Fri fragt i Danmark ved bestillinger over 300kr. Ellers koster fragt 30 kr.

Dubai Shopping – Hvad skal man købe i Dubai?

Hvad skal man købe i Dubai - Dubai Guide

Dubai er kendt som lidt af et shoppingparadis, men mange ting er faktisk billigere at købe derhjemme. Andre ting er derimod rigtig billige, så det gælder om at tænke sig om, når man skal ud at handle. Jeg har derfor sammenstillet en guide til nogle af de ting, jeg anbefaler mine gæster at købe med hjem hernede fra.

Tøj og sko

Tøj og sko fra internationale mærker er en af de ting, det sjældent kan betale sig at købe hernede (med mindre man handler kopivarer i Karama, hvilket jeg absolut ikke kan anbefale). Det eneste tidspunkt, hvor der kan være penge at spare, er under Dubai Shopping Festival, som finder sted hvert år i januar, samt under sommerudsalget.

Kosmetik, parfume, hudpleje og hårpleje

Kosmetik er generelt samme pris som i Danmark eller en lille smule dyrere, men det kommer igen an på, hvilke mærker, man er ude efter. Til gengæld er udvalget enormt og man finder produkter fra brands, som aldrig kommer til Danmark.

Hårshampoo er rigtig billigt hernede, specielt de mærker, som man ellers kun kan få hos frisøren i Danmark. Mange supermarkeder fører nogle af de billigere salonmærker, men ellers har apotekerne ofte et rigtigt godt udvalg.

Når det gælder hudpleje og cremer, er det cirka samme pris som hjemme, men apotekerne har tit 2-for-1-tilbud, som kan gøre det billigere at handle, og er man fan af franske apotekerhudplejemærker (Avène, Bioderma og La Roche-Posay) kan det godt betale sig at gå på tilbudsjagt blandt de apoteker i Dubai der fører disse mærker.

Parfume er ret dyrt i Dubai, og det er sjældent, at de har de rigtig gode tilbud, som man fx. ser hos Matas derhjemme. Hvis man vil have en lidt anderledes duftesouvenir med hjem, kan man prøve en af de lokale duftolier, oud. Nogle af dem dufter ret kraftigt, så prøv før du køber.

Elektronik

Kameraer og elektronik er meget billigere end i Danmark, og det samme gælder diverse tilbehør såsom SD-kort og USB-stik. Carrefour har et ret godt udvalg, og ellers er der tit gode tilbud i elektronikbutikkerne i lufthavnen. Husk at købe en adapter, da stikkene i Dubai er anderledes end i Danmark.

Guld og ædelstene

Smykker med guld og ædelstene er noget billigere i Dubai end derhjemme, og hvis man ved, hvad man vil have, og hvad det cirka burde koste, kan man gøre en god handel. De fleste turister ender i guldsouken ved Dubai Creek, men mange af os, der bor hernede, foretrækker Gold & Diamond Park på Sheikh Zayed Road. Begge steder kan man få smykker fremstillet efter eget design.

Tørklæder og sjaler:

I tekstilsouken (og i de fleste andre souks) kan man købe flotte tørklæder. Kvaliteten varierer dog meget, og selvom der står 100% silke på mærket, er der ofte tale om billig polyester fra Kina. Alt afhængig af ens forhandlingsevner, kan man dog ofte få en rigtig god pris, og det er fine gaver at have med hjem til venner og familie. Husk at forhandle om prisen, da udgangsprisen ofte vil være mange gange højere end hvad tørklæderne egentlig er værd.

Krydderier:

Køber man krydderier i spice-souk’en kan man tit spare mange penge. Der kan være lidt dødt i løbet af dagen, så spice-souken er bedst at besøge efter solnedgang. Man må være forberedt på at skulle forhandle benhårdt med sælgerne, men alt sker med et smil på læben og et glimt i øjet. Selvom det kan være irriterende hele tiden at blive antastet af sælgere, som har “special price just for you my friend”, så husk, at de bare gør deres arbejde, og at souken jo ikke ville være souken uden de mange handlende, så vær høflig og vis respekt. De fleste forstår og accepterer et venligt “nej tak”.

Dadler:

Dadlerne hernede er fantastisk lækre og af en kvalitet, som man sjældent finder i Danmark. De er store og smager næsten som flødekarameller, så selvom man ellers ikke bryder sig om dadler, kan jeg varmt anbefale, at man prøver at smage dem hernede. Det er også en god gave at købe med hjem som tak til dem, der har vandet potteplante eller hund mens man var væk.

Alkohol:

Taxfree shoppen i Dubais lufthavn er rigtig stor og der er tit gode tilbud på spiritus og cigaretter. Der er også to taxfree-butikker til højre og venstre lige efter bagagebåndene inden man passerer tolden. Man kan godt som købe alkohol i Dubai som turist, men al salg af alkohol i flasker foregår i specialbutikker, og man skal registreres (husk pas) for at kunne købe. Det kan derfor anbefales, at man handler ind i lufthavnen, hvis man vil kunne nyde en flaske vin eller et glas whisky på hotelværelset.

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og andet godt hver søndag. Du får også 10% rabat, når du shopper i Mitzie Mee Shop.*

* Gælder kun så længe du er tilmeldt nyhedsbrevet. Kan ikke anvendes sammen med andre rabatkoder. Rabatten gælder ikke fragtomkostninger.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og andet godt hver søndag. Du får også 10% rabat, når du shopper hos Mitzie Mee Shop.*

* Gælder kun så længe du er tilmeldt nyhedsbrevet. Kan ikke anvendes sammen med andre rabatkoder. Rabatten gælder ikke fragtomkostninger.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog

Mitzie Mee Shop