
Fredag havde jeg fødselsdag, så Poul og jeg skulle ud at spise. Jeg havde lyst til kinesisk hotpot, så jeg foreslog, at vi gik over på Xiao Wei Yang (Little Lamb) på den anden side af vejen. Poul bryder sig ikke om kinesisk hotpot. Faktisk er det en af de få ting, han slet ikke kan lide, men min fødselsdag, mine regler, så Poul måtte tage en sandwich derhjemme og ellers pænt følge med.
Desværre for mig (og heldigvis for Poul) var køen udenfor Xiao Wei Yang så lang at chancen for at få et bord inden midnat virkede forsvindende lille. Xiao Wei Yang tager ikke bordbestillinger, hvis man kun er to personer, så der var ikke så meget vi kunne have gjort for at undgå det. Vi gik derfor slukørede over mod Pier 7 ved siden af Marina Mall for at se på restauranterne derovre. Vi startede med at tage elevatoren op til 6. sal, hvor Asia Asia ligger. Asiatisk fusionsmad lød lovende, men stedet virkede mere som lounge og cocktails end romantisk middag, så vi fortsatte nedad, og endte på stueetagen, på Fümé.
Fümé er en hyggelig restaurant, der snart har været åbent i et år, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har slæbt mig forbi noget før, for det er lige sådan et sted, jeg har været på udkig efter, siden vi flyttede til Dubai Marina: Lækker mad, venlig betjening og meget rimelige priser.
Maden bliver serveret så hele bordet kan dele, og retterne kommer ind efterhånden, som de bliver færdige, så grænserne mellem forret og hovedret er flydende.
Mange restauranter serverer gratis brød og smør, men Fümé har valgt at tage betalt. Det var jeg lidt skeptisk til, men efter at have tænkt over sagerne er jeg kommet frem til, at jeg rent faktisk foretrækker at betale 10AED og få serveret et lækkert stykke surdejsbrød med røget smør og lavasalt, i stedet for de kedelige, tørre baguettes, som ellers er (gratis) standard.
Lammekoteletterne var koreansk krydret, og smagte dejligt. Den tykke fedtkant holdt godt på smagen og kødet var mørt og saftigt. Poul er ikke nogen stor fan af mac and cheese, men han arbejder på det, og han kunne rigtig godt lide den mac and cheese vi fik på Fümé. I starten syntes jeg ellers at den så lidt for flydende ud, men efter at den havde fået lov at stå nogle minutter og køle af, blev den mere fast i konsistensen og helt perfekt.
Vi fik også en thaisalat, men det var aftenens nitte. Jeg havde forventet en yum nua (thailands oksekødssalat) som dem, man finder på hvert gadehjørne i Bangkok, så jeg blev fælt skuffet over det bønnespireorgie, der mødte mig. Derudover var kødet råt i stedet for rødt hvilket jeg dog havde det ok med, men som mange andre måske ville stejle over. Fümé, send mig en email. Jeg har en opskrift I må få, som er mange gange bedre.
Dog var det kun en enkelt sky på en ellers klar, blå ud-at-spise-himmel, og jeg har ikke engang nævnt det allerbedste endnu: Desserterne! Jeg plejer altid at brokke mig over desserterne hernede, som ofte er noget sødt stads. Det skyldes sikkert, at restauranterne i Dubai primært henvender sig til nationaliteter, som foretrækker deres desserter sødere end sødt, men lad os ikke snakke mere om det, og i stedet bare danse en lille happy-dance for Fümé.
Jeg plejer ikke at give karakterer til de restauranter, som jeg spiser på, men hvis jeg skulle give desserterne på Fümé en karakter, måtte det blive 11 ud af 10. Og service? Også et stort 11-tal. Al personale, som vi var i kontakt med var ret fantastiske. De kendte menuen og formidlede konceptet kortfattet, men tydeligt. Derudover så de ud, som om de rent faktisk trivedes med det de lavede.
Pouls apple crumble blev serveret direkte fra ovnen med en stor kugle vaniljeis på toppen og med en kande med cremesauce ved siden af. Efter at have blandet det hele sammen havde man en ikke særligt appetitligt udseende, men særdeles velsmagende, skål med lækkerhed.
Min citron-marengsdessert kom i et glas, og den syrlige citronsmag kombineret med den søde marengs var frisk og lige hvad jeg havde lyst til.
Vi drak ikke alkohol, men drinks var billige (både dem med og uden spiritus). Poul er nemlig i gang med en vigtig ting på jobbet, så han har besluttet sig for ikke at drikke noget (alkohol) før det er overstået, og jeg er gået i sympati-afholdenhed med ham. Dog er der julefest i aften hos Pia. Poul kører, men jeg tror jeg skal have mig et glas gløgg. Det er trods alt kun jul en gang om året.
Siden da har jeg været tilbage på Fümé mange gange. Her er mine blogindlæg om nogle af de andre gange jeg har spist på Fümé:
Fümé – Restaurant i Dubai Marina (generel info)
Frokost på Fümé med foodievennerne
Fümé, Pier 7 Level 1, Dubai Marina, Dubai