
Kansas City er en lidt særlig by, fordi den er delt mellem to stater: Missouri og Kansas. De fleste seværdigheder, restauranter og hoteller, som turister vælger, ligger dog på Missouri-siden, hvor Downtown, Crossroads og Country Club Plaza befinder sig. Kansas-siden er primært boligområder og forstæder, men du finder også attraktioner som Kansas Speedway og Legends Outlets, som kan være et besøg værd.
Byen ligger, hvor Missouri-floden og Kansas-floden mødes, og den kombinerer storbyenergi med den jordnære Midtvest-stemning. Kansas City er kendt for sin jazz, sine fountains (springvand) – der er over 200 af dem – og ikke mindst sin berømte barbecue.
Downtown og River Market
Vil du være tæt på det hele, er Downtown det oplagte valg. Her kan du gå til koncertsteder, restauranter og barer i Power & Light District, som er byens mest livlige område om aftenen. River Market, som ligger lige nord for Downtown, byder på et stort madmarked i weekenderne og et godt udvalg af små caféer og street food. KC Streetcar kører gratis gennem Downtown og helt ud til River Market, så det er nemt at komme rundt.
Crossroads Arts District
Crossroads er for dig, der søger en mere lokal og kreativ stemning. Området er fyldt med gallerier, mikrobryggerier og moderne restauranter. Der er mange gode steder at gå ud, og hvis du er til jazz og cocktails, er Green Lady Lounge et sikkert hit. Crossroads ligger i gåafstand til Downtown, men føles mere afslappet og autentisk.
Westport
Westport er et af de ældste kvarterer i Kansas City og især kendt for sit natteliv. Om dagen finder du små specialbutikker og hyggelige caféer, men om aftenen vågner barerne og musikscenerne for alvor. Westport er perfekt for dig, der rejser med venner eller gerne vil opleve en festlig aften i byen.
Country Club Plaza og Southmoreland
Plaza-området er inspireret af spansk arkitektur og er fyldt med springvand, designerbutikker og gode restauranter. Vil du have en mere elegant oplevelse og nem adgang til shopping og museer, er Country Club Plaza et godt valg. Nelson-Atkins Museum of Art ligger i nærheden, og Southmoreland lige syd for Plaza er kendt for sine smukke, gamle huse og boutiquehoteller.
18th & Vine Historic District
18th & Vine er stedet for dig, der vil dykke ned i byens jazzhistorie. Her finder du både American Jazz Museum og Negro Leagues Baseball Museum, og der er stadig barer med live-musik i området. Det er et oplagt valg for dem, der vil kombinere sightseeing med kultur og historie.