Den sidste aften på Svínoy havde Polles mor bestemt at vi skulle have torskehoveder. Hun havde købt hovederne af en fisker i Klaksvík, og det var nogle ordentlige basser, med kæmpe øjne, der lå og stirrede på en.
Torskehovederne skulle først koges i en lille times tid og derefter serveres med kartofler og garnatálg, som er en klar sauce lavet af fermenteret fåretalg (fedt fra fårets underhud samt det fedt der sidder omkring indvoldene).
Garnatálg laver man et stykke tid efter at fårene er blevet slagtet, da talgen fra huden skal hænge lidt og fermentere, før den kan bruges. Polles bror havde lavet garnatálg tidligere og frosset det ned, så det bare var at tage en lille blok op fra fryseren og varme det op. God garnatálg er kendetegnet ved at være næsten helt klar, og Polles bror er efter sigende en sand mester i den disciplin.
Garnatálg har en skarp smag, der minder lidt om skærpekød, og smager forbavsende godt sammen med kartofler. Torskehovederne var også rigtig lækre, og det hvide kød fra kæberne var så mørt, at man næsten skulle have en ske for at spise det.
På Færøerne serveres kartoflerne ofte kogte med skræl på, og man piller selv kartoflerne ved bordet. Polles mor dyrker kartofler ude i haven foran huset, og de må have noget virkelig godt kartoffeljord på Svínoy, for de kartofler hun serverer, er altid fantastiske. Nogle af dem er lidt røde i skrællen (de er de bedste), og de er aldrig tørre eller melede, men altid faste og med den helt rigtige kartoffelsmag. Måske Polles mor skulle starte med kartoffeleksport? 🙂
