I et stykke tid har Poul og jeg forsøgt at leve sundere. Vi har skåret ned på alt det røde kød, og så spiser vi masser af grøntsager. Derudover prøver vi at komme til poolen eller ned i træningscenteret hver dag.
Det var en hård overgang og dne første tid kravlede vi på væggene og havde de vildeste abstinenser efter cola, doritos og vores daglige marsbar (man kan jo ikke se tv uden at spise chokolade, kan man?). I sidste uge mente vi derfor, at vi havde gjort os fortjent til en belønning, så vi bestilte bord på Ruth’s Chris. ”Ruth’s Chris?” tænker I sikkert. ”Er det ikke en steak restaurant? Hvordan harmonerer store, fedtmarmorerede steaks lige med en sundere livsstil?” Nu er hverken Poul eller jeg fanatiske, og vi elsker en god bøf, men i stedet for at købe supermarkedsbøffer, når vi føler for det, har vi besluttet kun at spise steaks 1-2 gange om måneden og til gengæld spise nogle ordentlige af slagsen på en lækker restaurant.
Steakrestauranter i Dubai er ret dyre, og jeg vil ikke bruge mine dirhams på hvad som helst, så jeg tjekker altid hvilken slags kød, der serveres på restauranten, før jeg bestiller bord. Ruth’s Chris serverer primært USDA Prime, hvilket er den bedste kvalitet indenfor amerikanske steaks. Det går man aldrig galt i byen med, for ligesom japansk Waguy A5 kræver det en hel at ødelægge sådan et stykke kød, og jeg har stadigvæk ikke fået en dårlig USDA Prime steak.
Vi bestilte østers til forret men fik at vide, at de desværre var udsolgt den dag, så vi valgte en gang tun i stedet. De lækre røde skiver tun sammen med den overraskende kraftig pebersauce så både indbydende ud og smagte dejligt.
Når jeg er sulten føles det som om jeg sagtens kan spise en hel ko, men maven bliver som bekendt hurtigere mæt end øjet, så selvom den 450-gram store ribeye steak lokkede, indså jeg, at 350g ville være mere end rigeligt til mig.
Ruth’s Chris er et traditionelt amerikansk steak house, så bøfferne serveres uden tilbehør. Vil man have sauce og grøntsager bestiller man dette separat. Poul bestilte rødvinssauce til sin steak og jeg bestilte bearnaisesauce til min. Derudover fik vi også flødestegte kartofler, grønne asparges, pommes frites og flødespinat. Tjeneren advarede os om at det altså var rigtig meget mad, hvilket var dejligt forfriskende her i Dubai, hvor alle ellers prøver at få en til at købe endnu mere, når man er ude at spise.
Ruth’s Chris blev grundlagt tilbage i 1965 af en fraskilt kvinde, Ruth Fertel, som åbnede restauranten for at kunne tjene nok penge til at sende sine børn på college. Amerikanske steakrestauranter kan jo ellers godt være ret testosteron-intensive, så jeg synes at det er sejt, at det er en kvinde, der står bag Ruth’s Chris.
Bøfferne på Ruth’s Chris bliver tilberedt ved meget høje temperaturer (over 900°C i en specialbygget ovn og ankommer til bordene på en varm keramisk plade overhældt med spruttende smør. Det var en himmelsk lyd, men al den varme gjorde at min bøf altså var noget mere medium end rød, som jeg ellers havde bestilt. Det var dog lige meget, for bøffen smagte fantastisk. Den var saftig og med den der lækkerhedsfaktor, som nogle mennesker kalder umami, men som jeg personligt tror er smagen af kalorier:)
Selvfølgelig var vi alt for mætte til dessert, så efter at have spist vores steaks, bad vi om regningen og gik i stedet over til Pier 7, hvor vi afsluttede aftenen med drinks og shisha (vandpibe) på Atelier M.
Ruth’s Chris i Dubai Marina er lukket, men jeg har spist på flere Ruth’s Chris-restauranter i USA. Blandt andet spiste vi julemiddag på Ruth’s Chris i Fort Lauderdale, og det kan I læse om her.
