Bedste film fra 2022 – Alex Top 10

Hvert år, på dagen for Oscar-uddelingen, sender min ven Alex sin personlige top ti-liste over film, han har set i det forgangne år. Det er en fantastisk liste, fyldt med information, observationer og inspiration, så jeg spurgte, om jeg kunne dele den med jer, og her er den. Mangler du tips til hvilke film du skal se, så skal du læse med her:

Alex: It’s back! Husk – for at komme på listen skal det være en film, jeg så i biografen, da den blev udgivet i 2022…

10. Babylon

Damien Chazelles hyldest til det tidlige Hollywood, der skiftede fra stumfilmæraen til “talkies”, fik ikke megen anerkendelse fra anmelderne – og filmen var da også overambitiøs og forsøgte at gabe over mere, end den kunne klare – men den har da nogle virkelig gode øjeblikke, såsom den overdådige bacchanaliske fest i starten af filmen. Selvom dele af den narrative struktur er mangelfuld (filmen skifter konstant perspektiv mellem tre karakterer), er jeg generelt stor fan af “film om film” og måden den portrætterer stjerner, der er blegnet fra rampelyset i en hensynsløs branche… Jeg gad godt vide, om filmen mon får et større publikum om nogle år…

9. Decision to Leave

Jeg kunne rigtig godt lide Park Chan-wooks Hitchcockianske neo-noir, med alle snedige twists og drejninger. Den koreanske manuskriptforfatter/instruktør, som måske er bedst kendt for Oldboy og The Handmaiden, har et fantastisk visuelt talent, men jeg synes at denne indviklede film var en smule mangelfuld fra et følelsesmæssigt synspunkt, og motivationen bag nogle af personernes handlinger gav ingen mening for mig.

8. Everything Everywhere All at Once

Jeg så filmen for omkring en uge siden, og jeg indrømmer gerne, som en ven også påpegede for mig i dag ved brunch, at mit syn på filmen måske ville være anderledes, hvis jeg havde set den, da den blev udgivet for flere måneder siden, længe før al Oscar-hype.

Det ser ud til, at denne film er favorit til at vinde Bedste Film ved Oscar-uddelingen. Dette skøre multi-univers/Kung Fu/actionkomediedrama har “The Matrix” og “Eternal Sunshine of the Spotless Mind,” og ja, endda “Ratatouille” at takke for meget. Jeg fandt filmen underholdende, og den er bestemt værd at se – men jeg syntes, den var lidt for fyldt og til tider for “sød” for sit eget bedste med visse elementer i handlinger, der ikke gav meget mening. Michelle Yeoh, Ke Huy Quan og Jamie Lee Curtis får sandsynligvis Oscars i de respektive skuespilkategorier, de er nomineret i, men jeg vil stadig blive en smule overrasket, hvis the Academy tildeler filmen en Oscar for Bedste Film.

Filmen indeholdt dog en af årets sjoveste scener – et af de bedste stykker klassisk musik, der blev spillet på klaver med en uventet kropsdel… Jeg siger ikke mere…

7. Top Gun: Maverick

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Hvis du så Top Gun: Maverick og ikke kunne lide den, er du tydeligvis ikke en ægte amerikaner… Pak dine tasker og flyt til et andet land…

Ja, Tom Cruise er skør, men hans idé om at udskyde udgivelsen af efterfølgeren til den originale film fra 1986 for at sikre, at folk så den på det store lærred og ikke på deres tv under pandemien, var uden tvivl det helt rigtige træk. Nogle vil måske hævde, at denne popcorn-actionfilm er bedre end den patriotiske original, men jeg er ikke sikker på, om jeg er enig. Men det faktum, at der er tale om en efterfølger, og at det overhovedet er oppe til diskussion, er ret beundringsværdigt. Jeg så filmen i Imax i en fyldt biograf og nød den virkelig.

Dog var der en ting, hvor Top Gun: Maverick fuldstændig blegnede i forhold til originalen, og det var, at den manglede Berlins Oscar-vindende nummer “Take My Breath Away.” Lady Gagas Oscar-nominerede “Hold My Hand” havde jeg allerede glemt næsten inden jeg hørte den første gang i Top Gun: Maverick.

6. Triangle of Sadness

Dette års Guldpalme-vinder på Cannes Film Festival var en satire over de rige i nutidens samfund. En del af filmen foregår på et luksuskrydstogt, hvor nogle forbløffende tonedøve, velhavende mennesker interagerer med besætningen, der gør deres bedste for at imødekomme nogle til tider absurde krav. Man kan se, at Woody Harrelson har det sjovt som den drikfældige kaptajn på skibet, der elsker at citere kommunistiske tekster. Filmen har en fremragende middagsscene på skibet, før filmens tredje akt tager en uventet drejning og fuldstændig vender op og ned på begrebet “klasse”. Jeg elsker filmens tågede afslutning…

5. Fire of Love

Det var et rigtig godt år for dokumentarfilm, og jeg var heldig at deltage i en visning af “Fire of Love” på Museum of the Moving Image med instruktøren Sara Dosa til stede for at svare på spørgsmål bagefter. Dosas dokumentar følger vulkanologerne Katie og Maurice Kraffts liv, samt deres arbejde inden for område i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, og hvordan det påvirkede deres forhold. Nogle af de billeder, de indfangede, var intet mindre end fantastiske – billederne så ud, som om de kom fra CGI, men jeg tror ikke, CGI var opfundet, da de oprindeligt filmede. At se den på storskærm var den rigtige måde at se den på, men ellers går den på Hulu nu…

4. All That Breathes

En smukt filmet miljødokumentar om en lille gruppes indsats for at redde og beskytte de sorte glenter (en rovfugleart), efter at glenterne bliver syge på grund af forurenet luft i New Delhi, Indien. Jeg kunne godt lide kontrasten mellem at skildre de to brødre sammen med en anden medarbejder i denne lille organisation i en by, jeg ikke kender, og at koble fuglenes nød til større, overordnede miljøproblemer.

3. All the Beauty

Denne følsomme dokumentar, som for øvrigt er mit bud på en Oscar for Bedste Dokumentar, udspiller sig på to niveauer: For det første skildrer den en tidligere opioidafhængigs rejse som aktivist for at sætte fokus på Sackler-familien, der var en af hovedaktørerne der forårsagede den opioid-epidemien i USA, og få familiens navn fjernet fra institutioner som Metropolitan Museum of Art. For det andet viser den en medrivende portræt af denne aktivist, Nan Goldin, som er en succesfuld fotograf, hvis karriere i sig selv ville berettige en dokumentar. Jeg fandt Goldins baggrundshistorie fascinerende, og filmen drager smidigt paralleller mellem Goldins oplevelse med aids-krisen i 1980’erne og hendes oplevelse med opioid-epidemien. Dokumentaren inkluderer også interviews med Patrick Radden Keefe, som er forfatter til den fremragende bog “Empire of Pain: The Secret History of the Sackler Dynasty” (som min bogklub virkelig godt kunne lide).

2. Tar

Jeg var helt vild med Tar, som er instruktør og forfatter Todd Fields fortolkning af Tom Perottas roman “Little Children” fra 2004, og jeg kan næsten ikke tro, at det skulle tage ham seksten år at lave en ny film. Tar handler om en super succesfuld dirigent som på strålende vis portrætteres af Cate Blanchett, hvis liv begynder at falde fra hinanden efter anklager om upassende praksis i forbindelse med sexuel chikane og misbrug. Filmen er et fantastisk karakterstudie af de egenskaber, der både skaber en stor kunstner, og samtidig fører til noget, der nærmer sig sociopati kombineret med nutidens cancel-culture. Blanchett vil sandsynligvis tabe til Michelle Yeoh i kampen om en Oscar for Bedste Skuespillerinde, men for mig står hendes rolle i Tar som en af de bedste præstationer i hendes karriere. Jeg håber, det ikke tager Field yderligere seksten år at lave en ny film..

1. The Fablemans

Jeg rullede med øjnene, da jeg først hørte, at Steven Spielberg skulle lave en semi-autobiografisk film… Kan man blive mere narcissistisk? Men det færdige produkt, hjulpet af et manuskript skrevet sammen med Tony Kushner, er ekstraordinært. Alle præstationerne er enestående, og selvom meget ros er blevet givet til Michelle Williams som den excentriske mor og Paul Dano som Spielbergs ydmyge far, sammen med Judd Hirschs Oscarnominerede birolle, synes jeg ikke, der er sagt nok om Gabrielle LaBelle, Spielbergs stedfortræder. Uden en overbevisende præstation fra denne relativt ukendte skuespiller ville filmen ikke fungere.

At navigere i ens egen personlige historie er ikke let, men der er én enestående scene, der mesterligt knytter Spielbergs fremvoksende kunstneriske evner som filminstruktør sammen med en åbenbaring om en slægtning, som virkelig er bemærkelsesværdig.

Filmen er følsom og hjerteskærende, og den fik for alvor mine øjne op for hvor utroligt talentfuld Spielberg var, selv i en ung alder, og fik mig til at værdsætte hans værker endnu mere. Det er usandsynligt, at vi nogensinde får en Spielberg igen – men jeg er bestemt glad for, at han stadig laver film på sine egne præmisser.

Jeg ville ønske, at flere mennesker så denne film, mens den var i biograferne, men jeg tror, at den på lang sigt vil stå som en af Spielbergs bedste.

Andre Oscar-nominerede film, som jeg ikke så i biografen:

Avatar 2: The Way of Water

The Whale

Women Talking

All Quiet on the Western Front

Elvis

Living

Black Panther: Wakanda Forever

Guillermo del Toro’s Pinocchio

Marcel the Shell with Shoes On

Film jeg har set, som jeg syntes var overvurderede

Aftersun

The Banshees of Inisherin

EO