Før jeg glemmer det må jeg hellere skrive om min frokost på The NoMad. Det var mit sidste måltid i New York med min foodie-veninde Waz (læs hendes indlæg om The NoMad her), og vi var derfor enige om, at det godt måtte koste lidt ekstra.
The NoMad har en Michelin-stjerne (2015) så selvom 20$ er noget mere, end jeg sædvanligvis ville betale for en frokost, så synes jeg, det var en meget rimelig pris.The NoMad er restauranten på The NoMad Hotel, så jeg troede, at den ville være let at finde. Dog viste det sig at hovedindgangen til hotellet var så diskret, at jeg måtte gå forbi 2 gange, før jeg fandt ud af, at jeg var på det rigtige sted.
The NoMad har et rigtig godt udvalg af vegetariske retter, og det var også derfor, at vi valgte restauranten til at starte med, da Waz er vegetar. Jeg havde egentlig også tænkt mig at skippe kødet den dag, men så opdagede jeg, at de havde tête de cochon på menuen, og jeg blev nysgerrig. Nu er det jo længe siden, at jeg har haft fransk i skolen, men tête kunne jeg huske betyder hoved og cochon betyder gris. Ergo måtte der være tale om grisehoved.
Jeg spurgte en af tjenerne, hvordan retten blev serveret, da jeg ikke havde lyst til at være barbaren, som gumlede et stort fedt grisehoved i sig, midt i en primært vegetarisk restaurant. Tjeneren kunne dog fortælle mig, at hovedet blev serveret i en slags terrine, så jeg tøvede ikke mange sekunder med at bestille det som forret.
Retten så ud som den sylte, min farmor plejede at lave til jul, og den smagte også lige sådan, så jeg var glad og tilfreds, selvom Waz sendte både mig og sylten mistænkelige blikke. Selv valgte hun de noget mere fotogene gnocchi, som blev serveret i en skummende, cremet sauce med favabønner og feta.
Til hovedret fortsatte jeg ned ad kødsporet og bestilte en kyllingeburger med pommes frites. Det var en meget mættende ret, og selvom den smagte udmærket, var den ikke noget udover det sædvanlige, og jeg fortrød, at jeg ikke havde valgt en af de mere eksperimentelle, vegetariske retter, som fx den svampe-tærte med vagtelæg og ricotta, som ankom til Waz’ side af bordet.
Efter min kødfest var jeg mæt, og det samme var Waz efter alle grøntsagerne, men vi var begge to fast besluttet på at prøve NoMads berømte Milk & Honey-dessert, så vi endte med at bestille en til deling. Milk & Honey så mest af alt ud som en isvaffel, der var blevet tabt, men jeg kunne læse mig til at nogle af bestanddelene blandt andet var mælkeis, boghvedehonning, småkage og dehydreret mælk.
Det smagte fantastisk, og Milk & Honey er uden tvivl en af de mest fuldendte desserter, jeg længe har spist. Næste gang jeg besøger NoMad, tror jeg, at jeg dropper både forret og hovedret og bestiller 3 portioner Milk & Honey med det samme i stedet.
På vores tidligere frokost-dates har Waz og jeg altid taget et selfie bagefter, men af en eller anden grund glemte vi det denne gang, sikkert fordi vi havde travlt med at lovprise Milk & Honey-desserten.
Dog håber jeg, at vi genoptager traditionen næste gang vi ses, for med al den gode mad vi spiser, kan det være, at vi vil være dobbelt så store om 10 år, og så er det jo sjovt at se, hvordan vi så ud i begyndelsen af vores fælles foodie-eventyr.
Chefkokken og delejeren på NoMad er Daniel Humm og han er også manden bag den kritikerroste Eleven (3 Michelinstjerner, 2016). Hvis man er nysgerrig efter at se, hvad han kan diske op med, men ikke lige har indregnet en middag på Eleven i budgettet, så er The NoMad Restaurant helt sikkert et glimrende alternativ, specielt hvis man vælger deres frokostmenu, som serveres på hverdage og koster 38$ for to retter.
Indretningen er classy på sådan en old money, Gossip Girl måde og indbyder til small talk og bourboncocktails. Under de travle timer omkring frokost kan det dog godt larme lidt, og selvom det ikke er noget problem at føre en samtale, så er lydniveauet på The NoMad Restaurant en del højere end hvad man ellers oplever på fine franske restauranter.
• Da vi spiste frokost på The NoMad, var der ikke et eneste bord ledigt, så det kan anbefales at ringe ind i forvejen og reservere.
• The NoMad Restaurant har en Michelinstjerne (2017).
Waz og jeg har også spist rigtig lækker koreansk vegetarmad på Hangawi
