Trine havde egentlig bestemt sig for at gå tidligt i seng, men jeg syntes at det var synd, hvis hun skulle gå glip af en lørdag aften i byen i Las Vegas. Jeg gik derfor ned for at købe hende en kæmpe strawberry daiquiri, der forhåbentligt kunne få hende på andre tanker.
Blandt mine venner er Rikke uden tvivl den med det største shopping-gen, så jeg var selvfølgelig nødt til at vise hende Sampeng lane i Chinatown, for Sampeng Lane er et af de bedste og billigste steder at shoppe i Bangkok.
Mange af butikkerne er ”Wholesale only”, hvilket betyder, at der er et krav om, at man køber et minimum antal varer. De fleste (bortset fra skobutikkerne) tillader dog, at man blander forskellige designs og farver, og priserne er virkelig lave. Jeg købte 30 par falske øjenvipper til samme pris, som et enkelt par koster i Dubai. Derudover købte jeg også en masse halskæder og øreringe, så Trine, hvis du læser med, så ved du, hvad du får til jul:)
Rikke var først helt paralyseret af det store udvalg og de lave priser, men så gik hun i gang, og hun nåede hurtigt op i et tempo, der fik mig til at tro, at hun havde tænkt sig at købe hele Chinatown. Den første times tid var Magnus meget tålmodig, men han delte ikke rigtig vores entusiasme over den billige shopping, og man kunne se at han blev mere og mere irriteret. Vi fik derfor hurtigt afsluttet alle handler og trak os tilbage, før det endte galt.
På vejen tilbage fra Chinatown gik vi forbi en lille bod med brugte ure. Det var ikke luksusmærker, men superfine hverdagsure med masser af sjæl. De fleste havde mange år på bagen, og hvis de kunne tale, ville de sikkert have masser af historier at fortælle. Jeg forelskede mig i et ur fra det schweiziske mærke Mido, og efter lidt forhandling frem og tilbage, kom prisen ned på et niveau, hvor jeg ikke kunne sige nej. Det er et herreur, så remmen er lidt for stor, men når jeg først har fået den ordnet, er jeg sikker på, at det bliver rigtig fint.
Gennem årene har jeg nok besøgt Bangkok omkring 20 gange (jeg stoppede med at tælle efter 10. gang), men det er sjældent, at jeg skriver om hotellerne, jeg bor på. Som de fleste andre steder i verden følger prisen nemlig også kvaliteten i Bangkok, og man får, hvad man betaler for. Eftersom jeg foretrækker at bo billigt, er standarden på hotellerne jeg bor på derfor typisk ikke noget at skrive hjem om.
Dog er der ingen regler uden undtagelser, og da jeg var i Bangkok sidste uge boede jeg på Baan Sukhumvit Soi 18, som viste sig at være en rigtig lille perle. Helt sikkert et blogindlæg værd! Prisen taget i betragtning er Baan Sukhumvit Soi 18 nemlig uden tvivl det bedste hotel, jeg har boet på i denne del af Bangkok.
Mit værelse var rent og pænt, og badeværelset fremstod nyrenoveret og uden de fugtskader og flækkede klinker, man ofte ser på andre hoteller i samme prissegment. Vandtrykket i bruseren var fint (meget vigtigt!), og det varme vand blev ved med at være varmt, selv under mine lange dobbelt-shampoo-, bodyscrub-sessioner. Baan Sukhumvit får også et ekstra plus for at håndklæderne var af en skøn, kraftig kvalitet og uden mystiske pletter af ukendt oprindelse. Sengen var stor og nogenlunde behagelig, og der var rigeligt med fungerende stikkontakter på værelset til at jeg kunne oplade hele mit gadget-arsenal på en gang. Internettet fungerede upåklageligt under hele mit ophold, og air conditioningen gjorde sit arbejde uden alt for meget larm.
Baan Sukhumvit Soi 18 er nok nærmere et pensionat end et hotel. Det ligger nede af en lille gyde i starten af Sukhumvit Soi 18 (Soi=sidegade på thailandsk), kun få minutters gang fra Asok BTS. Der er 11 værelser på Baan Sukhumvit, og personalet fortalte mig, at hvert enkelt værelse har sit eget tema. Man hørte ingen larm fra gaden, og da jeg boede der hørte jeg heller ikke noget til mine naboer. Faktisk var der så stille, at jeg begyndte at spekulere på, om jeg mon var den eneste gæst på hotellet. Det var jeg ikke, for da jeg endelig fik taget mig sammen til at stå op tids nok til morgenmaden, så jeg mindst 6 andre gæster ved bordene.
Med hensyn til morgenmaden, så var den inkluderet i prisen og blev serveret kl. 8-11 hver morgen. Man kunne vælge mellem forskellige menuer, og den thailandske med stegte nudler og grøntsager, som jeg bestilte, smagte rigtig godt.
Som I sikkert har forstået, så var Baan Sukhumvit Soi 18 et sted lige efter mit hoved. Der var stille, rent og pænt og oveni det var personalet de sødeste og venligste mennesker. Jeg syntes særligt godt om en fyr ved navn Aoo, som arbejde i receptionen. Han gjorde virkelig sit bedste for at få mig til at føle mig velkommen, og han havde altid tid til en lille snak, når jeg var på vej ud eller ind.
Der er ingen pool på Baan Sukhumvit, og man kan også kigge langt efter eftermiddagsfrugt, spafaciliteter og anden luksus, men er man kun i Bangkok nogle dage, og er man på udkig efter et godt og billigt sted at bo, så kan jeg varmt anbefale Baan Sukhumvit.
Baan Sukhumvit Inn Soi 18, 3/13-14 Sukhumvit Soi 18, Klongtoey, Bangkok
Den er egentlig ikke så hemmelig, men man lægger ikke mærke til den, hvis man ikke ved, at den er der, for der gøres ikke meget for at reklamere for dens eksistens. Jeg tror at der er omkring 20 forskellige boder derinde, som sælger alt fra pad thai til nudelsuppe og bubble tea.
Man køber et hæfte med kuponer, som man bruger til at betale med, og bruger man ikke alle kuponerne, kan man få resten refunderet, når man er færdig. Priserne er næsten latterligt lave med tanke på at man er i en lufthavn, og starter på omkring 40THB for en ret.
De fleste af boderne har specialiseret sig i en slags mad, ligesom man ser det på food courts inde i byen, og når man finder noget, der lokker, betaler man med sine kuponer. Man kan ikke betale med kontanter. Drikkevarer køber man ved særlige drikkevareboder, hvor man finder et udmærket udvalg af smoothies, sodavand, kaffe og te.
Der er bakker og bestik til rådighed fra flere små stationer i lokalet. Der er også små beholdere med varmt vand, hvor man kan dyppe bestik eller spisepinde for at desinficere yderligere. Kuponerne er gyldige det indeværende døgn, og har man ikke brugt alle sine kuponer, kan man indløse det resterende beløb senest kl. 1:00 om natten.
Food Courten er åbent døgnet rundt, så ankommer man tidligt til lufthavnen er det et perfekt sted at få en billig bid mad, inden man tager af sted. Lufthavnstoget kører ikke om natten, så nogle gange har jeg også brugt food courten som ventesal, indtil det blev lyst og jeg kunne tage toget ind til byen og checke ind på mit hotel.
Foodcourten ligger på 1F som er det samme niveau, som busserne afgår fra. Står man udenfor terminalen med front mod terminalbygningen, så skal man gå længst til højre i terminalen, for at finde den. Der er et skilt ved indgangen hvis man er i samme ende som ventesalen til busserne. Kommer man fra den anden ende af terminalen, skal man gå gennem korridoren med toiletter for at komme til busventesalen.
Food courten ligger land-side, så man skal ikke igennem paskontrollen eller vise boardingkort for at komme ind. Har man ikke noget gyldigt ærinde i lufthavnen kan de dog i princip bede en om at gå, men det har jeg aldrig oplevet.
I december måned kommer New York for alvor i julestemning, og det er et skønt tidspunkt at aflægge byen et besøg. Vejret plejer faktisk også at være helt ok i december, og de værste vinterstorme dukker typisk først op i januar og februar. Her er nogle af de ting jeg synes, man skal se, hvis man er i New York omkring juletid.
I Bangkok mødtes jeg med Annie. Vi havde aftalt at ses i The Commons i Thonglor, som er et af de hotteste steder at hænge ud i Bangkok lige nu ifølge Annie. Ifølge mig har Annie altid ret, i hvert fald når det gælder Bangkok.
Det er personerne bag den ultrahippe café Roast, som står bag The Commons, der nok bedst kan beskrives som en slags hipt madmarked, med noget af alt det bedste, som Bangkok har at tilbyde på den front. Der er selvfølgelig en Roast-filial i The Commons, men derudover finder man også et økologisk bageri og en kakigori-café (kakigori: japansk shaved ice) samt mange andre af den slags steder, som man ville ønske, at man selv havde henne om hjørnet.
Jeg bestilte en skål Vietnamesisk Pho-suppe og en portion bagt Mac and Cheese og Annie bestilte rispapirsruller. Personalet sagde, at de ville komme ud med maden når den var klar, så vi fandt et bord udenfor at sætte os ved. Efter at vi var godt igennem den vietnamesiske del af måltidet, havde jeg stadigvæk ikke set skyggen af min Mac and Cheese, så jeg gik ind for at spørge hvor den mon blev af. ”Mac and Cheese!” sagde fyren bag disken med store øjne og et chokeret udtryk i ansigtet, hvorefter han sprang af sted mod ovnen. Her blev de sort-brune rester af hvad, der må have været min Mac & Cheese, reddet ud. De skyndte sig at lave en ny til mig, som hurtigt blev serveret, og som smagte rigtig godt.
Efter maden var det selvfølge selfie-tid, så Annie spurgte en fyr der kom gående forbi, om han ikke kunne tage et billede. Når jeg beder fremmede mennesker tage billeder, er eg er altid i tvivl om jeg skal give dem min iPhone eller mit kamera. Alle ved jo hvordan man tager billeder med en telefon, men mit kamera kan være en kompliceret affære for den uindviede. Jeg synes dog vores fyr så ud som om, han godt kunne håndtere et DSLR, så jeg stak ham kameraet. Det viste sig, at han var professionel fotograf, så han behøvede ikke nogle instruktioner i, hvilken knap han skulle trykke på. Jeg synes billedet blev rigtig godt, og fortrød næsten, at vi ikke havde bedt ham tage nogle flere.
The Commons, 335 Soi Thonglor 17, Klongton Nue, Wattana, Bangkok 10110, Tlf: +66 (0) 2 712 5400
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr