Jeg er ikke altid den hurtigste med hensyn til at transformere mine rejser til blogindlæg, men dette indlæg om min tur til Cuba er nok det indlæg, der har været længst undervejs nogensinde. Er I klar?
Tilbage i 2006(!) tog jeg på en kort rejse til Cuba. Det var en af de der spontane rejser uden paner og uden guidebøger, og det er nok en af de mest kaotiske rejser, jeg nogensinde har været på. Hvis du overvejer at besøge Cuba, vil jeg derfor helt klart anbefale en mere struktureret tilgang.
Mit fly var forsinket, så jeg missede min connection i Paris og ankom til Havana en dag senere en planlagt. Jeg kunne ikke komme i kontakt med den person, som jeg havde booket et casa particular (homestay) hos, så jeg endte derfor med at bo på et af de statsdrevne hoteller i stedte. Det var lidt af en oplevelse, og inkluderede både sengelus og dåsespaghetti til morgenmad.
I lufthavnen spiste hæveautomaten mit Mastercard, så jeg brugte 2 timer derude på at vente på at der kom en, som kunne åbne automaten og give mig mit kort tilbage. De fortalte mig at det skete ofte, specielt for kort udstedt udstedt i USA. Jeg fik ingen undskyldning, men blot et stort smil med på vejen.
Den første aften tog jeg til Casa de la Musica, som er en berømt salaklub i Havana. På det tidspunkt gik jeg til salsa i Sverige (ja jeg gjorde), så Casa de la Musica var noget, jeg virkelig havde glædet mig til at opleve. Jeg havde også en skøn aften der, men på et tidspunkt taber jeg mit kamera på gulvet, og det lille memorycard falder ud. At forsøge at fidne sådan et lille kort på et fyldt dansegulv viste sig at være ret umuligt, så jeg besluttede mig for at komme tilbage dagen efter for at lede, og bad personalet om at holde øjnene åbne når de gjorde rent.
Desværre dukkede memorycardet aldrig op igen, og jeg kunne kun gemme nogle få billeder på mit kamera, så de billeder, der er med i dette indlæg er de eneste jeg har fra min tur til Cuba.
Da jeg gik omkring i Havana en af dagene mødte jeg en flink lokal fyr, som talte rigtig godt engelsk. Han fortalte mig hvor svært det var for ham og hans kone at skaffe mad til deres nyfødte søn og spurgte, om jeg mon kunne hjælpe ham med at købe noget modermælkserstatning? Selvfølgelig kunne jeg det, men vel inde i butikken viste ”noget modermælkserstatning” sig lige pludselig at være en ordentlig bunke med mælkepulver plus en masse andre babyting til en samlet pris af 300$. Det var så der, at jeg indså, at jeg vist var ved at blive snydt, og jeg fortalte ham venligt, men bestemt, at han kunne få to poser og ikke mere. Det var så enden på det venskab.
En af de andre dage tog jeg på rom museum med en flok russiske turister. Der var masser af smagsprøver undervejs, så det tog russerne 100 år at få smagt sig igennem museet, og de kom ud helt skæve i ansigterne. Jeg er ret sikker på at nogle af dem vågnede med en ordentlig omgang tømmermænd den efterfølgende dag.
Det var virkelig en uforglemmelig rejse, og det var i Havana, at jeg for første gang begyndte at lege med tanken om at starte en rejseblog. Det skulle så tage 5 år til inden jeg for alvor kom i gang, og yderligere 10 år, før jeg fik blogget om min tur til Havana. Tak for tålmodigheden:)
