
Dubai er kendt for sine fantastiske strande, og er man til sol og sand mellem tæerne, er man kommet til den helt rigtige destination. Der er flere offentlige strande i Dubai, og de fleste har omklædningskabiner og bruser. Nogle af de offentlige strande har også udlejning af solstole og parasoller mod betaling, og flere restauranter og caféer at vælge mellem, hvis man bliver sulten i løbet af dagen.
I dette indlæg har jeg valgt at fokusere på de offentlige, gratis strande, men Dubai har også mange private strande og beach clubs, som ofte hører til de nærliggende hoteller eller resorts. Man kan godt købe sig adgang, men det koster typisk 175Dhs-750Dhs. for en enkelt dag, hvilket nok er noget mere end de fleste har regnet med at skulle bruge på en tur til stranden. Dog skal det nævnes at beach clubs på hotellerne har licens til at servere alkohol, så hvis man har det bedst på stranden med en kold øl i hånden, kommer man ikke uden om at betale entré til en beach club, da man ikke må drikke medbragt alkohol på de offentlige strande. Har man tænkt sig at bruge det meste af ferien på stranden, og har man hang til komfort i form af solstole, parasoller og farvestrålende cocktails, så bør man overveje at booke et hotel med adgang til egen strand.
Læs mit indlæg om hvor man skal bo i Dubai >>
I Dubai er det forbudt at bade topløs, og det anses også som dårlig stil at lufte alt for små bikinier samt g-strengstrusser. Derudover er badetøj kun acceptabel påklædning på stranden, så når man skal hjem eller have noget at spise, tager man sit sædvanlige tøj på igen.
Når man er ude at bade skal man passe på de lumske understrømme, som specielt forekommer når det er højvande og som kan trække selv erfarne svømmere væk fra kysten. Nogle strande har flagsystemer, (røde, gule og grønne flag), og dem bør man respektere, specielt hvis der ikke er nogen livredder på vagt.
Et irritationsmoment ved nogle af de offentlige strande er, at de ofte tiltrækker mænd fra lande, hvor man ikke er vant til at se letpåklædte kvinder slænge sig på stranden. De kommer typisk i små grupper og er mistænkeligt meget påklædt (skjorte og bukser), og mange af dem filmer mere eller mindre åbenlyst med sine mobilkameraer. Det er primært et problem om fredagen, som er den ugentlige fridag hernede, og det er ikke noget, der sker ret tit. Derudover er det ulovligt i Dubai at tage billeder af mennesker uden at bede om lov først, så hvis du tager en smugfotograf på fersk gerning, kan du melde ham til politiet, som patruljerer på strandene.
Offentlige strande i Dubai:
JBR Beach
Det udendørs mall The Beach JBR har forvandlet den i forvejen populære JBR beach til noget, der mest af alt minder om fluepapir i vintermånederne. Det kan være svært at finde en nogenlunde uforstyrret plet, så vær forberedt på at ligge så tæt, at man kan dufte hvilken slags solcreme sidemanden anvender. Stranden lokker med faciliteter som omklædningsrum, solstole, toiletter og badefaciliteter for et ekstra gebyr, og der er masser af restauranter lige ned til stranden, blandt andet Shake Shack, som er min favorit i området. The Beach JBR ligger på strækningen lige efter Hilton på JBR, og hvis man ikke vil betale for solstole, kan man bare tage sit eget håndklæde med, da det er en offentlig strand.
La Mer
La Mer er en anden offentlig strand tættere på Downtown Dubai, og med cirka samme oplæg som JBR. Der er også rigtig fine faciliteter, og flere restauranter, caféer og butikker, men atmosfæren er mere laidback, og stranden er sjældent ligeså proppet som JBR Beach.
Umm Suqeim Beach/Sunset beach
Sunset Beach ligger lige ved siden af Jumeriah Beach Hotel og har en enestående udsigt til luksushotellet Burj Al Arab. Stranden er populær blandt turister, som ofte kun stopper kortvarigt, for at tage billeder, men der er både omklædningsbåse og toiletter på stranden, så man kan sagtens blive lidt længere. Dog bygges der en del i området lige nu, hvilket giver en del støj, og udsigten er ikke lige så fin som den har været.
Kite Beach
Med en placering lige nord for Sunset Beach, har man også fra Kite Beach udsigt til Burj al Arab. Der er både brusere, toiletter og endda et fint lille udvalg af restauranter på stranden, inklusive den populære food truck Salt, hvor man får nogle af Dubais bedste burgere.
Barasti
Evigt populære Barasti Beach er egentlig ikke en offentlig strand, men Le Meridien Mina Seyahi’s beach club. Det er gratis at komme ind, og der er toiletter og omklædningsrum. Man kan købe kolde drinks og mad i den tilhørende bar/restaurant, og den festlige atmosfære fortsætter lang tid efter at solen er gået ned. Man skal have sit eget håndklæde med, og hvis man vil sikre sig en liggestol, skal man stå tidligt op, specielt i weekenderne, hvor Barasti ofte er fyldt til bristepunktet. Man skal være 21 år, for at komme ind (børn kommer kun ind selskab med sine forældre), og det er ikke tilladt at have egne drikkevarer (eller mad) med.