
New York er kendt for sit høje tempo og sine larmende gader, men midt i det hele findes der små lommer af ro, hvor man kan trække vejret lidt dybere og tage en pause fra alt det, der går stærkt. Byen har nemlig et overraskende stort udvalg af yoga- og meditationssteder, fra små boutique studios til større steder med spa, lounge og café. Uanset om du bor i byen eller bare er på besøg, kan det være rart med et sted, hvor man lige kan trække stikket i en times tid.
Nedenfor har I en liste med nogle af mine favoritter. Det er alle sammen virkelig lækre steder med en skøn atmosfære, som gør det let at komme helt ned i gear og åbne sindet. Når jeg har brug for at koble af og få lidt luft i hovedet, er det ofte her, jeg søger hen.
Sui Yoga – SoHo
Jeg er normalt ikke til hot yoga, men Sui Yoga i SoHo er en undtagelse. Den ene væg i de to studios er dækket af Himalaya-saltsten, og det giver rummet en helt særlig ro. Klasserne har et behageligt flow og slutter altid med en lang savasana.
Studiet er lyst og indbydende, og der er gode badefaciliteter med lækre produkter. Efter timen kan man tage en juice eller matcha i caféen ovenpå.
Sage + Sound – Upper East Side
Sage + Sound er en lidt anderledes oplevelse. Det er ikke et typisk yogastudie, men mere en slags lille oase med fokus på meditation, healing og spiritualitet. Nogle af deres hold er lidt woo woo, men jeg er helt vild med de skønne lokaler og de engagerede instruktører.
FloLo Holistic – Midtown
FloLo er et skønt lille studio længst oppe i en lille bygning i Midtown. Der er glastag i rummet, så man kan kigge op på himmelen over New York, og hvis det regner, kan man høre dråberne mod taget. Det er som sagt et lille bitte studio, som fungerer bedst til mere stille hold. Jeg går der primært til meditation og sound baths. Steve var på en yogatime hos FloLo en enkelt gang, og var noget udfordret med sine lange lemmer. Jeg elsker stemningen her, og det er et af de steder, jeg altid glæder mig til at komme tilbage til.
Humming Puppy – Chelsea
Humming Puppy er et australsk yogakoncept der har fundet vej til New York, og det er et af de mest æstetisk gennemførte yogastudier, jeg har været i. Rummet er mørkt, minimalistisk og helt uden forstyrrelser og holdene har et roligt flow og føles hverken for intense eller for langsomme.
Noget af det særlige ved Humming Puppy er den blide lyd, “The Hum”, som kører i baggrunden under hele timen. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det fungerer overraskende godt og giver en rolig, fokuseret stemning, uden at man tænker for meget over det.