Det var min fødselsdag i december måned, men jeg var hårdt ramt af Jetlag From Hell, så bare tanken om at arrangere en fest gjorde mig svimmel. I stedet besluttede Poul og jeg at tage ud at spise bare os to på Nobu ude på Palmen. Jeg har længe villet prøve Nobu, men efter et par nedslående rapporter fra venner, der har spist derude, dalede entusiasmen, og Nobu gik i glemmebogen. Det vil sige, lige indtil jeg havde fødselsdag og stod og manglede et godt sted at spise, som vi ikke havde prøvet før.
Dem vi kender har primært brokket sig over at mens prisniveauet på Nobu uden tvivl er 5-stjernet, så er omgivelserne lidt af en nul-stjerne-oplevelse. Mit første indtryk af Nobu var da også, at det lignede et cafeteria mere end det lignede en fancy japansk restaurant. Bordene stod alt, alt for tæt, og indretningen mindede meste af alt om en buffet i Las Vegas. Helt ok, men ikke hvad man forventer sig af et sted, hvor de fleste hovedretter ligger lunt på den dyre side af 200AED.
Det bord, som vi blev vist hen til, stod i hjørnet af lokalet, men jeg satte mig aldrig ned. I stedet spurgte jeg, om der var andre borde med en mere charmerende placering, for hvis der ikke var det, så var vi dem, der var skredet. Værtinden sagde, at hun ville tjekke om der var et af de udendørs borde ledige, og det var der heldigvis. Det var en helt anden oplevelse derude, og resten af aften var perfekt.
I stedet for at bestille a la carte foreslog tjeneren, at vi i stedet fortalte ham lidt om, hvad vi havde lyst til, og hvor mange penge, vi havde tænkt os a bruge, for så kunne køkkenet nemlig komponere en menu til os, som var skræddersyet efter vores præferencer og pengepung. Det syntes vi lød som en rigtig god idé, så vi bad ham om at sætte noget sammen for omkring 500 AED per person. Derudover sagde vi til ham, at vi gerne ville smage Nobus berømte Miso Black Cod, men ellers ikke havde nogle særlige krav.
Det første spiselige billede var Salmon Dry Miso Style, som var en slags sashimi i en citrusmarinade, der kogte fisken svagt, lidt lige som i en ceviche. Det var en nydelig ret, der ikke gjorde nogen fortræd, men heller ikke gjorde det store indtryk.
Ret nr. 2 var en salat med hummer og spinat. Hummer og spinat? Hvor vildt kan det blive? Ret vildt ifølge Poul. Den lyserøde hummer med de grønne spinatblade var nemlig hans favorit den aften.
Derefter kom der en skål med Rock Shrimp Tempura, som ligner P.F. Chang’s Dynamite Shrimp til umiskendelighed. Koncepterne minder helt sikkert minder om hinanden (friterede indbagte rejer i en lækker sauce), men selv hvis man har slugt sin tunge, vil man kunne smage, at der er milevid forskel på kvaliteten af ingredienserne. Hvorvidt denne forskel er nok til at retfærdiggøre den også ret store prisforskel mellem de to steder, er et helt andet spørgsmål. Jeg kunne rigtig godt lide rejerne hos Nobu.
Endelig kom vores længe ventede Miso Black Cod, og den var præcist lige så fantastisk, som du har hørt, at den er. Dette er en af den slags retter, man vil bestige bjerge for. Eller lad os sige, krydse have for, da bjergbestigning aldrig rigtigt har været mig. Asch, bare glem det. I ved hvad jeg mener.
Vi sluttede af med en tallerkenfuld blandet nigiri sushi, og det var uden tvivl noget af den bedste sushi, jeg har smagt i Dubai, men alt blegnede selvfølgelig lidt ved siden af miso-torsken.
Til dessert fik vi en bagt cheesecake med yuzu-sorbet. Det var en fin dessert og den lette og syrlige yuzu-sorbet gjorde sig godt i selskab med den lidt kompakte cheesecake.
De 2 unge herrer som tog sig af os ude på terrassen den aften var alle tiders. Der var kun nogle få borde derude, så hvis de havde stået og kigget os over skulderen hele tiden, ville det nok have virket lidt akavet, men på en eller anden måde formåede de altid at dukke op, lige når man havde brug for dem. De var supersøde og havde humor, og så kunne de deres kram (jeg stiller tit spørgsmål bare for at tjekke. Er det ondt?)
Er Nobu pengene værd?
Ja, hvis man får et af bordene udenfor. Vi endte med en regning på et godt stykke over 1000AED for vores middag og til den pris gider man altså ikke sidde inde i et halvgrimt, kønsløst lokale med høj musik. Hvis man ikke kan sidde udenfor, må jeg nok desværre sige, at der er andre steder i byen, man hellere vil være.
Og en lille smule brok fra mig..
Da jeg ringede for at bestille bord spurgte de, om vi fejrede noget særligt, og jeg nævnte, at det var min fødselsdag. Det virkede dog ikke som om, at personalet den aften var klar over dette. Nu skal I ikke misforstå mig, for jeg synes det er tå-krummende pinligt, når restaurantpersonale bryder ud i fødselsdagssang eller, oh skræk og rædsel, vil have mig til at puste et efterhånden ret anseligt antal lys ud. Dog er der andre måder at vise sine gæster, at man ved de fejrer en særlig dag, og hvis man ikke har tænkt sig at bruge informationen, hvorfor spørger man så overhovedet ind til det fra starten? Er en lille ”Happy Birthday” chokolade-hilsen på tallerkenen mon for meget at bede om??
Nobu, Atlantis The Palm, Dubai
