Planen med Jeju var egentlig at vi skulle ligge på stranden og dase, men da vi først var fremme, blev vi ret hurtigt enige om, at vi da også skulle op på toppen af Hallasan, der med sine 1947m er det højeste bjerg i Sydkorea.

Ingen af os havde taget vandretøjet med, men AC har efterhånden boet i Norge så lang tid, at det meste af hendes garderobe er egnet til udendørs aktiviteter. Det forholdt sig lidt anderledes for min del, for det eneste jeg kunne byde ind med, var løbesko og træningsbukser, men AC mente, at det måtte være ok.

Vi bestilte en taxa, som hentede os ved hotellet i Hyeopjae Beach klokken 6:30, da vi ville starte opstigningen lige efter solopgang. Vores plan var at tage Seongpanak trail op og Gwaneumsa trail ned, så vi fik set lidt forskelligt. Det var en tur på omkring 18 km og egentlig nok lidt for langt for os, men vi kunne se, at der var et shelter på vejen, Jindallaebat, hvor man kunne købe forsyninger og hvile sig.

Da taxien var fremme ved foden af bjerget, var det begyndt at regne, så jeg købte mig et stort blåt regnslag, som så ud som en affaldspose i den butik der lå ved indgangen til Seongpanak trail. Det så ud som en stor blå affaldspose, og jeg følte mig som en mutant-smølf, men det skulle senere vise sig at være en rigtig god investering.

Den første del af turen gik forholdsvist smertefrit, og vi fik endda overhalet nogle koreanske vandrere på vejen. Cirka halvvejs blev det dog væsentligt hårdere med lange, stejle strækninger med skiftevis klipper og trapper, og herfra og hele vejen til toppen var det nu vores tur til at blive overhalet.

Da vi nåede Jindallaebat blæste det kraftigt, og det regnede også stadigvæk. Vores sko var våde, vores fødder var begyndt at gøre ondt og AC’s iPhone var død. Vi skyndte os derfor ind for at købe en skål nudelsuppe at varme os på mens vi evaluerede situationen. Det virkede ikke særligt lokkende at skulle ud i regnen igen, men samtidig var der ingen af os, som havde lyst til at give op og vende om, så efter at have købt alt det chokolade og alle de energidrinks vi kunne bære, fortsatte vi mod toppen.

Den sidste del af turen var virkelig hård. Der var ingen træer til at skærme for vinden, og det blæste så meget, at jeg var bange for at mig og mit smølfe-outfit ville blive blæst ned af bjerget. På en eller anden måde lykkedes det os dog at komme op til toppen, hvor det var så tåget, at vi ikke engang kunne se Baengnokdam, som er søen ved krateret lige ved toppen af Hallasan (Hallasan er en gammel vulkan). På et tidspunkt kunne jeg heller ikke finde AC, men heldigvis var mit blå regnslag lettere at få øje på. Det som skulle have været dagens højdepunkt, var faktisk mest lidt øv, så efter at have taget nogle billeder, skyndte vi os ned igen.

Vi var både gennemblødte og trætte, da vi begyndte nedstigningen, og det virkede som om at bjerget ingen ende ville tage. Det meste af nedstigningen foregik derfor i tavshed, da vi hver især havde rigeligt at gøre med at fokusere på at sætte det ene ben foran det andet. De flotte omgivelser vi passerede blev hurtigt foreviget på min iPhone, men uden at vi for alvor gav os tid til at stoppe op og tage det ind. Det var lidt synd, for specielt det sidste stykke af vejen var virkelig smukt, med flotte lavaformationer, kløfter og vandløb.

Da vi kom tilbage på hotellet sov vi 12 timer i træk og vågnede efterfølgende med trætte fødder og ømme muskler. Under selve turen havde vi begge travlt med at ønske både bjerg og vejrguder hen hvor peberet gror, så det var først efter at vi fik set mine iPhone billeder, at det for alvor gik op for os, hvor smukt der egentlig var deroppe, på trods af regn og blæst. Derudover er det ret vildt at tænke på, at man ved egen kraft er vandret op på sådan et højt bjerg, og jeg er i dag rigtig glad for at vi gjorde det. Skulle jeg gøre det igen (eller skulle I finde på at gøre mig kunsten efter), så har jeg dog samlet lidt tips og gode råd her nedenunder, baseret på vores erfaringer som I finder her:

Min guide til at Hike Hallasan – Sydkoreas højeste bjerg