
Denne uge var det Jumeirah Restaurant Week, og Poul og jeg var heldige at få bord på Pai Thai torsdag aften. Under Jumeirah Restaurant Week tilbyder restauranterne i Jumeirah Restaurant Group faste menuer til priser, der ligger noget under, hvad det sædvanligvis koster at spise på restauranterne.
Jeg har længe haft et godt øje til Pai Thai, men jeg er ret spontant anlagt, når det kommer til at gå ud at spise, og Pai Thai er for det meste fuldbooket flere uger frem, hvilket betyder, at man skal være ude i god tid, hvis man vil sikre sig et bord i weekenden.
Derudover er Pai Thai også ret dyr, og når det kommer til thaimad, kvier jeg mig ved at betale flere hundrede dirhams for hvad der ofte blot er almindelig street food, som man finder på hvert gadehjørne i Bangkok til meget lavere priser og ofte bedre kvalitet.
Poul synes det er megairriterende, når jeg sammenligner thaimad i Dubai med street food i Thailand. ”Du skal jo også lægge prisen for en flybillet oveni de 80THB som du betaler for en pad thai i Bangkok” indvender han ”og street food bliver desuden serveret på gaden. Selvfølgelig betaler man ekstra for de lækre omgivelser på de mere upscale thairestauranter her i Dubai”. Jeg ved han har ret, men jeg kan stadigvæk ikke lade være.
Pai Thai ligger lidt afsides i smukke Madinat jumeirah, og man sejler derud med en eldrevet gondol. Vi fik et dejligt bord helt ud til vandet, og vi var begge to stumme af beundring over hvor betagende romantisk restauranten var.
Jeg bestemte mig for pomelosalat og pad thai og Poul bestilte kylling satay og stegt fisk i en krydret sauce. Til dessert fik jeg tab tim krob (vandkastanjer i kokosmælk) mens Poul fik sticky rice med mango.
Selvom maden smagte fint, var den ikke noget særligt, og jeg syntes at Pai Thai til tider havde tilpasset smagsregistret lidt for meget til vestlige smagsløg, hvilket betød at nogle af retterne fremstod en smule intetsigende.
Vores mocktails var alt for søde for min smag men desserterne var gode, og selvom min tab tim krob måske ikke var aftenens mest æstetiske ret, så smagte den lige, som den skulle.
Personalet på Pai Thai var alle sammen venlige og gjorde ikke forskel på almindelige a la carte-gæster og Restaurant Week-nærigpinde som Poul og jeg. Restaurant Week-menuen på Pai Thai kostede 180AED pr. person og den samlede regning for Poul og jeg inklusive 2 mocktails og en flaske Pellegrino endte på 430AED.
Som jeg allerede har nævnt, så var beliggenheden helt enestående, så selvom jeg har fået bedre og billigere thaimad i både Dubai og Thailand, så ville jeg ikke tøve med at besøge Pai Thai igen. Jeg kan jo altid vente til næste omgang af Restaurant Week i 2016.
Min blog om mad og restauranter i Dubai
Pai Thai, Madinat Jumeirah, Dubai