
Hvis du aldrig har prøvet Korean Barbecue (KBBQ) før, så har du noget godt til gode. Det er en af de mest hyggelige og velsmagende måder at spise ude på, og det handler lige så meget om stemning og samvær som om selve maden. Korean BBQ er socialt, sjovt og lidt af en kødelskers drøm.
Man sidder ved borde med en grill midt i, og er man på et lidt mere upscale sted står personalet for at tilberede kødet. De styrer grillen, vender kødet og sørger for, at det hele bliver stegt perfekt, så man bare kan læne sig tilbage og nyde maden (og måske et glas soju eller to).
Menuen består som regel af forskellige slags kød – tyndtskåret oksekød, svinebryst (samgyeopsal), marineret kød som bulgogi, og nogle gange også kylling eller skaldyr. Man bestiller lidt af hvert og deler det hele ved bordet.
Sammen med kødet får man altid en masse småretter, de såkaldte banchan. Det er en del af oplevelsen og noget af det bedste ved Korean BBQ. Du får typisk 6-10 forskellige slags – små skåle med fx kimchi, syltede radiser, søde kartofler, tangsalat, tofu og dampet æg. Hvad der præcis er med, varierer fra sted til sted, men det hele deles rundt, og der bliver som regel fyldt op, når skålene er tomme.
Når kødet er færdiggrillet, laver man små wraps – ssam – hvor man pakker det varme kød ind i et salatblad, som regel romaine eller sesamblad. Man tilføjer lidt ris, en klat ssamjang (en intens, saltet sauce lavet på fermenterede bønner og chili), og så bygger man videre alt efter smag. En skive hvidløg, lidt kimchi, måske et stykke chili eller rå løg. Nogle holder det enkelt, andre går all in. Det hele rulles sammen og spises i én mundfuld.
Til saucerne ser man ofte en simpel blanding af sesamolie, salt og sort peber, som man dypper det grillede kød i. Den er mild, men fremhæver smagen af kødet på en virkelig god måde. Ellers er Ssamjang er den klassiske sauce til Korean barbecue. Ssamjang er lavet af fermenteret sojabønnepasta (doenjang) og koreansk chilipasta (gochujang), rørt med lidt hvidløg, sesamolie og forårsløg. Salt, lidt stærk og fuld af umami.
En ekstra bonus, som ikke alle kender, er at man nogle steder kan få lavet fried rice direkte på grillen, når man er ved at være færdig med kødet. Tjeneren skraber alle de små stykker kød og fedt sammen, tilsætter ris, måske lidt tang og et æg, og laver en koreansk version af stegte ris, som afslutning. Det smager vanvittigt godt og er det perfekte sidste indslag, hvis man har lidt plads tilbage.
Korean BBQ er noget man spiser med hænderne, med venner, med god tid og uden stress. Det er messy, det er lækkert, og det er umuligt ikke at blive lidt forelsket i konceptet. Hvis du aldrig har prøvet det før, så find en god restaurant og hop ud i det. Og hvis du kan få et bord hvor de griller for dig er du allerede godt på vej.