De to gange jeg tidligere har spist filippinsk mad, har det været mere eller mindre i blinde. Jeg har ikke vidst hvordan man udtalte navnene på de forskellige retter, og jeg har slet ikke haft nogen anelse om, hvad der gemte sig bag mærkelige ord som Bulalo, Goto og Sinigang. Da Rachel og jeg skulle mødes i dag, propagerede jeg derfor ekstra meget for, at vi skulle spise frokost på en filippinsk restaurant. Rachel er nemlig filippiner, og derfor den perfekte til at give mig en kærkommen introduktion til det filippinske køkken.
Rachel foreslog restauranten Barrio Fiesta, som ligger en trappe op i shoppingcentret Bur Juman. Barrio Fiesta er en filippinsk restaurantkæde som blev grundlagt helt tilbage i 1952 og findes på mange steder rundt om i Filippinerne.
Jeg blev ret positivt overrasket over hvor pæn restauranten så ud, da de filippinske restauranter det hidtil er lykkedes mig at opstøve i Dubai har været af væsentligt mere primitiv fremtoning.
Jeg lod Rachel bestille, og ventede spændt på hvad der mon ville komme på bordet. Mit eneste veto var mod den der Gulaman Sago-drik, som jeg tidligere har smagt på Bulwagang i Karama, og som jeg absolut ikke er nogen fan af.
Til forret fik vi Adobo Flakes, som er friturestegt kylling i tynde strimler marineret i adobomarinade (soja og eddike). Rachel fortalte at man tit spiser Adobo Flakes som snack sammen med en kold øl, og jeg kan udmærket forestille mig, at det ville være en vindende kombination.
Hovedretten bestod af Sinigang Hipon (en syrlig tamarindsuppe med rejer), Bistek Tagalog (braisseret oksekød med lime) og Manggang Sisig (en mangosalat med rejepasta). Tamarind er jo ikke rigtig noget man traditionelt bruger i madlavningen i Danmark, og udover en uheldig episode, hvor jeg forvekslede tamarind med tahin i en hummusopskrift, har jeg ikke tidligere smagt så meget til den sure frugt. Suppen med tamarind smagte dog rigtig godt, lidt ligesom thailandsk tom yum kung uden chili.
Efter at have spist os en pukkel på, var der egentlig ingen af os, som stadigvæk var sultne, men man kan jo altid finde plads til dessert, eller? Vi bestilte i hvert fald en Leche Flan og en Halo Halo (som jeg fik at vide udtales mere som ”Hallo Hallo” og ikke som det engelske ord ”Halo”). Halo Halo betyder for øvrigt ”mix, mix”, og det var meget beskrivende for desserten, som var en blanding af lidt af hvert. Jeg nåede i hvert fald både at spotte en bønne, kokosstrimler og lilla is, før jeg efter en hurtig smagsprøve besluttede mig for at Halo Halo vist ikke var noget for mig. Helt anderledes forholdt det sig med Leche Flan, som smagte lidt som spansk flan (karamelbudding). Det var kærlighed fra første skefuld, nøjj hvor var det godt!
Jo mere filippinsk mad jeg smager, desto mere begejstret bliver jeg for det filippinske køkken. Jeg har aldrig besøgt Filippinerne, men jeg kunne rigtig godt tænke mig en tur derned (og leve af leche flan og adobo i en uge).
Barrio Fiesta er desværre lukket, men hvis I kunne tænke jer at prøve filippinsk mad, så kan jeg anbefale Bulwagang i Karama eller Lamesa på Asiana-hotellet i Deira
