
Jeg er helt vild med hotpot, så siden Little Lamb åbnede på JBR har jeg været stamgæst, og betragter efterhånden mig selv som lidt af en Little Lamb veteran. Jeg tænkte derfor, at jeg skulle lave en lille oversigt over hvad jeg plejer at bestille, så jer, som måske ikke har prøvet hotpot før, har et sted at starte, hvis I skulle få lyst til at prøve Little Lamb.
Man kan ikke bestille bord på Little Lamb, så i weekenden kan man godt risikere, at der er ventetid. Vil man undgå kø, er det bedste tidspunkt at spise på Little Lamb tidligt (før kl. 18) i hverdagene, men selvom der er kø, plejer det at gå forholdsvis hurtigt, og jeg har sjældent ventet længere end omkring 20 min. på bord i hverdagene.
Suppen
Man kan vælge mellem flere forskellige slags suppe, som man koger ingredienserne i, og er man i tvivl anbefaler jeg 50-50 gryden, hvor den ene halvdel spicy suppe og den anden halvdel er mild. Den spicy suppe er meget stærk, men også den mest populære og også den dyreste af de to.
Man får udleveret en tablet, hvor man kan bladre gennem menuen og bestille det, man har lyst til. Er man i tvivl om hvad man skal bestille, er en af menuerne et godt sted at starte. Menuerne inkluderer suppe, grøntsager og forskellige slags kød og skaldyr. Den billigste koster omkring 100AED (alt afhængig af hvilken slags suppe man vælger), og der er rigeligt med mad til 2 personer.
Scallion Pancake
Smager som koreansk pajeon (en slags tyk pandekage med forårsløg) og er rigtig god at nippe til, mens man venter på at ens mad bliver kogt. Dyp evt. i sojasauce.
Fried Spring Rolls
Sprøde og lækre og kan også dyppes i soja eller i den sursøde sauce som er i saucebuffeten. Så gode, at jeg tror at de måske kan være hjemmelavede.
Mongolian thick noodles
Brede nudler med masser af bid i. De skal koges lidt længere end de almindelige nudler, og smager lidt som japanske udon-nudler. Virkelig gode dyppet i sesamsauce.
Cola
Bestiller man en stor cola får man en kæmpe flaske med over 2 liter, og fordi maden er så stærk og salt, får jeg altid drukket det meste. Vil man prøve noget andet end cola, kan jeg anbefale en dåse af den søde kinesiske urtete, som jeg altid glemmer hvad hedder.
Angående kød
Af de billigere kødudskæringer er lammekødet det bedste og mest saftige.
Alt det andet
Jeg kan også godt lide deres fresh beancurd, som er det skind, der formes ovenpå opvarmet sojamælk. Det har en sjov, lidt svampet konsistens, og smager ikke af så meget. Fiskebollerne og kødbollerne er der ikke så meget ved, og jeg er ret sikker på, at de kommer færdiglavede fra fryseren. Jeg spiser dem fordi de indgår i sætmenuen, men det er ikke noget jeg ville bestille separat.
Og apropos sauce:
Saucerne på Little Lamb er det, der for alvor sætter guldkant på måltidet. Der er en lille buffet, hvor man selv kan blande sin sauce, og da det kan virke lidt uoverskueligt, hvis man ikke har prøvet det før, får I her den blanding, som jeg altid laver:
Sesame sauce (skal fylde størstedelen af den lille sauceskål)
Oyster sauce (østerssauce), ca. 1 tsk.
Black bean sauce (1/2 tsk)
Chili oil (1/4 tsk), pas på, den er stærk
Garlic (hvidløgsolie): ½ tsk
Drys med koriander ovenpå og rør det hele godt sammen når du er tilbage ved dit bord. Smager himmelsk!
Læs Pilots + Cabin Crews Guide til kinesiske restauranter i Dubai >>
Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om Little Lamb (Xiao Wei Yang). Det kan I læse her >>