All’Antico Vinaio er en italiensk sandwichshop, der oprindeligt er fra Firenze, men nu også har filialer i New York. Hos All’Antico Vinaio laver man schiacciata-sandwich, med et specielt brød, schiacciata, fra Toscana, der fyldes med forskellig slags pålæg, oste og andet lækkert. Brødet minder lidt om focaccia, men er som regel tyndere og mere sprødt.
All’Antico Vinaio blev for alvor populære gennem deres sociale medier, men efter at have prøvet deres sandwich kan jeg forsikre jer om, at det ikke bare er endnu en Tik-Tok-fælde. Deres sandwich er virkelig lækre, og lever bestemt op til hypen.
Jeg prøvede La Schiacciata Del Boss som er en sandwich med prosciutto, pecorino og trøffelcreme, og den smagte fantastisk. Hvad angår trøffelcreme, kan det godt være en blandet fornøjelse, for jeg synes tit at trøffelsmagen bliver for dominerende. Trøffelcremen fungerede dog fint i denne sandwich, hvor den gik rigtig godt i spænd med prosciuttoen og pecorinoen uden at fylde for meget. Simpelthen så lækkert!
Bortset fra de vegetariske schiacciatas, koster de fleste sandwich hos All’Antico Vinaio omkring 17-20$, hvilket gør dem til nogle af de dyreste sandwich i New York. Før du løber skrigende væk, skal du dog huske at sandwichene hos All’Antico Vinaio er kæmpestore og enormt mættende, og så er de lavet med ingredienser af virkelig høj kvalitet, hvilket også koster ekstra. Jeg kunne kun spise halvdelen af min La Schiacciata Del Boss, da jeg var i butikken, så jeg tog den anden halvdel med hjem og spiste den til aftensmad:)
All’Antico Vinaio, 225 Sullivan St, New York