Efter mit besøg på Ravi ved Bur Juman for nogle måneder siden, var min nysgerrighed mht. pakistansk mad vakt. I går tog jeg derfor metroen til Al Jafilya og gik derefter ned langs 2nd December Street til rundkørslen i Satwa, hvorfra jeg kunne se, hvad der så ud til at være grønne ”Ravi”bogstaver.
Da jeg kom nærmere, viste det sig, at der ikke kun var en, men tre, næsten identiske, Ravirestauranter: Ravi Palace, Ravi og Rawi Palace. Hvilken skulle jeg vælge?
En fyr fra Ravi’en i midten fik øje på mig og mit forvirrede blik og spurgte, om han kunne hjælpe. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville spise på den rigtige Ravi, men at jeg ikke vidste, hvilken en det var. ”De er ens” sagde han. ”Denne her, og Ravi Palace. Skal jeg finde et bord til dig?” Jeg nikkede, og fulgte med ham indenfor.
”Hvor er du så fra?” var hans næste spørgsmål. Jeg gav ham den sædvanlige remse om, at jeg er født i Korea men blev adopteret af danske forældre som spæd. Det er ikke særligt almindeligt, at man adopterer børn fra andre lande blandt de folkeslag, som bor i Dubai, og jeg er vant til reaktioner spændende fra et ”stakkels dig”-blik til nysgerrige spørgsmål om, hvordan jeg så kommunikerer med de andre koreanere, når jeg nu ikke kan sproget?? Ravi-fyrens respons kom med det samme og var et af de sjovere ”Så må du jo være en koreansk viking” konstaterede han. Jeg lo.
Så viste han mig gennem restauranten og ind i et andet, helt tomt rum til højre. Jeg skulle lige til at spørge ham, om det var her de placerede de koreanske vikinger, på sikker afstand fra de andre gæster, men i løbet af få minutter begyndte folk at trille ind.
Ravi-fyren kom tilbage til mit bord for at hjælpe mig med at finde rundt i menuen. ”Lam, kylling eller oksekød?” Jeg valgte kylling. ”Spicy eller non-spicy?” Jeg valgte non-spicy. Så kom han med sine forslag til, hvad jeg skulle bestille, og jeg bestemte mig for chicken handi med ris og et roti-brød.
Det tog ikke lang tid før maden stod på bordet,, og duften var forførende. Saucen var tyk og cremet, med fornøjelige, skarpe indspark af koriander, ingefær og hvidløg, og kyllingestykkerne var saftige og fulde af absorberet smag. Det var et dejligt måltid, og jeg kunne have brugt resten af dagen på at skovle sauce in i munden med roti-brødet, men jeg havde ikke engang spist halvdelen, før jeg måtte give op. De to filippinske piger og den pakistanske fyr ved siden af mig havde iagttaget mig under hele måltidet, og da jeg måtte overgive mig og lægge min gaffel ned, udvekslede de sigende blikke. ”Alt for meget mad, hva’?” spurgte den pakistanske fyr med et smil, og jeg nikkede. Han fortalte, at en enkelt ret med ris for det meste er rigeligt til 2-3 personer, og så spurgte han mig, hvor jeg var fra. Jeg gav ham samme smøre som jeg havde givet Ravi-fyren kort tid forinden, og de to filippinske piger fniste lidt, før en af dem kom med et forsigtigt ”ni hao?”.
Før jeg kunne nå at fortælle hende, at ”ni hao” vist nok var kinesisk, ikke koreansk, kom Ravifyren forbi bordet igen. Da han så hvor meget mad, der var tilbage, gav han mig et skuffet blik, men jeg forsikrede ham om, at det altså ikke var fordi, jeg ikke kunne lide maden, men fordi jeg var stopmæt. Han accepterede min forklaring og foreslog, at han pakkede resterne, så jeg kunne få dem med hjem.
Før jeg besøgte Ravi, havde jeg researchet lidt online, og tilsyneladende var de fleste mennesker, der havde spist der, vilde med maden, men knapt så vilde med servicen. Jeg ved ikke, om jeg bare var heldig, men ham Ravi-fyren, der tog sig af mig, var altså helt speciel (på en god måde).
Lige fra han fandt mig ude på gaden, og til han gav mig den doggie-bag han havde pakket med resterne, havde jeg følelsen af, at denne her fyrs eneste mission var, at give mig en god oplevelse. Og det er en fantastisk, stærkt vanedannende følelse. Det er så sjældent man oplever den slags omsorgsfulde service hernede, og jeg er både overrasket og imponeret. Den samlede pris for måltidet inklusive salat og en flaske vand? 29 AED..
Ravi er en old-school, hul-i-væggen restaurant, så man skal ikke forvente sig noget som helst fancy, hverken indretnings- eller servicemæssigt. Dog har dette sted i årevis været enormt populært blandt alt fra sultne taxichauffører, til nysgerrige turister og lokale med smag for det pakistanske køkken.
Udover Ravi er mit kendskab til pakistansk mad ret begrænset, så jeg er nok ikke den mest kompetente kilde indenfor emnet, men jeg kan rigtig godt lide Ravi, og jeg synes at maden smager godt. Menuen er flere sider lang og kan virke ret overvældende, når man ikke har nogen anelse om, hvad der gemmer sig bag de eksotiske navne, men da jeg var der, var personalet søde til at hjælpe, og jeg fik bestilt et lækkert måltid.
Vovehalsene vælger en brain nihari, men hvis hjerne ikke lige er dig, så vælg et sikkert kort som lamb handi eller butter chicken med masser af nanbrød og parathas.
De fleste hovedretter koster omkring 20AED og serveres sammen med en skål med forskellige grøntsager og yoghurtsauce, som man vist også betaler et par dirhams for. Der er også nogle kinesiske retter på menuen, men dem, som jeg har prøvet, har været ret underlige, og meget stærke, så det er nok bedre at holde sig til de indiske og pakistanske retter.
Restauranten er ren, men en smule primitiv (nogle vil måske endda sige uhumsk), men den komplette mangel på unødig luksus får mig kun til at elske Ravi endnu mere. Ravi er cool, Ravi er ægte og Ravi serverer supergod mad.
• Der er 3 Ravi-restauranter lige ved siden af hinanden, men ifølge dem som ved, så er det den Ravi-restaurant i midten, som er originalen.
• Nogle af retterne er superspicy, så hvis du er i tvivl så spørg personalet om hvor retten du har i tankerne befinder sig på hot-skalaen
