
Pouls bror med familie er på besøg hos os i Dubai lige nu. I går var deres første dag, så de ville gerne ud at spise. De var stadigvæk en smule jet-lagged efter den lange rejse, så jeg foreslog, at vi gik over på Cucina Mia, som ligger på den anden side af marinaen. De første par år i Dubai boede Poul og jeg i dette område, og vi kom til at holde rigtig meget af vores italiener henne på hjørnet.
Maden er god og personalet er altid søde og venlige. Desuden plejer kokken at komme ud og snakke med de (italienske) stamgæster, og det gjorde han også i går. Det giver restauranten sådan en hyggelig, næsten hjemlig, atmosfære, som man ikke finder mange steder i denne del af byen. På Cucina Mia kan man bestille pizza i metervis, (hver enkel pizza udgør 25×25 cm). Vi fandt 4 forskellige slags, vi ville prøve, deriblandt en pizza med spicy oksekødssalami, som helt sikkert er en ny favorit.
Pouls niece er 7 år gammel, og hun taler cirka ligeså meget dansk, som jeg taler færøsk, dvs. ikke særlig meget. Det holder hende dog ikke tilbage, for hun snakker bare løs, og jeg prøver at følge med så godt det går. Nogle gange bliver det noget værre rod som fx i går, hvor jeg troede, at vi snakkede om en kamel på stranden. Det viste sig, at det faktisk var et rumvæsen, hun var ved at fortælle om. Eller da hun snakkede om yoghurt, og jeg troede at det var navnet på hendes ven. Det er vist godt, at vi snart skal til Færøerne igen, så jeg kan få opfrisket mit færøske og udvidet mit ordforråd, eller i det mindste lære at skelne mellem kameler og rumvæsner.
Cucina Mia, Trident Grand Residence (opposite Le Royal Meridien), JBR, Dubai, Tlf: +971 4 425 9696