs og bunde Jägerbombs til den lyse morgen.

Man betaler entré (5-15$ alt afhængig af hvilken dag det er), og man forpligter sig også til at købe mindst en drink. Der er for det meste 2 shows i aftenens løb, men check Cafe Wha’s hjemmeside for at se hvad der er planlagt.

•  Cafe Wha? ligger nede i en kælder, så mobildækningen er til tider meget dårlig.

• Drinks er ret dyre, og det forventes at man giver drikkepenge.

Min blog om barer og natteliv i New York

Cafe Wha?, 115 MacDougal St, Greenwich Village, New York

Cafe Wha - New York
0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Marquee, natklub i New York

Da jeg var på Marquee for første gang for snart 10 år siden, var det et af de hotteste steder, man kunne gå i byen i New York.

Med årene mistede Marquee lidt af sin glans, men efter en større renovering i 2013 kom natklubben igen tilbage i kampen. Ligesom hos søsterklubben i Las Vegas, er det også tit kendte DJ’s, der vender pladerne hos Marquee i New York.

Entré for piger er typisk 30-40$.

Marquee New York, 289 10th Ave (between 26th St & 27th St), New York

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Anyway Cafe, New York

Senere på aftenen, efter The Met, mødtes jeg med min ven Ehsan. Vi startede med en drink på The Cellar af rent nostalgiske årsager. The Cellar plejede nemlig at være en af Ehsans yndlingsbarer back in the days.Når Ehsan snakker om back in the days, mener han de sene 00’er. Han var lige flyttet til New York og slog sig løs på alle de hotteste barer og natklubber i Meatpacking og Midtown. Nu til dags har The Cellar tilsyneladende tabt lidt af sin mojo, og selvom det stadigvæk er en lækker bar, så var der ret dødt for en fredag aften.

Ehsan og jeg har været venner siden vores studietid i Sverige (spørg mig ikke hvor længe det er, ha ha). Vi plejede at drikke 20 SEK-Pripps Blå øl på barerne på campus, mens vi snakkede om, hvad vi mon ville lave om 10 år, og hvorhenne i verden, vi mon ville være.

Nu drikker vi 20$ cocktails i New York, hvilket føles både surrealistisk og vældigt voksent. Når jeg hænger ud med Ehsan bliver jeg således både mindet om nogle af de bedste år i mit liv, men også om det faktum, at jeg er blevet en hel del ældre, yikes!

Efter The Cellar mødtes vi med en af Ehsans russiske veninder og gik videre til Anyway Café, som er en russisk bar og restaurant i East Village. Da jeg allerede havde været i byen mange timer på det tidspunkt, kunne jeg egentlig godt have nøjedes med en sodavand, men den går ikke, når man er på russerbar, så selvfølgelig endte vi med at bestille 3 små karafler infused vodka. Jeg ved ikke rigtigt hvordan man oversætter ”infused” til dansk, men det er altså ren vodka som er smagssat med forskellige ting.

Vi fik vodka med rødbede, agurk og hindbær, og det smagte udmærket, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville påvirke min almentilstand dagen efter. Jeg er ikke længere i træning med hensyn til alkohol, så jeg var ret overbevist om, at de 6 store shots vi hver især fik, ville betyde Hangover From Hell dagen efter.

Til min store overraskelse vågnede jeg dog frisk som en havørn. ”Nah!” tænkte jeg, ”jeg er nok bare stadigvæk fuld”. Men jeg blev ved med at have det fint. Måske er øget alkoholtolerance også noget, der kommer med alderen?


Det var min ven Ehsan, som introducerede mig til Anyway Café en fredag aften, og jeg syntes med det samme godt om dette listige, russiske sted. Anyway Café ligger nede af en ret stille gade, så hvis man ikke ved, at den er der, er det ikke et sted, man bare falder over. Baren er ikke særlig stor, men om sommeren er facaden ud til gaden vidt åben, så det næsten føles, som om man sidder udendørs.

Der er livemusik hver aften, men hovedårsagen til at du skal besøge Anyway Café er det imponerende udvalg af infused vodka (vodka med forskellig smag). Den med hindbær er minfavorit, men pas på. Hindbærsmagen formår nemlig at maskere smagen af alkohol så godt, at man let ender med at drikke meget mere end planlagt.

Anyway Café serverer også mad og menuen er et mix af russiske klassikere og franske retter. Jeg har prøvet et udvalg af patéer samt deres laksetatar, som smagte fantastisk i selskab med vodkaen.

• For 23$ får man 3 infused vodka sample shots, som man selv vælger fra menuen. Det er en rigtig god pris, da det er nogle store shots.

• Der er også to filialer af Anyway Café i Brooklyn


Anyway Café, 34 E 2nd St, (corner of 2nd Ave), New York NY 10003, Tlf: (212) 533-3412

> Besøg Anyway Cafe’s website

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr