New York: Spøgelseshistorier i Greenwich Village


Disclaimer: Jeg var inviteret af NY Ghosts til at deltage i turen.

Der var regn i luften og de mørke skyer hang tungt over byen, da Steve og jeg gik mod Washington Square Park en aften i New York. Vi skulle på en guidet tur til fods gennem Greenwich Village, og temaet var spøgelser og hjemsøgte huse, så vejret kunne nærmest ikke have været bedre til formålet.

Turen startede kl. 20 under buen ved indgangen til Washington Square Park, og allerede få minutter senere stod vi og hørte om parkens mørke fortid. Jeg har været der mange gange før, men anede ikke, at hele området engang var en gravplads. Over 20.000 mennesker skulle være begravet under jorden, så det satte ligesom stemningen.

Vores guide var en kvinde som også var professionel skuespiller ved siden af, og hun var virkelig god. Hun fortalte med indlevelse og havde en fængende, lidt underspillet måde at formidle historierne på, som gjorde det spændende uden at blive for dramatisk.

Vi bevægede os stille og roligt gennem Greenwich Village og stoppede ved bygninger, man normalt bare ville gå forbi. Det var ret vildt pludselig at få fortalt, hvad der ifølge historierne skulle være sket bag de lukkede døre. Et af stoppene var en bygning, hvor Mark Twain engang boede, og som flere mener stadig er hjemsøgt. Den slags fortællinger sætter sig, og næste gang jeg går forbi, kaster jeg nok lige et ekstra blik op mod vinduerne.

Det mest uhyggelige sted vi kom forbi, var dog Jefferson Market Library. Jeg har altid syntes det var sådan en smuk bygning, men nu har den fået en lidt anden klang. Historien, vi fik fortalt dér, var virkelig spooky, og jeg kommer ikke til at se tårnet helt på samme måde fremover.

Turen varede en time, hvilket jeg synes var helt passende. Man når at få en god fornemmelse af området og høre en masse spændende historier, men uden at det bliver for langt.

Guiden gjorde en kæmpe forskel. For walking tours handler det i høj grad om guidens evne til at formidle, og her ramte vi plet. Hun var både velforberedt og engageret, og Steve og jeg lyttede med spidsede ører hele vejen.

Turen vi var på hedder Hauntings & Ghouls of Greenwich Village og arrangeres af New York Ghosts, som står bag spøgelsesture i mere end 50 byer i USA. De tilbyder flere forskellige guidede ture i New York, men ruten gennem Greenwich Village er den originale og den mest populære, hvilket man godt kan forstå. Greenwich Village emmer af historie og har den helt rigtige atmosfære til den slags fortællinger, og turen er en anderledes og virkelig hyggelig måde at opleve byen på, også selvom man kender New York i forvejen og har lyst til at dykke lidt dybere.

Læs mit blogindlæg om dengang der var et spøgelse i min veninde Rikkes køkken >>

Gode råd hvis du overvejer at booke en ghost tour i New York:

Tag ordentlige sko på: Selvom man ikke går så langt, så er der brosten og ujævne fortove flere steder. Anbefaler sneakers eller andre flade sko.

Klæd dig efter vejret: Turen foregår udendørs, så husk at checke vejrudsigten. Hvis det skal regne, så tag en paraply med og klæd dig hellere lidt for varmt end for koldt.

Bestil et bord. Turen slutter midt i Greenwich Village, så det er oplagt at gå ud og spise bagefter. Der ligger mange gode restauranter i nabolaget, men det er også et af de mest populære steder i byen, så husk at bestille bord i forvejen.

Husk drikkepenge. Hvis du har haft en god oplevelse, så er det god stil at give guiden drikkepenge. Dette gør man i slutningen af turen, så husk kontanter.

New York Ghost Tour – US Ghost Adventures

Har du lyst til selv at tage på spøgelsestur i New York? Med koden MITZIE10 får du 10% rabat, når du booker gennem New York Ghosts. En spøgelsestur er en sjov og anderledes måde at opleve byen på, især hvis du er nysgerrig på de lidt mere mørke kapitler i byens historie.

Affiliate link – jeg kan få en lille kommission, hvis du køber via linket, uden ekstra omkostninger for dig.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Japan: Hamamatsu Unagi Pie

Da min veninde Rieko fra Japan var på besøg havde hun masser af fine gaver med til mig. Blandt de mere eksotiske var en pakke Baby Foot (fandtes ikke i Danmark dengang) samt nogle sorte vatpinde (så man kan se, hvad man fanger!) og så var der æsken med Hamamatsu Unagi Pie. Unagi betyder ål på japansk, og Unagi Pie er en slags småkage med ål. Det er en udsøgt delikatesse fra Riekos hjemby, Hamamatsu, i Japan. Kagerne i den æske jeg fik havde også lidt cognac tilsat, og de var sprøde og gyldne. De smagte sødt, og og slet ikke af ål, hvilket nok var meget godt, for småkager med ålesmag lyder ikke ligefrem som et vindende koncept, hvis I spørger mig. Bare tanken om, at der var tørret ål i kagerne var nok til at jeg tyggede lidt mere forsigtigt, end jeg ellers ville have gjort.

Hvad er Unagi Pie?

Unagi Pie er en lokal specialitet fra Hamamatsu i Shizuoka-præfekturet i det centrale Japan. Kagerne blev udviklet i begyndelsen af 60’erne af det lokale bageri Shunkado, som stadig laver dem den dag i dag.

De fremstilles af en form for butterdej tilsat smør, sukker, æg, og en lille mængde åleekstrakt. Nogle varianter har også cognac eller hvidløg i dejen. Den klassiske udgave er gylden, oval i formen og med en let og sprød konsistens. Ålene fra Hamana-søen i Hamamatsu er kendt som nogle af de bedste og mest velsmagende i Japan, men hvem der fik idéen til også lige at integrere dem i en småkage, skal jeg ikke kunne svare på. Hvis man besøger Hamamatsu kan man komme på en gratis rundtur på fabrikken, der producerer Hamamatsu Unagi Pie, og de kan sikkert fortælle, hvem der er ophavsmanden. Mon ikke de også har smagsprøver?

Besøg Shunkados (Unagi Pie-fabrikken) website>>

 

 

 

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Havana photos, Cuba

Jeg er ikke altid den hurtigste med hensyn til at transformere mine rejser til blogindlæg, men dette indlæg om min tur til Cuba er nok det indlæg, der har været længst undervejs nogensinde. Er I klar?

Tilbage i 2006(!) tog jeg på en kort rejse til Cuba. Det var en af de der spontane rejser uden paner og uden guidebøger, og det er nok en af de mest kaotiske rejser, jeg nogensinde har været på. Hvis du overvejer at besøge Cuba, vil jeg derfor helt klart anbefale en mere struktureret tilgang.

Mit fly var forsinket, så jeg missede min connection i Paris og ankom til Havana en dag senere en planlagt. Jeg kunne ikke komme i kontakt med den person, som jeg havde booket et casa particular (homestay) hos, så jeg endte derfor med at bo på et af de statsdrevne hoteller i stedte. Det var lidt af en oplevelse, og inkluderede både sengelus og dåsespaghetti til morgenmad.

I lufthavnen spiste hæveautomaten mit Mastercard, så jeg brugte 2 timer derude på at vente på at der kom en, som kunne åbne automaten og give mig mit kort tilbage. De fortalte mig at det skete ofte, specielt for kort udstedt udstedt i USA. Jeg fik ingen undskyldning, men blot et stort smil med på vejen.

Den første aften tog jeg til Casa de la Musica, som er en berømt salaklub i Havana. På det tidspunkt gik jeg til salsa i Sverige (ja jeg gjorde), så Casa de la Musica var noget, jeg virkelig havde glædet mig til at opleve. Jeg havde også en skøn aften der, men på et tidspunkt taber jeg mit kamera på gulvet, og det lille memorycard falder ud. At forsøge at fidne sådan et lille kort på et fyldt dansegulv viste sig at være ret umuligt, så jeg besluttede mig for at komme tilbage dagen efter for at lede, og bad personalet om at holde øjnene åbne når de gjorde rent.

Desværre dukkede memorycardet aldrig op igen, og jeg kunne kun gemme nogle få billeder på mit kamera, så de billeder, der er med i dette indlæg er de eneste jeg har fra min tur til Cuba.

Da jeg gik omkring i Havana en af dagene mødte jeg en flink lokal fyr, som talte rigtig godt engelsk. Han fortalte mig hvor svært det var for ham og hans kone at skaffe mad til deres nyfødte søn og spurgte, om jeg mon kunne hjælpe ham med at købe noget modermælkserstatning? Selvfølgelig kunne jeg det, men vel inde i butikken viste ”noget modermælkserstatning” sig lige pludselig at være en ordentlig bunke med mælkepulver plus en masse andre babyting til en samlet pris af 300$. Det var så der, at jeg indså, at jeg vist var ved at blive snydt, og jeg fortalte ham venligt, men bestemt, at han kunne få to poser og ikke mere. Det var så enden på det venskab.

En af de andre dage tog jeg på rom museum med en flok russiske turister. Der var masser af smagsprøver undervejs, så det tog russerne 100 år at få smagt sig igennem museet, og de kom ud helt skæve i ansigterne. Jeg er ret sikker på at nogle af dem vågnede med en ordentlig omgang tømmermænd den efterfølgende dag.

Det var virkelig en uforglemmelig rejse, og det var i Havana, at jeg for første gang begyndte at lege med tanken om at starte en rejseblog. Det skulle så tage 5 år til inden jeg for alvor kom i gang, og yderligere 10 år, før jeg fik blogget om min tur til Havana. Tak for tålmodigheden:)

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Opskrift: Tomatmad med dild og citron

Her er min version af The Tomato – den legendariske tomatsandwich fra Turkey and the Wolf i New Orleans. Jeg faldt over den hos Sandwiches of History på Instagram, hvor Barry W. Enderwick dagligt deler skøre og sjove sandwichkreationer. Det var faktisk Steve, der pegede mig i retning af opskriften, og da jeg så den, vidste jeg med det samme, at jeg måtte prøve den.

Den her sandwich er virkelig noget særligt, og jeg vil gå så langt som til at sige at det er en af de bedste, jeg har smagt. To skiver smørstegt brød er dog lige i overkanten for mig, især med saftige tomater, der hurtigt gør brødet blødt. Det er med andre ord ikke en sandwich, man kan gemme halvdelen af til senere. Så jeg lavede min egen, lidt mere nedtonede version. En tomatmad i stedet for en tomatsandwich. Stadig masser af smag, men mere enkel og overskuelig. Perfekt til frokost eller som en lille forret, når tomaterne smager af sol og sommer.

Noter

På billederne har jeg brugt almindeligt franskbrød, men jeg har også lavet den med surdejsbrød, og det fungerede også rigtig godt.
Jeg prøvede på et tidspunkt at tilføje bacon for lige at give den lidt ekstra under hypotesen at bacon gør alting bedre. Men nej. Den salte bacon overdøvede den friske smag af dild og tomat, så den idé blev hurtigt droppet.

Og vigtigst af alt: brug ægte mayonnaise.

Opskrift: Tomatmad med dild og mayonnaise

Recipe by Mitzie Mee – Sanne
Course: Opskrifter
Portioner

1

mad

Ingredienser

  • 2-3 skiver bøftomat

  • salt og peber

  • 1 skive franskbrød

  • smør til stegning

  • mayonnaise

  • citronsaft

  • 1 tsk solsikkekerner

  • frisk dild

Sådan gør du

  • Drys tomatskiverne med salt og peber, og lad dem trække et par minutter, mens du steger brødet.
  • Smør begge sider af brødet med smør, og steg det på en pande ved middel varme, til det er sprødt og gyldent.
  • Smør et tykt lag mayonnaise på det smørstegte brød.
  • Dryp lidt citronsaft over mayonnaisen.
  • Kom rigeligt med frisk dild ovenpå.
  • Læg tomatskiverne ovenpå dilden.
  • Drys med solsikkekerner.
  • Slut af med lidt ekstra dild som pynt. Serveres umiddelbart efter tilberedning.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Norge: Min Guide til Preikestolen - Tips og Gode Råd

En tidlig septembermorgen kørte AC og jeg fra Stavanger med retning mod Preikestolen. Vi havde været forbi en kiosk i byen og købt forsyninger: Kvikk Lunsj (norsk kiksechokolade, lidt som KitKat), IFA pastiller (norske salte lakridspastiller, megagode), og hver sin liter æblejuice, og så var vi ellers klar til vandretur.

Vi startede opstigningen omkring kl. 11 og nåede toppen lidt før kl. 14. Det tog os længere tid end forventet, for vi holdt mange pauser for at tage billeder, drikke juice og spise lakridser. Der var så mange smukke steder undervejs, at det ville være en skam ikke at tage sig tid til at stoppe op og nyde det. Jeg fik en vabel halvvejs, men AC havde plaster med, så det gik.

Selve ruten er omkring 8 km tur/retur, og den officielle angivelse af sværhedsgraden er “moderat”. For mig, der ikke har det store hiking-CV, var det en krævende tur visse steder, især de passager hvor man skal op over store klippestykker, men aldrig til et punkt hvor jeg følte, at jeg ikke kunne klare det. Hvis man er vant til Himmelbjerget og ikke så meget mere, vil Preikestolen formentlig føles som en halvsvær (og lidt nervepirrende) oplevelse. Især fordi der ikke er ret mange afspærringer, for i Norge forventes det, at folk passer på sig selv og ikke går for tæt på kanten.

Når man står på toppen af Preikestolen føles det som om man står på toppen af verden. Man er 604 meter over Lysefjorden, og udsigten er fantastisk. Det er uden tvivl en af de smukkeste vandreture jeg nogensinde har været på, og er du i nærheden, og kan fysikken klare det, så kan jeg varmt anbefale at du tager turen derop.

På vej ned var vi godt brugte, og da vi nåede tilbage til udgangspunktet, gik vi direkte i retning af restauranten ved parkeringspladsen. Vaflerne. Jeg siger det bare. Aldrig har en vaffel smagt så godt!

Navnet Preikestolen betyder “Prædikestolen” på norsk, og det giver ret god mening, når man ser klippen for første gang. Den flade top og de lodrette sider får hele formationen til at ligne en kæmpe prædikestol, der hæver sig dramatisk over Lysefjorden. Navnet blev angiveligt givet i slutningen af 1800-tallet af en lokal lærer og bjergbestiger, der syntes klippen lignede netop det – og navnet har hængt ved siden.

Preikestolen har i mange år været et kendt udflugtsmål i Norge, men det var først i nyere tid, at stedet for alvor blev et internationalt navn. I 2018 dukkede det ikoniske klippeplateau op i Mission: Impossible – Fallout, hvor Tom Cruise hænger ud over kanten i en af filmens mest nervepirrende scener. Ironisk nok blev scenerne ikke optaget på selve Preikestolen, men det ændrer ikke på, at udsigten heroppe er lige så spektakulær i virkeligheden, som den er på film.

Tips til turen til Preikestolen:

Hvornår: Højsæsonen (juli–august) kan være meget travl. Vi var der i september, og der var stadig mange mennesker, især omkring middagstid. Hvis du vil have mere ro omkring dig, så start tidligt – helst før kl. 9.

Vejret: Undgå at vandre i regnvejr. Klipperne bliver glatte, og udsigten forsvinder alligevel i tågen. Tjek vejrudsigten og planlæg derefter.

Udstyr: Du behøver ikke hardcore hiking gear, men et par gode vandresko med ankelstøtte er en rigtig god idé. Regnjakke og lag-på-lag tøj er også smart, da vejret kan skifte hurtigt.

Mad og drikke: Der er en restaurant og kiosk ved parkeringsområdet, men tag gerne snacks og vand med på turen – og lidt mere solid mad end bare chokolade og juice, trust me.

Parkering: Parkering koster 275 NOK (2025 for en dag. Man betaler når man kommer ned igen, på vejen ud. Camping er forbudt.

Toiletter: Der er toiletter ved startområdet. Ikke undervejs.

Tid: Selve vandreturen tager 2-3 timer op og 1,5-2 timer ned afhængig af tempo og pauser.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Street food i Thailand: Khanom Krok - Små kokospandekager

Khanom Krok er små, thailandske kokospandekager med sprøde kanter og en blød, cremet midte. De steges i støbejernspander med runde fordybninger, der ligner vores æbleskivepander, og de er en fast del af street food-kulturen i Thailand. De sælges fra boder på gaden og på markeder, ofte allerede fra tidlig morgen, men selvom de traditionelt er en morgen-snack, dukker de også ofte op senere på dagen, og jeg har også set dem af og til på natmarkederne. De små bidder egner sig nemlig perfekt som snack, uanset tidspunktet.

Først hældes en tynd dej i den varme pande. Den består typisk af rismel, kokosmælk og lidt salt. Når den har sat sig en smule, kommer næste lag, som er en sød kokoscreme lavet af koncentreret kokosmælk og sukker. Kombinationen af de to lag giver Khanom Krok den helt særlige tekstur med sprøde kanter og en blød, cremet midte.

Man kan variere toppingen og der findes både søde og salte versioner. Majs, pandan og små kokosflager er klassiske til den søde udgave, mens forårsløg, små tern af taro eller sesamfrø ofte bruges i den salte version.

Når de små kager er færdige, lægges de sammen to og to, så de danner en lille rund mundfuld. De smager allerbedst, mens de stadig er varme, og kokosfyldet endnu er blødt og cremet. De kan selvfølgelig godt spises kolde, men de er suverænt bedst direkte fra panden.

Selvom Khanom Krok er dybt forankret i den thailandske madkultur, har de fætre og kusiner rundt om i Asien. I Cambodia hedder de nom krok, i Vietnam laver man bánh khọt, og i Indonesien kaldes de serabi. Selv i Japan er der et teknisk slægtskab til takoyaki , men her er fyldet dog blæksprutte, og smagen er ren umami i stedet for kokos og ris.

I Danmark er der stadig ikke mange, der har hørt om Khanom Krok, for man finder dem sjældent på menukortet hos thailandske restauranter, men er du i Thailand og ser du en bod der sælger khanom krok må du love mig at prøve dem.

0 FacebookTwitterPinterestEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr