Steve og jeg var ude at gå en aftentur i Central Park, da vi pludselig så en vaskebjørn dukke frem fra buskene lidt længere fremme på stien sammen med sin unge. Vaskebjørnemor kiggede sig hurtigt omkring for at se om det var sikkert at krydse stien, inden de begge vovede sig ud fra buskene. Mor vaskebjørn gik forrest og krydsede stien med beslutsomme skridt, mens ungen pilede efter tæt bag hende. De forsvandt stille ind mellem buskene på den anden side, og lod sig ikke mærke af den lille gruppe af forbipasserende som var stoppet op for at kigge.
Jeg har set masser af egern i Central Park, og også skildpadder, forskellige fugle og en enkelt ræv, men det var første gang, jeg så en vaskebjørn. Det er fascinerende, hvor meget dyreliv der findes her, lige midt i New York, når man bare kigger lidt efter.
Vaskebjørne lever vildt i store dele af USA, og i grønne områder i storbyerne har de for længst vænnet sig til livet side om side med mennesker. De kommer ofte frem om aftenen, og især i parkerne kan man være heldig at spotte dem, som vi gjorde den aften. Men selvom de ser nuttede ud, skal man huske at de er vilde dyr og lade dem være i fred og ikke fodre dem, men holde sig på afstand, nyde synet og lade dem passe sig selv.