
Update: Busaba i Dubai er nu lukket
I sidste uge var jeg inviteret til åbningen af Busaba Eathai i Dubai. Busaba er en London-baseret kæde af Thairestauranter startet af Alan Yau, som nogle måske også kender som manden bag Wagamama, Hakkasan og dim sum-restauranten Yauatcha.
Min +1 og jeg havde lidt svært ved at finde restauranten, så vi ankom ret sent. Jeg håber virkeligt, at de har tænkt sig at ændre kortene nede på The Beach JBR, da det kort, som vi konsulterede mildt sagt var misvisende.
Om vinteren (og nogle gange om sommeren) er Bangkok lidt som mit andet hjem, og jeg tror, at jeg gennem årene har besøgt Thailand over 15 gange. I Bangkok spiser jeg altid street food da det er billigt og lækkert.
Jeg har ikke noget imod at spise min mad fra en plasticpose, siddende på en vakkelvorn stol på fortovet. Faktisk mistænker jeg, at mange af de smage og dufte, som jeg associerer med thaimad slet ikke kommer fra selve maden, men fra de urbane omgivelser og bilosen nede ad Bangkoks sois.
Jeg er derfor ofte en smule skeptisk, når man tager, hvad der i bund og grund bare er simpel street food, og serverer det i lidt for polerede omgivelser til lidt for oppustede priser. For det meste mangler maden smag, da den er tilpasset vestlige ganer, og ethvert spor af autenticitet er gået tabt undervejs.
Jeg skal ikke kunne sige, om det er den vej Busaba vil gå, og jeg kunne ikke drømme om at basere en restaurantanmeldelse på en åbningsaften, men maden vi fik serveret var faktisk både overraskende stærk og overraskende velsmagende. Den laap-agtige ret med hakket kylling serveret på ris var fyldt med små forræderiske stykker af bird’s eye chili, som fik mig til at gispe efter vejret flere gange (loved it!), og deres green curry var aromatisk med masser af varme og smag indhyllet i et trøstende tæppe af kokosmælk.
En anden lækkerbisken var matchstick chicken wings, som der var masser af bid i, lidt ligesom amerikanernes chicken jerkey. Jeg kan dog ikke huske, at jeg nogensinde har fået noget lignende i Thailand.
De små anretninger med spicy beef salad så lækre ud, og der var heller ikke her sparet på chilien. Dog foretrækker jeg, når salaten er fuldstændigt druknet i dressingen af limesaft, fish sauce, chili og palmesukker, så den var lidt for tør for min smag.
Deres sticky rice lokkede også ved første øjekast, men den manglede sukker og en knivspids salt. Igen skal man dog huske på, at dette var Busabas åbningsaften, og jeg er sikker på at de med tiden får finpudset alle detaljerne. Det håber jeg i hvert fald, for Busaba ligger lige i nærheden af vores nye lejlighed, og det ville da være skønt med en god thairestaurant i gangafstand:)