
Noget af det bedste ved EXPO er de mange gode restauranter i de forskellige landes pavilloner. Vi havde hørt fra flere af vores venner at Sushiro, som er restauranten i den japanske pavillon på EXPO, skulle være helt fantastisk, så igår tog vi ud for at prøve den. Sushiro er en kaiten sushi-restaurant, så sushi og andre småretter kører rundt på et samlebånd, og ser man noget, der lokker, er det bare at tage tallerkenen fra båndet.
På Sushiro var der også mulighed for at bestille direkte fra menuen, hvis man ikke orkede at vente på, at det man havde lyst til, kørte forbi. Tallerkenerne har farvekode, og hver farve har en pris. De dyreste er de sorte tallerkener, som koster 25AED, men selvom vi spiste til vi var ved at sprække, blev det kun lige omkring 350AED for os begge to, hvilket er rigtig billigt for sushi i Dubai.
Hvis du tager på Sushiro, skal du helt sikkert prøve o-toro/fatty tuna, som er det stykke af tunfisken med mest fedtmarmorering. Man ser det sjældent udenfor Japan, og det er næsten altid svimlende dyrt, men på Sushiro koster et stykke nigiri med o-toro kun 25AED. Man kan også vælge medium-fatty tuna uden helt så meget fedt, hvor man får 2 stykker for 25AED, hvilket også er en rigtig god deal.
At spise på Sushiro føltes som om man var i Japan, og maden var virkelig god. I Japan er Kaiten-sushi-restauranter ret casual, men kvaliteten af fisken på Sushiro er væsentligt bedre end på mange upscale sushirestauranter i Dubai, og der var virkelig mange slags sushi at vælge imellem. Deres ramen var også helt udmærket, og havde jeg haft plads i maven, ville jeg have bestilt en af deres parfait-desserter, som også så lækre ud. Ville ønske at der ikke var så langt ud til EXPO fra hvor vi bor, for jeg har godt nok megameget lyst til at tage på Sushiro snart igen.
Sushiro er en af de mest populære restauranter på EXPO, og vi ventede i 45 minutter på at få bord, men da vi gik derfra, hørte vi personalet sige at ventetiden var over en time. Planlægger du at spise på Sushiro er det derfor en god idé at komme tidligt.