
360° er en meget populær bar på det flotte Jumeirah Beach Hotel, og i weekenderne kan køen udenfor være deprimerende lang. Selve baren er ret lille, og jeg tror ikke at meget mere end 100-200 personer får plads, hvilket også er en bidragende faktor til den lange ventetid, der ofte er på at komme ind. Det er derfor en dårlig idé, bare at at dukke op en fredag aften efter midnat og regne med, at man bliver sluppet ind. Hvis man ikke vil bruge hele natten på at stå i kø, så skal man komme tidligt.
Indgangen til 360° ligger til højre for hotellet og efter ID-check bliver man kørt i golfbil ud til enden af en lang bådebro. Her ligger 360°, som ud over baren også huser en restaurant af samme navn. På vejen derud har man en fantastisk udsigt til det se sejl-formede luksushotel Burj Al Arab, så husk kameraet.
Klientellet ankommer typisk til 360° i to omgange: Ved 17:00-tiden for at se solnedgangen og efter klokken 21:00 for at feste hele natten. Taget i betragtning at 360° jo egentlig bare er en strandbar, så er folk overraskende pænt klædt på. Hvis man bare er der for at se solnedgangen eller spise på restauranten, så er beachwear/casual ok men efter kl. 21:00 er dresscoden ”chic and stylish” ifølge 360°’s hjemmeside. Bortset fra fredag er der happy hour mellem 17:00-22:00 med tilbud på udvalgte drikkevarer. I weekenden er 360° mere natklub end loungebar, og man klæder sig derefter.
Restauranten er ok og priserne er rimelige, de flotte omgivelser taget i betragtning. Jeg har kun spist der en enkelt gang, og det eneste jeg tænkte på, mens jeg var der, var at få middagen overstået så hurtigt som muligt, så jeg kunne komme op i baren i stedet for. Så drop maden og gå direkte til baren.
Disse dage er 360° nævnt i de fleste guidebøger, og de fleste gæster er da også turister. Det rokker dog ikke ved det faktum at 360° stadigvæk er et rigtigt fedt sted og uden tvivl al besværet værd. Er man ude efter samme vibe, men uden at orke de lange køer, så kan jeg anbefale at man tager ud på 101 på One & Only, Palm Jumeirah, i stedet.
• Hvis du har planlagt at tage på 360° inden kl. 20:00 fredag eller lørdag, skal du registrere dig på deres online gæsteliste på Platinumlist.
• Det er gratis at komme ind og cocktails koster omkring 60AED
• De fleste af siddepladserne er forbeholdt gæster, der bestiller flasker eller køber drikkevarer for større beløb.